Levet liv og skrevet liv er tæt vævet sammen hos André Gide. Hans bøger er selvudleverende i næsten uhørt grad, og han brugte flittigt sine dagbøger som stof. Hans liv blev forvandlet til fiktion, samtidig med, at man i hans udgivne dagbøger kan se, at han også fiktionaliserede sit levede liv. Indimellem giver han sig selv og andre nye navne i dagbøgerne, og man kan se, hvordan nogle af handlingsforløbene løftes over i romanerne.
Spændingen mellem Gide som puritaner og Gide som hedonist er drivkraften i hans bøger. Det handler om at grave i de psykologiske mekanismer, der ligger til grund for et liv. Udfordre de fortællinger, vi fortæller os selv, dykke ned i selvbedrag og løgne.
Gide forsøgte at rydde ud i de litterære konventioner og finde nye former for romangenren. I en roman som ”Falskmøntnerne” brød han med fortællingens meningsskabende sammenhæng, og han er senere blevet kendt som den forfatter, der definerede et særegent, moderne fortælletræk: ’mise en abyme’ (kastet i afgrunden). Et litterært begreb, der blev kendetegnende for en modernistisk fortælleform og som går ud på at kaste læseren ud i et svimlende uendelighedsperspektiv ved at lade teksten åbne for en uendelig række perspektiver, som når Gide for eksempel lader forfatteren af ”Falskmøntnerne” optræde på linje med de mange andre personer i ”Falskmøntnerne”. Gide formulerede begrebet for sig selv i dagbogsoptegnelser i 1893.