Jeg er faret vild

Citat
”’Du skal ikke undskylde. Jeg er glad for, at du faldt ned oven på mig.’
’Hvordan kan du være det?’ spurgte hun.
Fordi man ikke kan falde ned på noget, der ikke eksisterer, tænker han. Han er muligvis en bonderøv, men han har ikke været uden for verden så længe, at han ikke er klar over, at det er noget underligt noget at sige. Så han siger det ikke.”

”Jeg er faret vild”, s. 119.

Inden Gayle Forman skrev ”I Have Lost My Way” fra 2018 (”Jeg er faret vild”, 2018) var hun i krise, fordi hun pludselig ikke kunne skrive: ”Jeg blev ved med at tænke, ’Jeg plejede at kunne gøre det her, og nu kan jeg ikke. Jeg er faret vild.’ Og efter det havde stået på et par måneder, hørte jeg en anden stemme sige, at hun var faret vild. Det var Freya”. (Aofie Kelly: ‘It felt like I'd never be able to write again’ – New York Times Bestselling Author Gayle Forman. Independent.ie, 2018-07-30. Egen oversættelse).

Freya er en af romanens tre hovedpersoner. Ligesom de to andre – Harun og Nathaniel – har hun mistet noget vigtigt og retningen i livet. Freyas far og den smukke sangstemme, der er godt på vej til at gøre hende berømt, er forsvundet. Haruns kæreste James er gået fra ham, og Nathaniel har simpelthen mistet alt – inklusiv sit ene øje. Alle tre driver de rundt i New York, indtil de ved et bizart tilfælde bogstavelig talt vælter ind i hinanden. Sammen hjælper de hinanden gennem dagen, og på trods af deres forskelligheder finder de et stærkt fællesskab sammen. Og en vej videre.

54204256

Synsvinklen skifter mellem Freya, Harun og Nathaniel, og sammen med de mange flashbacks, der fortæller, hvordan de hver især har mistet, får man et grundigt indblik i hver deres virkelighed. Ensomhed er bogens altoverskyggende tema.

Selv om Freya på overfladen er en selvsikker popstjerne og influencer, bliver det klart, at hun inderst inde er panisk angst for at hendes følgere på Instagram vil flygte – præcis som hendes far forlod hende. Muslimske Harun bærer alene rundt på den tunge hemmelighed om sin seksualitet og frygter for at springe ud for sin familie. Det ødelægger hans forhold til James, så han står endnu mere alene tilbage. Og Nathaniel, der har levet alene i en skov med sin ustabile far i årevis, er efter farens død overladt til sig selv. I hvert fald indtil han møder Freya og Harun.

Romanen viser, at selv om man ikke engang er fyldt 20 år, kan man sagtens stå midt i en livskrise – og komme igennem den.