Genrer og tematikker

Tematisk er døden ikke til at komme udenom i Søren R. Fauths forfatterskab. Gennem sine tunge temaer berører hans bøger også svære psykologiske tilstande som angst, afmagt, vrede, jalousi og ensomhed – og psykiske sygdomme som anoreksi.

Især ”Digt om døden” og ”Moloch” lægger sig til rette i genren autofiktion. De to langdigte er beskrivelser af og forfatterens tanker om den nære virkelighed, og det understreges af, at Søren R. Fauth løbende stadfæster tid og sted og på den måde hægter digtene på sit eget liv. Det ene øjeblik er vi på plejehjem eller i Spanien på skriveeksil, hvor jeget forsøger at cykle sig til en form for forløsning, mens han spekulerer over oversættelser, naboborde på restauranter og den kønne spanske sangerinde. Det andet øjeblik er vi i et flashback tilbage i slutningen af halvfemserne, hvor jeget møder sin udkårne.

I kraft af at Søren R. Fauths langdigte lægger sig op ad fortællende prosa, er der som udgangspunkt hverken rim eller rytme i digtene, men derimod brudt linjeskift som i knækprosa. Dog har ”Universet er slidt” enderim visse steder, og rimene binder eksempelvis siderne sammen hen over et sideskift. I ”Digt om døden” og ”Moloch” er indholdet af anekdotisk art som i knækprosa, og deres hverdagsfokus har Søren R. Fauths langdigte også til fælles med knækprosagenren. Det betyder ikke, at forfatteren ikke benytter sig af metaforer eller andre sproglige virkemidler – som på s. 54 i ”Moloch”, hvor skyformationer beskrives som ”dieselblå”, og Søren R. Fauth ender siden med ordene ”aortas knitren”. Visse steder, som på s. 58 i ”Moloch”, optræder også allitterationer: ”strømførende spøgelse/ skinnende sølvkabel”.

Derudover benytter forfatteren sig af et hverdagsnært talesprog, der i ”Moloch” giver plads til latrinære dagligdagsord som ”skide” og ”pisse”, mens ”Universet er slidt” flere steder er anderledes mytologisk og abstrakt. Søren R. Fauth bruger også sproget i et filosofisk perspektiv og illustrerer, hvordan vi taler om de ting, der udgør vores virkelighed. Det giver sig til udtryk i en sproglig opmærksomhed, hvor bl.a. den afdøde søster som oftest bærer det fulde navn ”Mette, min søster, der er død”. Dermed forlader døden hende aldrig, end ikke i hendes navn og tilknytning til fortællerjeget.

Dermed peger Søren R. Fauths prosadigte ikke på sproget ud fra et metrisk perspektiv med eksempelvis rimede vers og faste rytmer, men derimod gennem et filosofisk perspektiv: Hvordan ens erfaringer lagres i vores sprog og vores måde at tale om virkeligheden på.