Portrætfoto af Søren R. Fauth
Foto: Palle Peter Skov/Ritzau Scanpix

Søren R. Fauth

cand.mag. Anna Møller, Bureauet, april 2021.
Top image group
Portrætfoto af Søren R. Fauth
Foto: Palle Peter Skov/Ritzau Scanpix

Indledning

Lyriker og litteraturprofessor Søren R. Fauth har langt om længe nået et bredere publikum med en nominering til Læsernes Bogpris 2021 for skilsmissedigtet ”Moloch”. Selv siger forfatteren, at det autofiktive langdigt er skrevet ”fra indersiden af eksistensen og skal læses med knoglerne”, og den ærlige undersøgelse af forfatterens eget raseri er – som ”Digt om døden” – skrevet så tæt på sandheden om livet som overhovedet muligt. Med sit lyriske forfatterskab borer Søren R. Fauth sig ned i alt det frastødende – og efterlader læseren med et uforfalsket og rørende virkelighedsbillede.

62616474

Blå bog

Født: 13. september 1971, Holbæk.

Uddannelse: Cand.mag. i tysk og teatervidenskab som sidefag ved Københavns Universitet, 1999. Dr.phil. i tysk litteratur ved Syddansk Universitet, 2006.

Debut: Universet er slidt. Wunderbuch, 2013. Digte.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: En rejse til mørkets begyndelse. Turbine, 2022. Digte.

Inspiration: Goya, Alfred Kubin, Otto Dix, Gustav Mahler, Arthur Schopenhauer, Thomas Bernhard, Wilhelm Raabe, Franz Kafka, R.M. Rilke, Ingeborg Bachmann, Ferdinand Celine, Blaise Cendrars, Hiromi Itō og mange andre.

 

 

Video: Oplæsning fra 2015 af Rainer Maria Rilke (på tysk) og af ”Universet er slidt”.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Jeg taler ikke med nogen/ gider ikke/ hvad skal jeg tale med folk om/ jeg gider ikke engang tale med mig selv/ tænker jeg/ mens jeg automatisk forsvinder ind i en ny (volds)fantasi:/ de sidder der lige nu og nu og nu/ endnu et hemmeligt møde/ dér sidder de og fletter fingre.”
”Moloch”, s. 173.

Søren R. Fauth blev født i Holbæk d. 13. september 1971 som søn af en tyskfødt far, Jürgen, der som ung kom til Danmark som bankmand, og en mor, der arbejdede som frisør. Et års tid efter blev lillesøsteren Mette Christina Fauth født, og hendes tidlige død af lungekræft d. 1. oktober 2009 fylder meget i Søren R. Fauths forfatterskab. Søren R. Fauth voksede efter eget udsagn op i et hjem uden bøger, men alligevel læste hans mor meget, mest krimier, og de to gik på biblioteket og lånte bøger mindst en gang om ugen. Især tegneserier som Lucky Luke, Tintin, Smølferne, Splint og Co., Vakse Viggo, Garfield og Blueberry kom med hjem fra biblioteket – samt humoristiske romaner af Finn Søeborg, som Søren R. Fauth læste alt af som ung. Han holdt også af Enid Blyton, ”De Fem”, Alfred Hitchcock og De tre detektiver – og Leif Panduro og Hans Scherfig. Han siger selv, at han allerede som helt ung læser især var fascineret af: ”Det morbide, det morsomme, det som rev masken af mennesket fascinerede mig, det komiske og absurde ved tilværelsen.” (Anna Møller: Interview med forfatteren, 2021-04-07).

Efter skolegang på først Tuse Skole og dernæst Stenhus kostskole som dagelev blev Søren R. Fauth i 1990 student fra Stenhus Gymnasium og startede to år efter på Københavns Universitet som tyskstuderende. Senere læste han også teatervidenskab og fik løbende forskellige stipendiater ved tyske universiteter. I slutningen af halvfemserne mødte han den kvinde, han senere fik fire børn og blev gift med – og siden skilt fra. I 2006 blev han dr.phil. ved Syddansk Universitet på en afhandling om filosoffen Arthur Schopenhauer og forfatteren Wilhelm Raabe, og i 2013 debuterede han med digtværket ”Universet er slidt”. Fem år efter udkom ”Digt om døden” og i 2019 ”På Jupiter findes fortiden ikke”. Med skilsmisselangdigtet ”Moloch” fra 2020 nåede han for første gang et større publikum, da bogen blev nomineret til Læsernes Bogpris – en pris, hvor Berlingske Tidendes læsere og folkebibliotekernes brugere stemmer på udvalgte bøger.

Universet er slidt

”(…) asfaltens/ dampende regn, og igen/ og igen/ sennepsmarkernes/ tilbageholdte liderlighed,/ det nyslåede græs, lugten af/ tennisbaner, den brune krop mod/ den varme asfalt”
”Universet er slidt”, s. 12.

Søren R. Fauth debuterede som digter i 2013 med bogen ”Universet er slidt”, der er skabt i et horisontalt format, hvor alle siderne er sat sammen som én lang sammenhængende frise – et ornamentbånd, man kender fra arkitekturen. Det sammenkoblede element ses også direkte i digtets interne struktur, hvor enderim flere steder fortsætter fra den ene papirside og over på den næste. Det sker eksempelvis på side 8: ”spalter dit røde hår/ mærke og/ mærke skår”, hvor rimet fortsætter over på side 9: ”gnider angst i mit sår/ hør så og se så”. Digtene er sat op på den måde, at de danner geometriske former som firkanter, trekanter og cirkler, og dermed peger de på deres egen stoflighed og visuelle udtryk. Det er et element, som man især ser i lyrikudgivelser præget af modernistiske tendenser, såsom konkret poesi og figurdigte, hvor et digt om døden eksempelvis kunne være udformet som en urne.

50956008

”Universet er slidt” er en af Søren R. Fauths mere eksperimenterende og abstrakte digtsamlinger, hvor relativt få stedmarkører optræder, og hvor der er knap så megen reel handling som i de følgende samlinger. Overordnet set løber der to spor i samlingen; et realistisk erindringsspor eller hverdagsspor og et mytologisk spor med guder, dommedag og brændende skrift. Vi hører om en barndom, hvor man fører krig mod nabobørnene fra Møllestensparken, og en ungdom med længsel efter kvindehænder på drengeværelsets skibsbriks. Der vendes tilbage til de samme minder igen og igen, og især erindringer om bordtenniskampe med faren, regnvåd asfalt og nyslået græs nævnes flere gange. Senere møder det mandlige digterjeg en kvinde, der sidst i samlingen løber gennem en eventyragtig skov, og langdigtet slutter med, at der optræder et ’du’: ”vi vidste/ du var/ syg/ (…) nu er du død (…) tavse svinder vi ind/ kryber sammen i/ bristefærdig/ foreløbighed/ universet er slidt” (s. 44-45).

”Universet er slidt” er stærkt sanselig og benytter mange gentagelser, især bydende repetitioner af, hvad jeget siger til sig selv: Lugt og lugt, smag og smag, høre og se, mærke og mærke.

Digt om døden

”Min far giver jeg frivilligt tilbage/ eller gør jeg?/ min søster derimod./ (…)/ Jeg nåede ikke/ at stryge hendes kind kysse hendes pande/ klemme hendes hånd/ da jeg ankom/ var hun kold.”
”Digt om døden”, s. 222.

Søren R. Fauths fortællende langdigt ”Digt om døden” (2018) har undertitlen ”En bog om min far”, og allerede fra de første sider lægges bogens formål fast: ”Dette digt om døden/ skal handle om min far/ om alt det jeg husker/ alt det jeg ved/ om alt det       jeg har glemt” (s. 8). Samtidig trænger søsterens kræftdød sig på og løber som en rød tråd gennem bogen, der er trykt i et smalt opretstående format – som en gravsten. Digtet starter længselsfuldt og melankolsk, da jeget ønsker sig tilbage til en verden, hvor faren ikke er syg. Herefter følger en række erindringer og nedslag i tid og sted, f.eks. d. 22. december 2016, hvor digterjeget henter sin far på Diakonissestiftelsen, hvor han har boet på aflastning, da han er hjælpeløs med invaliderende diabetes.

54928270

Bogen springer også tilbage til faren Jürgens pittoreske fødeby Bad Wildungen i 1940’erne, og sideløbende med flashbacksene kører et hverdagsspor, hvor jeget bl.a. læser bøger om døden og retter eksamensopgaver.

I begyndelsen optræder alle personer og byer med deres forbogstav. L for moren, J for faren og M for den afdøde søster, men siden får de flere steder deres fulde fornavne og søsteren også ofte benævnelsen ”der er død” efter sit navn. Jeget – der må være sammenfaldende med forfatteren selv – beskrives som, at han ”går i dødslandskaber” (s. 35), og dødsbevidstheden er dermed aldrig noget, der forlader fortællejeget.

Minderne er forskelligartede, og lugten fra vejen, lyden af kirkeklokker og et bordtennisbord går igen, og samtidig er der flashbacks til, da jeget falder af en hest og lander i en kokasse. Der optræder psykiske sygdomme som anoreksi (s. 15), tvangstanker, barndommens dødsangst (s. 24), depression – og morens voldsomme vodkamisbrug gennem de seneste 15 år. I et erindringsspor er læseren i 2009, hvor søsteren M dør, og hendes børn skal tage afsked med hende, og i et andet glimt beskrives et af de bedste øjeblikke, faren og jeget har haft sammen; nemlig da jeget hjælper den kørestolssiddende far i bad juleaftensdag og efterfølgende barberer ham. Her er rollerne byttet rundt, og der opnås en sjælden forbindelse mellem faren – der beskrives som en drikfældig mytoman – og det voksne jeg.

Moloch

”te med mælk ud over Schopenhauers ”Verden som vilje og/ forestilling”/ te med honning på skrivebordet/ i sig selv vanvittigt frustrerende nok til at skrige/ ufatteligt irriterende at spilde te på ”Verden som vilje og/ forestilling”.
”Moloch”, s. 7.

Allerede et par sider inde i den 244 sider lange prosadigtsamling ”Moloch” (2020) skriver Søren R. Fauth: ”Jeg har sat mig for at skrive om alt det/ der hænder/ som er hændt/ jeg har sat mig for at skrive om det værste/ om alt det frastødende     tiltrækkende    kedelige/ angsten/ livet”. Med andre ord er det store følelsesmæssige begreber, som ”Moloch” tager fat på, og udgangspunktet er hans kones forelskelse i en læge fra arbejdet, utroskab og efterfølgende skilsmisse. Undervejs er der anekdotiske tilbageblik til ægteparrets første møder, fødslerne af deres børn og de drypvise skænderier. Med sin titel refererer ”Moloch” til en gammeltestamentlig gud, som folk ofrede deres børn til – ligesom børn kan siges at blive ofrene i en skilsmisse – men hos Søren R. Fauth er Moloch også et monster drevet af raseri og jalousi, der dræner ham for energi.

48180493

Beskrivelsen af jegets vrede kobles også til hverdagens irritationsmomenter – som da jeget skriger af raseri over at have spildt te på en betydningsfuld bog. Netop her arbejder forfatteren med det banale i raseriet – at en lille hændelse kan udløse en massiv reaktion – og han udstiller vredens latterlige hysteri gennem den sproglige gentagelse. For frustrationen over dagligdagens små uheld bunder naturligvis i en dybereliggende afmagt, som langsomt udfoldes og også viser sig i det komplicerede ægteskab, der nu er i opløsning.

”Moloch” lægger sig som autofiktion meget tæt op ad digterens eget liv, og samlingen kan læses i direkte kronologisk forlængelse af ”Digt om døden”. I deres opretstående smalle format ligner de to bøger også hinanden, og i handlingssporet er der direkte tråde imellem dem. Digteren besøger på et tidspunkt også sin far på det plejehjem, hvor han er blevet installeret, han tager til koncert med sin kone og deres venner, og han spekulerer på, om det allerede er efter koncerten, at hendes løgne og affære begyndte. Siden pisker han bl.a. op og ned ad bjerge i Spanien på et oversættereksil, der med endeløse cykelture forsøgsvis løsner op for den indre uro.

Genrer og tematikker

Tematisk er døden ikke til at komme udenom i Søren R. Fauths forfatterskab. Gennem sine tunge temaer berører hans bøger også svære psykologiske tilstande som angst, afmagt, vrede, jalousi og ensomhed – og psykiske sygdomme som anoreksi.

Især ”Digt om døden” og ”Moloch” lægger sig til rette i genren autofiktion. De to langdigte er beskrivelser af og forfatterens tanker om den nære virkelighed, og det understreges af, at Søren R. Fauth løbende stadfæster tid og sted og på den måde hægter digtene på sit eget liv. Det ene øjeblik er vi på plejehjem eller i Spanien på skriveeksil, hvor jeget forsøger at cykle sig til en form for forløsning, mens han spekulerer over oversættelser, naboborde på restauranter og den kønne spanske sangerinde. Det andet øjeblik er vi i et flashback tilbage i slutningen af halvfemserne, hvor jeget møder sin udkårne.

I kraft af at Søren R. Fauths langdigte lægger sig op ad fortællende prosa, er der som udgangspunkt hverken rim eller rytme i digtene, men derimod brudt linjeskift som i knækprosa. Dog har ”Universet er slidt” enderim visse steder, og rimene binder eksempelvis siderne sammen hen over et sideskift. I ”Digt om døden” og ”Moloch” er indholdet af anekdotisk art som i knækprosa, og deres hverdagsfokus har Søren R. Fauths langdigte også til fælles med knækprosagenren. Det betyder ikke, at forfatteren ikke benytter sig af metaforer eller andre sproglige virkemidler – som på s. 54 i ”Moloch”, hvor skyformationer beskrives som ”dieselblå”, og Søren R. Fauth ender siden med ordene ”aortas knitren”. Visse steder, som på s. 58 i ”Moloch”, optræder også allitterationer: ”strømførende spøgelse/ skinnende sølvkabel”.

Derudover benytter forfatteren sig af et hverdagsnært talesprog, der i ”Moloch” giver plads til latrinære dagligdagsord som ”skide” og ”pisse”, mens ”Universet er slidt” flere steder er anderledes mytologisk og abstrakt. Søren R. Fauth bruger også sproget i et filosofisk perspektiv og illustrerer, hvordan vi taler om de ting, der udgør vores virkelighed. Det giver sig til udtryk i en sproglig opmærksomhed, hvor bl.a. den afdøde søster som oftest bærer det fulde navn ”Mette, min søster, der er død”. Dermed forlader døden hende aldrig, end ikke i hendes navn og tilknytning til fortællerjeget.

Dermed peger Søren R. Fauths prosadigte ikke på sproget ud fra et metrisk perspektiv med eksempelvis rimede vers og faste rytmer, men derimod gennem et filosofisk perspektiv: Hvordan ens erfaringer lagres i vores sprog og vores måde at tale om virkeligheden på.

Beslægtede forfatterskaber

I flere af Søren R. Fauths bøger er der en særlig dedikation til digteren Louise Juhl Dalsgaard (f. 1973). Hun har bl.a. udgivet digtsamlingen ”Mit ønske om at dø er rent hypotetisk”, romanen ”Alle dage tilbage” om at miste en veninde og digtsamlingen ”I dag skal vi ikke dø”, der er skrevet i og om coronakrisen i foråret 2020. I de fortællende digte bruger hun et ukunstlet sprog til at beskrive sin hverdag under pandemien: ”min genbo har slået et telt op i sin stue/ jeg bruger dagene/ på at iagttage ham/ det er lidt som at se alene i vildmarken bare i en treværelses med søudsigt/ så henter han kaffe/ så holder han en kikkert for øjet lægger kabale/ taler med fluen på væggen/ så ruller han for/ og jeg er igen alene/ med lidt for lange bryster og nedbidte negle.” (”I dag skal vi ikke dø”, s. 66).

Begge forfattere tematiserer angst, død og spiseforstyrrelse og rummer i deres bøger en følsom årvågenhed. Louise Juhl Dalsgaard har selv udtalt, at hendes krisehåndtering er at skrive, og det samme gør sig gældende for Søren R. Fauth, der gennem sin tematik synes at være drevet af krisens epicentre: Døden, tabet, angsten og skilsmissen.

Søren R. Fauth nævner selv, at hans forfatterskab er bygget på nogle afgørende begivenheder. Hans søsters død og tilværelsens tragiske grund i det hele taget – en livsindstilling, der i følge forfatteren selv allerede begyndte, da han var barn.

Med sit autofiktive fokus er det umuligt ikke at nævne norske Karl Ove Knausgård (f. 1968) og Geir Gulliksen (f. 1963) som beslægtede forfattere. Alle tre har de brugen af patos og til dels den sorte humor til fælles, og deres bøger drejer sig om de personlige kriser: Selvhadet, tvivlen, skilsmissen, jalousien og mindreværdet. Geir Gulliksen fik sit internationale gennembrud med skilsmisseromanen ”Historie om et ægteskab” i 2015, mens Karl Ove Knausgård især er kendt for det selvbiografiske seksbindsværk ”Min kamp”, hvor han hudfletter både sig og selv, sine omgivelser og bekendtskaber.

Bibliografi

Digte

Fauth, Søren R.: Universet er slidt. Wunderbuch, 2013.
Fauth, Søren R.: Digt om døden. Forlaget Vandkunsten, 2018.
Fauth, Søren R.: På Jupiter findes fortiden ikke. Ekbátana, 2019.
Fauth, Søren R.: Moloch. Forlaget Vandkunsten, 2020.
Fauth, Søren R.:
En rejse til mørkets begyndelse. Turbine, 2022.

Kilder citeret i portrættet

Møller, Anna: Interview med forfatteren, 2021-04-07