Mathilde Fibigers inspirationskilder var først og fremmest mandlige forfatterskaber – af den gode grund, at der ikke havde været mange kvindelige forfattere før Fibigers tid. Hun læste selvfølgelig Thomasine Gyllembourg (1773-1856), men inspirationen til kvindefrigørelse, som blev Fibigers hovedtema, måtte hun finde andet steds – ikke mindst i sin samtids krav om øget demokrati. Kvindefrigørelse blev Fibigers demokratikamp.
I sin første roman, ”Clara Raphael. Tolv breve”, tog hun afsæt i den såkaldte guvernanteroman, der i England var blevet dyrket siden starten af 1800-tallet. Genren fandt først vej til de danske forlag i slutningen af 1840’erne – ikke mindst med udgivelsen af Charlotte Brontës ”Jane Eyre”, der udkom på dansk i 1850, mens Fibigers roman er den første danske af slagsen. Indholdsmæssigt er de to værker ret forskellige. Mens Fibigers roman er en meget lidt handlingsbetonet brevroman, er der langt mere dramatik og romantik i ”Jane Eyre”. Fibigers roman er endvidere langt mere eksplicit feministisk.
Mathilde Fibiger var på mange måder forud for sin tid. Hendes værker var sprængfarlige med deres ultimative krav om ligeværd og kvindefrigørelse, og så udkom de endda mange år inden det moderne gennembrud (ca. 1870-1890). Hendes forfatterskab må siges at være et fint springbræt for det moderne gennembruds kvindelige forfatterskaber såsom Olivia Levison (1847-1894) og Adda Ravnkilde (1862-1883) og også for den norske forfatter Amalie Skram (1846-1905). Men det er også yderst relevant at trække tråde fra Mathilde Fibiger til Tove Ditlevsens forfatterskab (1917-1976) og frem til nutidig feministisk litteratur. Ikke mindst til Suzanne Brøggers ”Fri os fra kærligheden” fra 1973, Kristina Nya Glaffeys ”To the modern man” fra 2002, Maren Uthaugs ”11 %” fra 2022, Rikke Viemoses ”Nu taler jeg: Brev til min datter” fra 2022, Siri Ranva Hjelm Jacobsens ”Dafnesyndromet” fra 2021 og til Olga Ravns udpræget feministiske forfatterskab.