Blodhingst

Citat
”Ni nætter/Ni nætters frygt/Den ene tog over/fra den anden/Hele tiden værre/end hverandre”

”Blodhingst”, s. 57.

”Blóðhófnir”, 2010 (”Blodhingst”, 2011) er en slags omskrivning af det gamle eddadigt ”Skírnismal”. ”Skírnismal”, som stammer fra den ”Ældre Edda” (nedskrevet i 1200-tallet), er en fortælling om den nordiske gud Frejs ægteskab med jættekvinden Gerd. Hun er den smukkeste af alle kvinder, og Frej får øje på hende, da han en dag sætter sig i Odins stol. Velvidende, at et forhold mellem en jætte og en ase er umuligt, bliver Frej trist og modløs. Skirner, hans personlige tjener, drager bevæbnet med Frejs sværd til Udgård for at hente Gerd. Han truer med at dræbe hendes far, hvis ikke hun gifter sig med Frej.

Samme historie fortæller Gerđur Kristný i sit digt, men i ”Blodhingst” skildres begivenhederne fra Gerds synsvinkel. Hun vil ikke giftes væk til en fremmed, og hun nægter at forlade sin familie. Som i en art dialog forsøger Skirner at lokke Gerd med sig til Asgård med guldæbler, men hun afviser ham kort og kontant: ”Nej/Jeg valgte at/forblive/der hvor jeg kendte/hver fordybning/hver drag” (s. 36). Skirner tvinger hende med vold og magt, og mens hun i ni nætters fortvivlelse venter på at blive tvangsgift, mindes hun sin mor og hendes kærlighed: ”Mor/viser sig i drømme/som dalens tåge/der letter sammen med søvnen”.

29094764

”Blodhingst” er et sørgmodigt langdigt skrevet i helt korte strofer med få ord i hvert vers. Rytmen opstår i kombinationen af allitterationer og assonans, som i digtets allersidste strofe ”støbt i stålkold is”. Også gentagelser er med til at give digtene deres helt egen melankoli. Hele vers går igen, som ”min døde mine”, og enkelte ord vender tilbage igen og igen, f.eks. sværdet, spejlinger, moren og i sidste del den søn, Gerd føder. Den gråøjede Frej, der sammenlignes med en ulv, har med bid og spark tvunget Gerd til samkvem, hvilket Kristný i enkle sproglige billeder beskriver som et brutalt overgreb, der efterlader Gerd i angst og apati.

I efterordet skriver oversætter Erik Skyum-Nielsen: ”(…) digtet lader sig tillige læse som en kritisk nedbrydning eller ’dekonstruktion’ af den kosmos-konstruktion, man finder i den nordiske mytologi. Heri ses den bærende polaritet som bekendt således ud: Aser er stillet over for jætter. Os stilles over for Dem. Civilisation imod Natur. Det gode er anbragt i en uophørlig kamp med Det Onde. At drage ud fra Asgård til Udgård og hente en kvinde hjem er at lave ravage i kosmos.” (s. 131).