I det hvileløse

Citat
”I mange år var det mit job at holde min far på fode, men jeg har aldrig været god til at passe de jobs, jeg hader. Jeg lod min mor tage ansvaret, da jeg begyndte i gymnasiet. Så ville jeg hellere gå rundt i skyld og vrede.”
”I det hvileløse”, s. 115.

Sidsel Ana Welden Gajardos debutroman ”I det hvileløse” (2021) er en kortprosaroman, der handler om en ung kvinde, som lider af depressioner og psykoser. Den navnløse jegfortæller, der minder om forfatteren med sin chilenske baggrund, sin døde far og psykiske sårbarhed, opruller fordele og ulemper ved sine anormale sindstilstande og beskriver mødet med psykiatrien indefra.

Udover psykisk sygdom kredser romanen om det mere almindelige ungdomsliv, hvor kærester, sex, studier og identitet er i fokus. Jegfortælleren forsøger som de fleste unge at finde sig selv, går i byen, ryger, hænger ud med veninder, dater og lægger afstand til sine forældre. At være psykisk sårbar er ikke kun at leve et sygdomsforløb. Det er et fuldt liv, hvor det mere almindelige hverdagsliv og en ungdommelig selvoptagethed også eksisterer.

137368021

Jegfortællerens far er en central person i romanen. Han stammer fra Chile, men flygtede til Danmark i 1973 på grund af militærkuppet. Jegfortælleren er stolt af sin fars baggrund, men vred over, at han hverken har givet hende et sprog eller et navn fra oprindelseslandet. Nu er han død, og sorgen og vreden ulmer i datteren. Tilbageblik viser, hvordan faren langsomt går i opløsning og får sværere og sværere ved at tage sig af datteren.

Således kredser romanen tematisk om familie, sorg, traumer og psykisk sårbarhed. Der er ingen fremadskridende handling eller tidsmæssig kronologi i romanen. De korte prosatekster er styret af en anden logik, der giver læseren en oplevelse af temaernes samtidighed og et troværdigt indblik i sindets mange kroge og afkroge. Sproget er enkelt og nøgternt, og Gajardos sætninger er korte og præcise. Forfatteren har sans for at skrive både humoristisk og sanseligt, hvilket bringer lys og lethed i en ellers flimrende og barsk handling.

”I det hvileløse” er en roman om psykisk sygdom, der viser, at et liv med psykisk sårbarhed er så meget andet og mere end bare sygdom.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "I det hvileløse"