Johannes Ewald er optaget af at tage magten over verden gennem kunsten. Den frihed, som Ewald finder og undersøger i det skrevne er i udgangspunktet oprørsk og ønsker at udvide grænserne for digtningens område. Men det betyder imidlertid ikke, at Ewald forkaster den litteratur, der er skrevet før ham. Tværtimod udviser Ewald en nærmest glubsk fascination af traditionen. Det ser man i de stilistiske valg, i det indholdsmæssige inventar og i de mangfoldige citater, referencer og parafraser. Han gør, som man skal gøre, men flytter samtidig det hele nye steder hen.
I ”Levned og Meeninger” lyder det om en lignende dobbeltrettet orientering mod regler, ”at jeg aldrig har fundet den Modbydelighed for at adlyde Forbud, som for at underkaste mig Befalinger” (”Levned og Meeninger”, s. 104). Ewalds traditionsforståelse finder en paradoksal frihed i forbuddets negative formulering (du må ikke) i modsætning til befalingens positive formulering (du skal).
I prosaen er det den engelske romanopblomstring i 1700-tallet, der influerer Ewald. Det er først og fremmest Laurence Sterne og hans skrupskøre antiroman ”The Life and Opinions of Tristram Shandy, Gentleman” (1759-67), hvis narrative og sproglige vildskab Ewald ublu kopierer. Dertil er fabuleringskapacitet, eventyrligt plot og fingeret autenticitet i Daniel Defoes klassiker ”Robinson Crusoe” (1719) en vigtig brik. Endelig skal også Miguel de Cervantes’ ”Don Quixote” (1605 og 1616) og John Miltons ”Paradise lost” (1667) nævnes som udgangspunkt for hhv. Ewalds satire og kristendomsforståelse.
I den lyriske afdeling er det Antikkens lyrik, Ewald bruger som skabelon. Det er primært den romerske lyriker Horats. Eksempelvis er indgangslinjen i “Da jeg var syg” en direkte oversættelse af indgangslinjen i Horats’ ”Anden Epode” (30 fvt.), hvorved det umiddelbart inderligt selvbekendende digt tildeles et æstetikhistorisk klangrum. I sin samtid mødte Ewald den berømmede tyske digter Friedrich Gottlieb Klopstock, hvis orientering mod engelsk tradition åbnede en litterær sti for Ewald. Shakespeares dramatik er væsentlig at nævne, ligesom stoffet i Saxos ”Danmarks Krønike” (1514) og i den nordiske mytologi dannede baggrund for bl.a. skuespillet ”Balders død” (1775).
Ewald har et langt følge af efterkommere i dansk litteratur, ja man dristes til at påstå, at dansk litteraturhistorie efter 1770 per se ER Ewalds arv. Et nedslag kunne være Per Højholt, der i flere omgange har henvist til Ewalds pionerdrift. I digtet med den påfaldende titel ”Supermule møder en kvindelig helikopter” (1971) møder vi/Supermule således “Arendse?” i en liderligt opstemt henvendelse. Tankestregerne fra ”Levned og Meeninger” er hentet ind som en stiplet grænselinje, en grafisk hinde, som Supermule tørner ind i og fortumlet gennemtrænger, idet han som Ewald indtager nyt litterært territorium. Tilsvarende lyder det i ”Levned og Meeninger”: ”en Streg ---------------------------- hvorover man ikke kan komme, uden at falde i Rendestenen”. Også i Per Højholts roman ”6512” (1969) og i digtene ”Nattetanke” og med navns nævnelse ”& Ewald” (1989) finder vi en direkte identifikation.