Sidsel Ana Welden Gajardo (f. 1991) er født og opvokset i København, men har rødder i Chile.
Navnet Gajardo stammer fra forfatterens chilenske familie på farens side. Hun tog navnet, da hun skrev romanen ”Du er min arv” i 2023.
Gajardos far var politisk flygtning fra Chile og levede med svære traumer fra krigsoplevelserne. Rollefordelingen mellem far og datter blev efterhånden vendt på hovedet, så Gajardo blev den voksne og ansvarsfulde, hvilket tærede på deres relation og påvirkede Gajardos sind. Gajardo mistede sin far, da hun var 21 år, og hun siger om sin far: ”Selvom han også var den mest fantastiske og kærlige kreative sjove og omsorgsfulde far, så blev det med årene mindre og mindre, han kunne være der for os, fordi traumerne åd hans sind op og forkortede hans liv.” (Sidsel Ana Welden: Jeg var 10 år, da jeg så traumerne vælte min far til jorden. Dignity.dk).
Selv har hun som voksen også været i kontakt med psykiatrien. Da hun var færdig med gymnasiet og vennerne kastede sig ud i livet, gik hendes liv i stå. Da hun kom i gang igen, tog hun en bachelor i journalistik på Roskilde Universitet og senere begyndte hun på Skrivekunstakademiet i Bergen i Norge. Erfaringerne fra et liv med psykisk sårbarhed har hun skrevet om i aviskronikker og essays, og sammen med forfatter Anna Rieder har hun skrevet tre psykiatripjecer samt redigeret og bidraget til antologien ”Hjertet er en fold med heste” fra 2022. Sidstnævnte forsøger at nuancere, hvad det vil sige at være tilknyttet psykiatrien, en tematik Gajardo også forfølger i sit forfatterskab.
I dag bor forfatteren i København, hvor hun studerer ved Det Kgl. Danske Kunstakademi.