Ewald skræver over alle genrer. Først og fremmest er han lyriker, men som prosaist har han også sat litteraturhistoriske milepæle. Dertil kommer en betydelig produktion af dramatik.
Inden for lyrikken er det særligt ”oden”, der skiller sig ud i Ewalds produktion, altså den fra antikken overleverede og metrisk orienterede form, hvori nogen eller noget - gerne som repræsentant for en heltegerning eller ophøjet dyd - besynges i et svulstigt og højstemt toneleje. Inden for prosaen skriver Ewald fragmenter, lyrisk kortprosa, satire og med ”Levned og Meeninger” også biografi og roman. Man kunne også pege på meget tidlig autofiktion al den stund, at ”Levned og Meeninger” er fiktion og samtidig fremviser sammenfald mellem forfatteridentitet uden for bogen og karakteridentitet inden i bogen.
Tematisk er Ewald optaget af dansk nationalitet og et individualiseret subjekts placering i en omtumlet verden, herunder store følelser som forelskelse, smerte, lykke og håbløshed. De tårevædede lejlighedsdigte finder et kunstnerisk leje i den lyriske produktions generelle optagethed af sorgen, der fremstilles som kunstens bitre men også forløsende forudsætning.
Men hos Ewald er den patetiske modus konstant modsvaret af en reflekteret erkendelsesmæssig kynisme, der i lyrikken afføder de skarpeste metaforer og betydningsrene naturbeskrivelser og i prosaen giver sig udslag i stram ironi og slap humor. Det er dette forhold, en ofte citeret sekvens fra Ewalds “Fortale” til ”Samtlige Skrifter” (1880) adresserer: ”Man bør, troer jeg, være nogenledes kold, for at kunne skildre sin Ild. Og mig kunde først Aar og Erfaring, og Lidelser afkiøle til Skildrer.” (”Fortale” i ”Johannes Ewalds samlede skrifter, bind I”, s. 240).