Itō, Hiromi
Foto: Louisiana Literature 2018

Hiromi Itō

cand.mag. Louise Rosengreen, Bureauet, august 2018.
Top image group
 Itō, Hiromi
Foto: Louisiana Literature 2018

Indledning

40 år efter, at den japanske digter Hiromi Itō debuterede på sit modersmål, udkommer hendes digte for første gang i dansk oversættelse. De er med deres ligefremme litterære tag på immigration, moderskab, køn, økokritik og seksualitet stadig aktuelle. Hiromi Itō er bramfri, vittig og samtidig dyster og brutal. Hun er blevet kaldt en shaman, og hendes lyriske røst minder på mange måder om en åndemagers. Siden sit gennembrud i 1980’erne er hun blevet en af Japans mest anerkendte og bedst sælgende, nulevende poeter. Men hun er også en kontroversiel stemme i japansk poesi på grund af sin direkte sprogbrug og sine chokerende skildringer af bl.a. kastration eller af, hvordan en mor dræber sin nyfødte datter eller tungekysser med et lig.

54517424

Blå bog

Født: 13. september 1955 i Tokyo, Japan.

Uddannelse: Har studeret japansk litteratur på Aoyama Gakuin Universitetet i Tokyo fra 1973.

Debut: Kusaki no sora. 1978.

Litteraturpriser: Gendai Shi Techo Prize, 1978. Noma Literary Prize for New Writers, 1999. Takami Jun Prize, 2006. Hagiwara Sakutarō Prize, 2007. Izumi Shikibu Prize, 2008.

Seneste udgivelse: Vildgræs ved flodlejet. Arena, 2018. Oversætter: Annette Thorsen Vilslev.

Inspiration: Buddhisme, Siv Cedering og digte skrevet af det oprindelige amerikanske folk.

 

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”De kom for halvtreds år siden, til flodlejerne i Japan, / Helt siden dengang, / Har de stået og dirret i vinden langs flodlejerne, / De har formet klynger og sat aks med frø, / Sat aks med frø, dirret i vinden og blomstret, / Spredt sig med vinden, / Er visnet og faldet, / Hele tiden, / Mens de har levet her ved flodlejet / Har de tænkt, / Jeg er en fremmed, / Jeg er en fremmed”

”Vildgræs ved flodlejet”, s. 79.

Hiromi Itō var ung i 1970’erne i et Japan, der ligesom Vesten var præget af kvindebevægelsens kønspolitiske kamp. Med sin debut ”Kusaki no sora” fra 1978 gjorde Itō sig til en af de førende digtere i en ny bølge af radikal feministisk litteratur i Japan. Hun skrev om den kvindelige krop og seksualitet på en måde, som tidligere havde været tabuiseret. Det fik feministiske kritikere til at hylde Itō som en heltinde, mens andre mente, at hun gik for langt. Særligt digtet om, hvordan en kvinde gentagne gange dræber sit spædbarn, Kanoko, blev mødt med foragt.

Men mens Itōs digte op gennem 1980’erne gav hende succes, gik det mindre godt privat, og i slutningen af 1980’erne lod hun sig skille fra sin mand, litteraturforskeren Masahiko Nishi, med hvem hun har to døtre.

Bevægelse er ikke kun et genkommende motiv i Itōs litteratur. Det er også blevet et mønster i hendes eget liv, hvor hun har flyttet meget rundt. Først fra Tokyo til Polen, derefter til Kumamoto i det sydlige Japan, for i 1997 at slå sig ned i Californien med sin daværende kæreste, den britiskfødte kunstner Harold Cohen, der døde i 2016.

I et interview har hun sagt, at hun flyttede til USA for ikke at begå selvmord. Selvmordet var umuligt pga. børnene, men en anden forklaring er hendes interesse for det oprindelige amerikanske folks poesi. En interesse, der voksede op gennem 1990’erne, bl.a. efter at hun mødte Jerome Rothenberg, der har udgivet flere samlinger med poesi af Native Americans.

Hiromi Itō havde i en årrække ikke kunnet skrive digte, men efter ankomsten til USA vendte lysten til at udtrykke sig lyrisk tilbage. Tematisk tilføjede hun nu migration og kulturmøder til sine værker, ligesom hendes stigende besættelse af planter har gjort hende til en markant stemme i den japanske økokritik.

Udover at have udgivet flere digtsamlinger har Hiromi Itō løbende skrevet en lang række essays, samt omskrevet buddhistiske fortællinger fra Middelalderen til moderne japansk. Inspirationen fra den mundtlige tradition er tydelig, når Itō fremfører sine digte. Her kan hun finde på at optræde med trommer eller udfordre sin engelske oversætter, Jeffrey Angles, ved at ændre i digtene undervejs.

Vildgræs ved flodlejet

”Blomsten fandtes her ikke oprindeligt, nogen tog den med fra et andet sted, den er virkelig hårdfør, meget stærk, den maser sig frem og slår de lokale planter ihjel (…)”
”Vildgræs ved flodlejet”, s. 85.

Hiromi Itōs ”Kawara Arekusa” (”Vildgræs i flodlejet”, 2018) fra 2005 er en samling af 18 episke digte, der handlingsmæssigt fletter sig ind i hinanden. De er skrevet i et enkelt sprog af et barnligt jeg, der som den ældste i en søskendeflok på tre genfortæller sin families rejser mellem et vindblæst, salvieduftende Amerika og et dæmonisk, råddent flodleje i Japan. Jeget indgår oftest i et ”vi”, der inkluderer en mor, en lillebror og en lillesøster. Sammen tager de bus, tog og fly til ødemarken, hvor de flytter ind hos morens amerikanske kæreste, deres nye far. Jeget er 11 år, og hun vænner sig hurtigere til lyden af de voksnes sexliv end til det amerikanske sprog.

I digtet ”Vi bor i ødemarken” beskrives hverdagen for den lille familie i Santa Ana i Californien, men selvom dagene er præget af grufulde og absurde hændelser, beskrives begivenhederne med den største selvfølgelighed. Eksempelvis da faren dør, og moren insisterer på at beholde liget, der rådner og lugter mere og mere dag for dag. Han dør først rigtigt, da moren tager sin saks og klipper hans penis af, selvom han alligevel aldrig rigtig dør. For i ”Vildgræs ved flodlejet” myldrer det med levende lig. Og da moren og børnene rejser tilbage til flodlejet, de havde forladt, udfolder der sig en form for mareridt.

Sprogligt benytter Hiromi Itō sig ofte af gentagelser, hvilket gør digtene lyriske, men også får dem til at minde om mundtligt overleverede myter eller børnesange. Lillebrorens kløe og de betændte blærer, han får på huden, nævnes igen og igen, ligesom det flere gange fremhæves om en ildelugtende mand, de møder ved flodlejet, at han onanerer.

Digtenes overordnede tematik er migration, og Itō bruger vildgræsset som metafor. Hvor moren og børnene har dårlige pas med beskidte mærker, der gør, at de må vente længe i lufthavnenes ankomsthaller, kan græsfrøene frit sprede sig – på tværs af landegrænser. Men de mange forskellige græsarter, der i digtene benævnes med deres latinske betegnelser, har alligevel svært ved at gro i det barske, tørre ørkenlandskab.