Johannes Ewalds digt ”Natte-Tanker” (1773, ikke færdiggjort, publiceret posthumt) beskriver en følelsesladet frygt en uhyggelig nat, hvor mørke kræfter og grufulde dæmoner lader solopgangen og forløsningen vente på sig. Natten fungerer som omdrejningsmotiv på samme måde som sygdommen i ”Da jeg var syg”, nemlig som en undtagelsestilstand i forhold til det verdslige liv (eller dagligdagen, som vi måske ville sige i dag). Ligesom sygdommen standser livets almindelige gøremål, udskyder natten og dens umiddelbart ”fredelige Skygge” den gængse, velkendte verdens virke. Enhver, der har ligget søvnløs en nat, vil genkende det psykologiske fænomen, at tilværelsen kan fremstå fremmed, når man befinder sig på afstand af den. Sygdom og nat er dødens fætter og kusine, og ved at fokusere på dem arbejder Ewalds kunstneriske udtryk sig ned i og bagom forudsætningerne for livet, dagen, lyset, skabelsen og i videre forstand jeget.
52514258
I ”Natte-Tanker” afskærer nattens mørke synssansen og skaber en slags horror eller i hvert fald uhygge. ”Dødens lodne Spaamænd Tude” så ”Haaret kryber” på ”den bange Vandrer”, der standser ved mosen og aner ”den røde Ild [...] Bag Nattens frygtelige Flor”. I mørket er naturen ikke længere venlig, varm og tryg, og vandreren overmandes af en irrationel ”Skræk for løv som falder” og ”Angst for Skyggen af et Træ”.
Påfaldende mange af digtets vers begynder enslydende med konjunktionerne ”og” og ”naar”, hvad man kalder for anaforisk versåbning. Ved på den måde grammatisk set at vende tilbage og uddybe i stedet for at rykke frem og konkludere udskydes og forhales en grammatisk ankomst i ordet ”Da”, som optræder tre gange i digtets forløb. Den grammatiske udskydelse genfinder vi i den tematiske dag/nat-opsætning, hvor nattens rum får lov at fylde og forhale morgendagen. Da den omsider ankommer, morgendagen, er det i form af den romerske lysgud ”Phoebus” (Apollon). Digtets jeg, som til trods for den tætte registrering af gyset fremstår påfaldende uberørt, udbryder fuldbyrdet: ”Da kommer Haabet til min Pude,/ Og Livet til mit Hvilested”.
Det er værd at bemærke, at Ewald efterlod digtet delvist ufærdigt, og at det netop er den lyse afslutningsstrofe, der fremstår særligt ufærdig. Det er eftertidens filologer, der har sat strofen sammen til den flotte, opløftende, lykkelige finale, vi læser i dag. I den version Ewald efterlod, er det harmoniske, lykkelige, opbyggelige kun et vingeskudt fragment.