Den engelske romanforfatter Jane Austen (1775-1817) er en tydelig inspiration for Huda Fahmy. I den grafiske roman ”Det kan arrangeres” sammenligner hun over flere sider kurtiseringen i sin hovedpersons nutidige, muslimske miljø i USA med, hvordan kurtiseringen tog sig ud på Austens tid i England. Også dengang blev ægteskaber i høj grad arrangeret, de unge mennesker blev vurderet lidt som varer på en hylde, og de store fester var jagtmarker, hvor også mødrene var på banen. Også dengang, var der anstandsdamer med til de første stævnemøder, og der blev betalt en medgift ved brylluppet. I det hele taget omtaler Huda Fahmy flere steder sig selv som stor fan af romance-genren.
Tegneserier blev hun glad for allerede som barn, hvor hun elskede at læse dem i søndagsaviserne, fortæller hun i et interview: ”Faktisk var det ved at læse dem, jeg lærte engelsk. Min mor og far kunne engelsk, men talte arabisk derhjemme, og jeg elskede tegneseriestriberne, fordi jeg selv har den slags humor.” (Priya Chandrasegaram: Q & A with Huda Fahmy. Publishers Weekly, 2021-11-16. Egen oversættelse).
I samme interview fortæller Fahmy, at hun studerede den amerikanske tegneseriekunstner Raina Telgemeier og den russisk-canadiske tegneseriekunstner Svetlana Chmakova, da hun skulle udvikle sin egen stil. Om ”Huda F er du?” siger hun samme sted: ”Min bog ser en lille smule anderledes ud end andre grafiske romaner derude. Det er ikke en historieagtig type roman, den giver dig mere en introduktion til, hvem Huda er, og hvem hun ikke er. Det er bare en begyndelse.”
Anmelderen Christine Reinwald skriver i netmagasinet Nummer 9, at Huda Fahmys naivistiske og enkle streg i første omgang fik hende til at tænke på den iranske forfatter og tegneseriekunstner Marjane Satrapi, der har skildret sin barndom i bl.a. den grafiske roman ”Persepolis” og har en lignende ren og enkel streg. Sammenligningen er oplagt, fordi Satrapi også i sine bøger fortæller om store kultursammenstød. ”Men Huda Fahmys udgangspunkt er langt mere humoristisk, og hun tager også den simple streg skridtet videre,” konstaterer Christine Reinwald. (Christine Reinwald: Hvem fanden er Huda Fahmy. Nummer 9, 2023-08-13).