Mathilde Fibiger bliver i Dansk Kvindebiografisk Leksikon beskrevet som ”den første betydelige fortaler for kvindefrigørelsen i Danmark” (Jytte Larsen: Dansk Kvindebiografisk Leksikon, 2000). Hendes værker tematiserer kvinders vilkår, og ikke mindst i sin debutroman ”Clara Raphael. Tolv breve” skriver hun en voksende feminist frem i sin hovedkarakter, der drømmer om at sætte kvinder fri. Romanen spejler på mange måder den tid, den er skrevet i. Kort inden Fibiger debuterede som blot 20-årig, så hun de danske tropper marchere ud af København for at gå i krig mod Tyskland om Slesvig-Holsten i treårskrigen, og hun bevidnede de folkelige demonstrationer for demokrati, der i 1848 førte til enevældens fald og året efter til, at Danmark fik sin første frie forfatning, Grundloven. Det er denne frisættende energi, der ligger som en bundklang i ”Clara Raphael. Tolv breve”, og som lader frigørelsesidealerne få rodfæste i den kvindelige hovedkarakters kritik af patriarkatet og krav om at sætte kvinder fri.
Romanen vakte stor debat i samtiden, og i et halvt år var den genstand for offentlighedens samtale. Langt flertallet afviste romanens krav om kvindefrigørelse og argumenterede enten for at bevare de traditionelle kønsrollemønstre, eller de mente, at den sociale revolution var langt vigtigere end kvindesagen. Der var dog også en mindre gruppe omkring blandt andet N.F.S. Grundtvig, der arbejdede for at give kvinder flere samfundsmæssige udfoldelsesmuligheder.
I 1853 udkom ”En Skizze efter det virkelige Liv”, der handler om to forældreløse søstre. Den ældste afviser alle mænd som svage, men den yngste bliver til slut overmandet af kærligheden. Anmelderne var begejstrede for denne udvikling i forfatterskabet og var glade for, at Fibiger nu havde afskrevet cølibatet. Men da ”Minona” udkom året efter, kuldsejlede al velvilje – ikke mindst på grund af incesttemaet. ”Minona” er en både følelsesmæssigt højspændt og filosofisk roman om kærlighed, kvinders vilkår og samfundets magtstrukturer, og hvor de kvindelige karakterer kuldsejler i patriarkatets magtvælde. Romanen blev mødt med stor forargelse og fordømmelse og blev hurtigt lagt i graven. Det er næsten symbolsk, at den blev gravlagt så hurtigt og effektivt – ligesom Minona går til grunde i romanen på grund af sine idealer og sin lidenskab.