”Det slutter her” fra 2025 er en selvstændig fortsættelse til ”Fanden tage dig” og har genretitlen ”Beretning om en familie”. Den begynder, hvor ”Fanden tage dig” ender, nemlig med sagen mod den mand, som dræbte Niels Franks søster, Elin, efter 30 års ægteskab, da hun ville skilles. Niels Frank lytter i landsretten til drabsmanden, der forsøger at få nedsat sin straf med bl.a. en forklaring om, at der var nedarvede psykologiske problemer i Elins familie, derfor ville hun ikke gå til psykolog med ham. Niels Frank beslutter ikke at lade den fortælling stå for sig selv.
”Om jeg så skal støve gamle breve og billeder og dokumenter op fra papkasser og mørnede mapper, vil jeg modbevise hans fortælling. Fortællingen om mental arvesynd” (s. 24).
140010987
I samme enkle og ligefremme skrivestil som i ”Fanden tage dig” men med flere dramatiske greb og mere patos beretter han i første del om sin bedstefar, oldefar og kusine, der døde i forskellige, dramatiske trafikuheld. Han besøger sin kusines forældre, der 24 år efter, de mistede deres datter, også mistede en søn og har svært ved at tale om deres tab. Han går videre til andre og finder hemmeligheder, mørke sider, intriger, dumheder, men ingen forklaring på, at Elin ikke ville gå til psykolog med den mand, der endte med at dræbe hende.
I anden halvdel bevæger Niels Frank sig tæt på sin nærmeste familie. På faren, der døde ung af sygdom, og moren, der blev alene med tre mindre børn. Hele tiden har han et blik på sig selv udefra som familiens pennefører. ”En af den slags mænd, der i mere uudviklede tider fungerede som brevskriver for personer, der ikke selv var i stand til at formulere sig på skrift” (s. 123). De forskellige historier kører rundt i hovedet på ham, han undrer sig og må undersøge dem fra en anden vinkel.
Jo tættere han kommer på sin mors alkoholisme, konflikterne mellem Elin og moren og på brorens tidlige død, jo sværere får han ved at blive ved. ”Men der er ingen vej udenom. Når man går gennem helvede eller en krise eller noget dybt ubehageligt i sit liv, er der kun én ting at gøre. Så meget har jeg dog lært. Man må blive ved med at gå” (s. 223).
Så han skåner ikke sig selv, og følelserne slår igennem i sproget. Som da han som ung mand hulkende lover sig selv ”aldrig at skrive digte igen, som om poesien er skyld i min ulykke” (s. 233). Bid for bid svarer han drabsmanden igen med en familiehistorie, der måske nok var stedvis tragisk, men aldrig kan blive forklaringen på, at Elin skulle dø.