”Som barn forelskede jeg mig i den nordiske mytologi. Jeg syntes, historierne var fantastiske. Eventyret om min navnesøster, Gerður, Gymirs datter, var en tidlig favorit, så jeg lånte hende en stemme i mit første værk, digtsamlingen ”Ísfrétt” (1994). Senere, efter at jeg havde afsluttet mit første romanmanuskript, ”Regnbogi í póstinum” (1996), besluttede jeg at fejre det ved at få en tatovering. Jeg fik en gammel ven, tatoveringskunstneren Helgi, til at tatovere Frejs sværd på mig. Lige siden har jeg været bevæbnet.” (Islands litteraturcenter: Gerđur Kristný. Egen oversættelse.) Således fortæller Gerður Kristný om sin største inspirationskilde: de nordiske guder og den litteratur, der i både prosa og poesi skildrer deres dramatiske liv.
Ud over at trække på både form og indhold fra den nordiske oldtid, er Kristnýs lyrik også spækket med intertekstuelle referencer til modernistisk lyrik og moderne populærkultur. Fra den engelske rockmusiker P.J. Harveys sangtekster har hun oversat metaforen ”blackhearted men” og derved skabt et nyt ord på islandsk. Neologismen ”mørkhjertede mænd” bruges i ”Drapa” til at beskrive bokseren, den voldsmand, der ufølsomt myrder sin kæreste. Drapaen er et hyldestdigt, der i sin tid blev brugt til at hædre konger, stormænd eller guder. Genrevalget bliver derved en feministisk pointe, da det historisk set ikke har været kvinder, der blev hyldet på denne versform.
Kristnýs digte er korte og slanke, men de ordknappe vers er samtidig meget kompakte. Det skyldes Kristnýs billeddannende og betydningsladede ordvalg. Hun bruger adjektiver som drømmerød og mørkhvid og substantiver som blikbeklædningen, bølgeblikket, gargoiler, vingebrus og sumpstrå. En af stroferne i ”Blóðhófnir” (”Blodhingst”, 2011) er et godt eksempel på Kristnýs stil: ”Med ét satte/tre tæver/tænder i mig://Sorg/Ensomhed/Lidelse” (s. 50). Mængden af bogstavrim er massiv. De tre t’er i træk har samtidig indrim med æ-lyden, og til sidst oplistes tre af de gennemgående følelser, der skrives frem i både ”Drapa” og ”Blodhingst”: sorgen ved at miste; længslen efter det tabte, og det man mod sin vilje skilles fra; ensomheden, når man tvinges væk fra sine egne ud i en fremmed verden, og lidelsen ved tæsk, voldtægt og mord.
Den meningsløse og uretfærdige undertrykkelse af kvinder fremstår som forfatterskabets drivkraft. Gerður Kristný giver stemme til de kvinder, der ellers var blevet glemt, fordi ingen andre har beskrevet deres skæbne. Valget af personer fremstår dermed som en feministisk strategi.