Den sene lyriske kulmination i Johannes Ewalds produktion er digtet ”Til Sielen. En ode” (1777, udgivet 1780), som er en højstemt besyngelse af den fortabte menneskesjæl og den religiøse frelse som eneste mulige forhåbning. Tilsvarende Ewalds række af lejlighedsdigte til samfundets spidser er digtet udformet som en henvendelse til - ikke ”Til Geheimeraad Haxthausen” eller ”Til Hans Kongelige Høihed Arveprinds Frederik den 11.” eller ”[Ode] til Arve-Prindsen, den 11. October 1776”… men ”Til Sielen”. Denne nærmest enfoldige overførsel fra bestillingsarbejdets skabelon til den frit svævende kunstneriske udfoldelse sker gennem en simpel personifikation, hvor Ewald opretholder den hyldende tiltaleform og blot udskifter objektet. Hvor svært kan det være?
”Til Sielen” beskriver igennem en række berømt overlegne billeder, primært hentet fra dyreriget, kampen mellem en ”forgieves” human bestræbelse på at hæve sig op over tilværelsen og så en ubarmhjertigt tyngende kraft, der stopper det arrogante forehavende. Sjælen har kun ”Fierløse Vinger”, hvorfor bevægelsen fra det lave mod det høje, fra mørke mod lys, er umulig. I det måske mest berømte billede lyder det kun alt for sigende: ”Opsvinger du dig, vild, utrætted,/ Høit, som en springende Hval mod Solen”. Man mærker næsten klasket fra den uundgåelige maveplasker.
Løsningen på den nedslående defaitistiske grundstemning kommer i digtets udmunding, hvor Gud og hans ”Kiærligheds Flamme” kommer til undsætning og ”opløfter dig fra Dybet”. ”Digterkonsten blev betroet de Dødelige til at lære Dem […] til at opflamme højere Dyder”, som det storladent smukt lyder i Ewalds fortale til de samlede værker (”Fortale” i ”Johannes Ewalds samlede skrifter, bind I”, Gyldendal, 1969, s. 240). Det der i udgangspunktet for ”Til Sielen. En Ode” var en fejring af den individuelle sjæl, transformeres i digtets udløb til en fejring af en religiøs men også poetisk frelse: ”Stor er den Aand, som opløfter Faldne”.