andre gide
Foto: Bridgeman Art Library / Scanpix

André Gide

journalist, cand.mag. Betty Frank Simonsen, Bureauet, marts 2019.
Top image group
andre gide
Foto: Bridgeman Art Library / Scanpix

Indledning

Livet igennem eksperimenterede den franske forfatter André Gide med rammerne for fortælleformer, og han anses for at være en af romangenrens helt store fornyere. For Gide skulle litteraturen først og fremmest være frigørende, og i sine mange værker udfordrede han både seksuelle og religiøse dogmer og vedblev med at udvide grænserne for, hvad litteraturen kunne beskrive og hvordan. 

28079885

Blå bog

Født: 22. november 1869, Paris, Frankrig.

Død: 19. februar 1951, Paris, Frankrig.

Uddannelse: Studentereksamen, Lycée Henri-IV, 1889.

Debut: Les Cahiers d’André Walter. 1891. Roman.

Litteraturpriser: Nobelprisen i litteratur, 1947.

Seneste udgivelse: Pastoralesymfonien. Lindhardt og Ringhof, 2009. Oversat af Karen-Marie Esmann.

Inspiration: Friedrich Nietzsche, William Shakespeare, Søren Kierkegaard.

 

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

André Paul Gide blev født i 1869 som eneste barn af Juliette og Paul Gide, der begge var af protestantisk familie. Især hans mor var præget af sit religiøse ophav og gav Gide en stærkt puritansk opdragelse. Livet igennem vendte Gide tilbage til forskellen på sine forældre, som han beskrev som værende af hver sin race, hver sin religion og hver sin region. Modsætningsforholdet mellem dem førte en splittelse med sig, som Gide så som afgørende for sit forfatterskab: ”Kunstnere rekrutteres blandt krydsninger, hos hvem modsatte anlæg trives side om side og vokser, idet de bringer hinanden i ligevægt.” (”Hvis Hvedekornet ikke dør”, 1943).

Familien tilhørte det bedre borgerskab i Paris, og André Gide blev sendt på de bedste skoler. Hans far døde, da Gide var kun 11 år gammel, og derefter blev hans mors calvinistiske univers med dets betoning af arbejdsomhed, tro og pligt endnu mere styrende for hans liv.

Igennem skolekammerater blev André Gide introduceret til det litterære miljø i Paris, hvor han efterhånden kom til at spille en stor rolle. Med tiden blev han en ret skandaleombrust figur i det franske kulturlandskab, ikke mindst på grund af den rå ærlighed han lagde for dagen i sin udgivelser, særligt med bogen ”Corydon”, der var en slags forsvarsskrift for homoseksualitet. ”Corydon” blev den af Gides bøger, han selv mente var den vigtigste, og også den, der solgte bedst. Men det var ikke blot i forhold til seksuelle anliggender, at Gide gjorde sig bemærket – senere blandede han sig også i politiske debatter ved at tage skarpt afstand fra franske virksomheders udnyttelse af befolkningen i Afrika.

Tidligt forelskede Gide sig i sin to år ældre kusine Madeleine, som han senere giftede sig med, men kærligheden var fra begyndelsen formet af en åndelig og religiøs længsel, og de havde aldrig et seksuelt forhold til hinanden. Gide følte kun begær efter unge mænd, hvilket han opdagede under en rejse i Nordafrika. Mange af hans bøger handler om forsøget på at balancere det på tidspunkt ulovlige begær efter mænd og den platoniske, men respektable, kærlighed til sin kone, Madeleine. Han længtes efter at få et barn og blev i en moden alder far til en datter, som han fik sammen med datteren til en veninde. Han boede dog aldrig sammen med hverken datteren eller moderen.

André Gide modtog Nobels litteraturpris i 1947 og anses i dag for at være en af hovedskikkelserne inden for europæisk modernisme.

Jordens frugter

”Nathanaël, jeg ville så gerne gøre dig en glæde, som ingen endnu har skænket dig. Jeg véd ikke, hvordan jeg skal bære mig ad, skønt jeg selv ejer denne glæde. Jeg ville så gerne henvende mig mere fortroligt til dig, end nogen anden har gjort det. Helst ville jeg komme til dig i de nattetimer, hvor du har åbnet og derefter lukket så mange bøger, i hvilke du søgte efter mere, end de hidtil havde røbet for dig; medens du endnu venter; medens din begejstring er ved at forvandles til tungsind, fordi den ikke føler sig støttet; jeg skriver kun til dig for disse timers skyld.”

”Jordens frugter”, s. 11-12.

”Les Nourritures Terrestres” fra 1897 (”Jordens frugter”, 1963) er André Gides fjerde bog, som senere har fået kultstatus med sin besyngelse af sanselighed og livsnydelse. Men da den udkom, vakte den ikke meget opmærksomhed.

”Jordens frugter” er ikke en roman i almindelig forstand. Den blander dagbogsnotater, digte og dialoger i en lyrisk collage, der opfordrer læseren til at kaste sig ud i livet og sanseligheden. Der er ikke nogen egentlig handling, der binder bogen sammen, i stedet henvender fortælleren sig direkte til læseren – eller det vil sige til Nathanaël, den person, som læseren gerne skal have forvandlet sig til efter endt læsning. For ”Jordens frugter” vil forandre sin læser – gøre læseren til et menneske, der frigør sig: ”Og når du har læst mig, så kast min bog fra dig – og drag bort. Jeg ville ønske, at den har givet dig lyst til at bryde op – bryde op fra din by eller din familie, fra dit værelse eller din tanke” (forord til ”Jordens frugter”).

Den navnløse fortæller vil give sin livsdom videre og tager læseren med på en sanserejse gennem Italien og Nordafrika. Det er ikke naturen som sådan, der beskrives, mere fortællerens refleksioner over naturoplevelserne. Fortælleren har som ung været plaget af tungsind og hæmmet af sin kristne opdragelse, men i forbindelse med en rejse og mødet med læremesteren Ménalque er han kommet i kontakt med et liv styret af nydelse, og det er dette livssyn, fortælleren ønsker at give videre til Nathanaël, eller læseren.

Udover at være en hyldest til umiddelbarheden og livsglæden er ”Jordens frugter” et opgør med den tro, der har præget Gides liv fra barnsben. Ikke en afstandstagen til religion, men mere et forsøg på at koble hedonismen, livsnydelsen, sammen med noget guddommeligt, og samtidig frigøre sig fra de bud, der af bogens fortæller ses som en hindring for at leve livet: ”Forstå, at du hvert øjeblik på dagen kan eje Gud fuldt og helt. Lad dit begær være kærlighed (…)” (s. 18).