Universet er slidt

Citat
”(…) asfaltens/ dampende regn, og igen/ og igen/ sennepsmarkernes/ tilbageholdte liderlighed,/ det nyslåede græs, lugten af/ tennisbaner, den brune krop mod/ den varme asfalt”
”Universet er slidt”, s. 12.

Søren R. Fauth debuterede som digter i 2013 med bogen ”Universet er slidt”, der er skabt i et horisontalt format, hvor alle siderne er sat sammen som én lang sammenhængende frise – et ornamentbånd, man kender fra arkitekturen. Det sammenkoblede element ses også direkte i digtets interne struktur, hvor enderim flere steder fortsætter fra den ene papirside og over på den næste. Det sker eksempelvis på side 8: ”spalter dit røde hår/ mærke og/ mærke skår”, hvor rimet fortsætter over på side 9: ”gnider angst i mit sår/ hør så og se så”. Digtene er sat op på den måde, at de danner geometriske former som firkanter, trekanter og cirkler, og dermed peger de på deres egen stoflighed og visuelle udtryk. Det er et element, som man især ser i lyrikudgivelser præget af modernistiske tendenser, såsom konkret poesi og figurdigte, hvor et digt om døden eksempelvis kunne være udformet som en urne.

50956008

”Universet er slidt” er en af Søren R. Fauths mere eksperimenterende og abstrakte digtsamlinger, hvor relativt få stedmarkører optræder, og hvor der er knap så megen reel handling som i de følgende samlinger. Overordnet set løber der to spor i samlingen; et realistisk erindringsspor eller hverdagsspor og et mytologisk spor med guder, dommedag og brændende skrift. Vi hører om en barndom, hvor man fører krig mod nabobørnene fra Møllestensparken, og en ungdom med længsel efter kvindehænder på drengeværelsets skibsbriks. Der vendes tilbage til de samme minder igen og igen, og især erindringer om bordtenniskampe med faren, regnvåd asfalt og nyslået græs nævnes flere gange. Senere møder det mandlige digterjeg en kvinde, der sidst i samlingen løber gennem en eventyragtig skov, og langdigtet slutter med, at der optræder et ’du’: ”vi vidste/ du var/ syg/ (…) nu er du død (…) tavse svinder vi ind/ kryber sammen i/ bristefærdig/ foreløbighed/ universet er slidt” (s. 44-45).

”Universet er slidt” er stærkt sanselig og benytter mange gentagelser, især bydende repetitioner af, hvad jeget siger til sig selv: Lugt og lugt, smag og smag, høre og se, mærke og mærke.