At undersøge psykisk sygdom litterært er ikke et nyt fænomen. Norske Amalie Skrams romaner ”Professor Hieronimus” (1895) og ”Paa Sct. Jørgen” (1895) er både troværdige beskrivelser af det syge sind samt et opgør med datidens psykiatri. Romanerne er ikke selvbiografiske, men deres hovedperson Else Kants oplevelse af en indlæggelse på et psykiatrisk hospital trækker på Amalie Skrams egen erfaring med psykisk sygdom og indlæggelse. Det samme gør Tove Ditlevsens roman ”Ansigterne” fra 1968, og fælles for de tre forfattere er også opgøret med autoriteten i den psykiatriske behandling.
Det er også nærliggende at sammenligne Gajardos forfatterskab med en samtidig forfatter som Fine Gråbøl. De har begge erfaring med psykisk sårbarhed, med at være indlagt og trækker på hovedstolen, når de skriver. Gråbøl udgav bogen ”Ungeenheden” i 2021, der skildrer livet på et psykiatrisk bosted, men i modsætning til Gajardos romaner fylder ungdomslivet med kærester, venner, fester og identitet mindre i hendes roman. Fælles for forfatterne er, at de viser, hvor forskelligt det kan se ud at leve med psykisk sygdom. Den tematik finder man også i forfatteren Anna Juuls roman ”Superskurk” fra 2023. Men hvor både Gajardo og Gråbøl skriver sansende, poetisk og nøgternt om det sårbare sind, skriver Anna Juul med en barsk ironi i et meget direkte sprog. Fælles for de tre er, at de stiller sig skeptiske over for troen på, at alle kan helbredes på samme måde i psykiatrien, og de kalder på en udvidelse af normalitetsbegrebet. Om det siger Gajardo: ”Normalen findes jo ikke, den er totalt konstrueret. Derudover er der ikke en objektiv sandhed om psykisk sygdom. Man kan ikke tage en blodprøve og bevise det - det skal man lige huske på. Alle diagnoser er jo nogle, som mennesker har bestemt. Som nogen har valgt at kalde et navn.” (Jo Carlsen: ”Jeg ville ønske, at flere følte, at det er okay, at livet står stille i perioder.” Jyllands Posten, 2021-06-01).