Titlen på digtet ”Da jeg var syg” (bragt i avis 1771) lyder i sit nedtonede, nøgterne og helt kølige stilleje påfaldende mundret - også i 2017. Det vidner om Johannes Ewalds enestående gennemslagskraft durk igennem tiden. Digtet er skrevet under den tiltagende indflydelse af Ewalds leddegigtsygdom, der krumbøjede hans ryg, og en generelt hård livsførelse, der svækkede hans generelle helbred. Gennem 52 fortrinsvist parrimede verselinjer uden strofisk inddeling gennemspilles en overraskende venlig accept, ja ligefrem velkomst af den sygdom, som man ville forvente var af det onde. Digtet forløber gennem en række tvivlende spørgsmål om forholdet mellem sjæl og krop til en afsluttende harmoni, hvor sygdommen annekteres.
22434136
Det er digtets udgangspunkt i jeget og dets egenhændige manøvrerum, der er noget ganske særligt. Populært sagt er en i 1771 forventelig social og religiøs forordning af det lyriske rum (klassicisme, kunne vi kalde det) modificeret i en både digterisk og eksistentiel selvoptagethed (modernisme, kunne vi kalde det). Digtet er ligefrem blevet udnævnt til ”det første ægte jegdigt i dansk poesi” (Keld Zeruneith: Soldigteren, s. 203), og henleder opmærksomheden på digtets demonstrerede jeg-magt, der er litteraturhistorisk enestående årtier før Romantikkens indvarsling.
Det individualiserede Ewald-jeg kan åbenbart tillade sig at værdsætte kroppens forfald i smukt rimede og metrisk svungne verselinjer. Man forstår, at sygdommen skræller alt unødvendigt væk, og lader jeget træde ud af verden. ”Lyksalig den [...] Hvis Siæl kan uforstyrret tænke sig”, lyder det indledningsvist, inden der spørges retorisk: ”Betænk: hvad er saa kostbart, som du selv?” Og endelig den berømte dobbeltudpegning af MIG: ”Velkommen Gift, som raser i mit bryst! [...] Velkommen! thi du gav mig Mig igien”.