andre gide
Foto: Bridgeman Art Library / Scanpix

André Gide

journalist, cand.mag. Betty Frank Simonsen, Bureauet, marts 2019.
Top image group
andre gide
Foto: Bridgeman Art Library / Scanpix

Indledning

Livet igennem eksperimenterede den franske forfatter André Gide med rammerne for fortælleformer, og han anses for at være en af romangenrens helt store fornyere. For Gide skulle litteraturen først og fremmest være frigørende, og i sine mange værker udfordrede han både seksuelle og religiøse dogmer og vedblev med at udvide grænserne for, hvad litteraturen kunne beskrive og hvordan. 

28079885

Blå bog

Født: 22. november 1869, Paris, Frankrig.

Død: 19. februar 1951, Paris, Frankrig.

Uddannelse: Studentereksamen, Lycée Henri-IV, 1889.

Debut: Les Cahiers d’André Walter. 1891. Roman.

Litteraturpriser: Nobelprisen i litteratur, 1947.

Seneste udgivelse: Pastoralesymfonien. Lindhardt og Ringhof, 2009. Oversat af Karen-Marie Esmann.

Inspiration: Friedrich Nietzsche, William Shakespeare, Søren Kierkegaard.

 

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

André Paul Gide blev født i 1869 som eneste barn af Juliette og Paul Gide, der begge var af protestantisk familie. Især hans mor var præget af sit religiøse ophav og gav Gide en stærkt puritansk opdragelse. Livet igennem vendte Gide tilbage til forskellen på sine forældre, som han beskrev som værende af hver sin race, hver sin religion og hver sin region. Modsætningsforholdet mellem dem førte en splittelse med sig, som Gide så som afgørende for sit forfatterskab: ”Kunstnere rekrutteres blandt krydsninger, hos hvem modsatte anlæg trives side om side og vokser, idet de bringer hinanden i ligevægt.” (”Hvis Hvedekornet ikke dør”, 1943).

Familien tilhørte det bedre borgerskab i Paris, og André Gide blev sendt på de bedste skoler. Hans far døde, da Gide var kun 11 år gammel, og derefter blev hans mors calvinistiske univers med dets betoning af arbejdsomhed, tro og pligt endnu mere styrende for hans liv.

Igennem skolekammerater blev André Gide introduceret til det litterære miljø i Paris, hvor han efterhånden kom til at spille en stor rolle. Med tiden blev han en ret skandaleombrust figur i det franske kulturlandskab, ikke mindst på grund af den rå ærlighed han lagde for dagen i sin udgivelser, særligt med bogen ”Corydon”, der var en slags forsvarsskrift for homoseksualitet. ”Corydon” blev den af Gides bøger, han selv mente var den vigtigste, og også den, der solgte bedst. Men det var ikke blot i forhold til seksuelle anliggender, at Gide gjorde sig bemærket – senere blandede han sig også i politiske debatter ved at tage skarpt afstand fra franske virksomheders udnyttelse af befolkningen i Afrika.

Tidligt forelskede Gide sig i sin to år ældre kusine Madeleine, som han senere giftede sig med, men kærligheden var fra begyndelsen formet af en åndelig og religiøs længsel, og de havde aldrig et seksuelt forhold til hinanden. Gide følte kun begær efter unge mænd, hvilket han opdagede under en rejse i Nordafrika. Mange af hans bøger handler om forsøget på at balancere det på tidspunkt ulovlige begær efter mænd og den platoniske, men respektable, kærlighed til sin kone, Madeleine. Han længtes efter at få et barn og blev i en moden alder far til en datter, som han fik sammen med datteren til en veninde. Han boede dog aldrig sammen med hverken datteren eller moderen.

André Gide modtog Nobels litteraturpris i 1947 og anses i dag for at være en af hovedskikkelserne inden for europæisk modernisme.

Jordens frugter

”Nathanaël, jeg ville så gerne gøre dig en glæde, som ingen endnu har skænket dig. Jeg véd ikke, hvordan jeg skal bære mig ad, skønt jeg selv ejer denne glæde. Jeg ville så gerne henvende mig mere fortroligt til dig, end nogen anden har gjort det. Helst ville jeg komme til dig i de nattetimer, hvor du har åbnet og derefter lukket så mange bøger, i hvilke du søgte efter mere, end de hidtil havde røbet for dig; medens du endnu venter; medens din begejstring er ved at forvandles til tungsind, fordi den ikke føler sig støttet; jeg skriver kun til dig for disse timers skyld.”

”Jordens frugter”, s. 11-12.

”Les Nourritures Terrestres” fra 1897 (”Jordens frugter”, 1963) er André Gides fjerde bog, som senere har fået kultstatus med sin besyngelse af sanselighed og livsnydelse. Men da den udkom, vakte den ikke meget opmærksomhed.

”Jordens frugter” er ikke en roman i almindelig forstand. Den blander dagbogsnotater, digte og dialoger i en lyrisk collage, der opfordrer læseren til at kaste sig ud i livet og sanseligheden. Der er ikke nogen egentlig handling, der binder bogen sammen, i stedet henvender fortælleren sig direkte til læseren – eller det vil sige til Nathanaël, den person, som læseren gerne skal have forvandlet sig til efter endt læsning. For ”Jordens frugter” vil forandre sin læser – gøre læseren til et menneske, der frigør sig: ”Og når du har læst mig, så kast min bog fra dig – og drag bort. Jeg ville ønske, at den har givet dig lyst til at bryde op – bryde op fra din by eller din familie, fra dit værelse eller din tanke” (forord til ”Jordens frugter”).

Den navnløse fortæller vil give sin livsdom videre og tager læseren med på en sanserejse gennem Italien og Nordafrika. Det er ikke naturen som sådan, der beskrives, mere fortællerens refleksioner over naturoplevelserne. Fortælleren har som ung været plaget af tungsind og hæmmet af sin kristne opdragelse, men i forbindelse med en rejse og mødet med læremesteren Ménalque er han kommet i kontakt med et liv styret af nydelse, og det er dette livssyn, fortælleren ønsker at give videre til Nathanaël, eller læseren.

Udover at være en hyldest til umiddelbarheden og livsglæden er ”Jordens frugter” et opgør med den tro, der har præget Gides liv fra barnsben. Ikke en afstandstagen til religion, men mere et forsøg på at koble hedonismen, livsnydelsen, sammen med noget guddommeligt, og samtidig frigøre sig fra de bud, der af bogens fortæller ses som en hindring for at leve livet: ”Forstå, at du hvert øjeblik på dagen kan eje Gud fuldt og helt. Lad dit begær være kærlighed (…)” (s. 18).

Pastoralesymfonien

”Den 5. marts. Jeg har sat streg under denne dato, som om den var en fødselsdato. Det var snarere en forklarelse end et smil, jeg så. Pludselig kom der liv over hendes træk; det var som et pludseligt stråleskær; det fik mig til at tænke på dét purpurfarvede skær over Alpetoppene, som ved solopgang får de sneklædte tinder til at vibrere, idet det ligesom tegner dem op og drager dem frem af mørket.”

”Pastoralesymfonien”, s. 29.

Med ”La symphonie pastorale”, 1919 (”Pastoralesymfonien”, 1947) tager André Gide fat på et emne, der er kendetegnende for flere af hans værker: selvfortællingen og selvbedraget. Romanen er fortalt som en dagbogsroman, hvor en protestantisk præst på daterede sider fortæller om livet i en lille by i bjergene.

Ved romanens begyndelse kaldes han ud til et dødsfald og finder derude en forsømt ung pige, der er blind og tilsyneladende også stum. Han tager pigen til sig, på trods af sin kone Amélies modvilje. Hun mener, at de har rigeligt at se til, da de allerede har fem børn på meget lidt plads og har begrænsede midler. Men for fortælleren indtager Gertrude, som han vælger at kalde pigen, en særlig plads: ”… hvis hyrden finder det ene får, så siger jeg jer, sandelig giver det ham større glæde end de nioghalvfems andre, som aldrig for vild.” (s. 29).

På en faderlig måde begynder fortælleren at undervise Gertrude i bibelhistorie, sprog og musik, og det er, som om denne vækning af pigens sanser i samme ombæring kommer til at vække hans egne, så livet på jorden atter virker nyt og overvældende. Han tager hende med til en koncert i en større by, hvor de hører Beethovens Pastoralesymfonien, som bliver en ekstatisk oplevelse for dem begge.

28079885

Musikoplevelsen er med til at overskride en grænse i forholdet mellem dem, og langsomt begynder det at gå op for læseren, hvis ikke i samme omfang for fortælleren selv, at præstens følelser for Gertrude ikke blot er alfaderlige og opbyggelige: ”Aldrig har nogle af mine børns smil fået mit hjerte til at banke med så himmelsk en glæde som det smil, der spredte sig over Gertrudes ubevægelige ansigt en morgen, da hun pludselig syntes at fatte og interessere sig for det, som jeg havde prøvet at indprente hende dag for dag” (s. 29).

Fortælleren er, som så mange af Gides personer, splittet mellem religionens dogmatiske bud og sit bankende hjerte. I mødet med Gertrude genoplever han en mere levende og sansende del af sig selv, en livsglæde, der er døet ud i familiens hverdagsrutiner og kirkens mange pligter. Men hvordan skal han forklare og forvalte denne spirende livsforelskelse i forhold til de universelle sandheder, han har pålagt sig selv i kraft af sin tro? Det er et evigt spørgsmål hos André Gide.

Falskmøntnerne

”Lad os anvende sommeren, som har spredt personerne til alle sider, og se lidt nærmere på dem. Vi er også nu kommet til det midtpunkt i vor fortælling, hvor den sagtner sin gang og ligesom samler kræfter til fornyet fremstød. Bernard er afgjort alt for ung endnu til at blive bestemmende for intrigens forløb.”

”Falskmøntnerne”, s. 178.

”Les Faux-monnayeurs”, 1925 (”Falskmøntnerne”, 1941) er den eneste udgivelse, André Gide selv kaldte en roman. Da den udkom i Frankrig, var det til blandede anmeldelser, men da bogen året efter blev oversat til engelsk, blev den udråbt til et modernistisk mesterværk på linje med James Joyces ”Ulysses”.

Romanen følger to spor: en fortællende beretning og et reflekterende dagbogsspor, hvor forfatteren Edouard forsøger at sammensætte sin kommende roman, ”Falskmøntnerne”. På den måde bliver ”Falskmøntnerne” en refleksion over den roman, vi er ved at læse. Edouards dagbogsoptegnelser kaster lys over nogle af Gides tanker om konstruktionen af teksten: ”Jeg begynder at skimte det, jeg kunne kalde den ’indre handling’ i min bog. Den består – eller vil komme til at bestå – i modsætningen mellem den reelle verden og den forestilling, vi gør os om den.” (s. 165).

Romanen har et stort persongalleri, hvor de forskellige personers historier væves sammen på kryds og tværs. En af hovedpersonerne er 17-årige Bernard, der stikker af hjemmefra, da han opdager, at hans far ikke er hans biologiske far. Bernard føler sig nu fri til at blive det menneske, han altid gerne har villet være. Han bliver privatsekretær for forfatteren Edouard og får bogen igennem afprøvet forskellige livsretninger i noget, der kunne minde om en klassisk dannelsesroman.

Men midtvejs skifter historien fokus, så det nu er hans ven Olivier, og Oliviers mange kærlighedsforviklinger, der er fortællingens omdrejningspunkt. Det er et af de tidspunkter, hvor fortælleren henvender sig direkte til læseren: ”Der er måske ingen anden af mine helte, der har skuffet mig så meget, for der var næppe nogen anden, jeg satte så store forventninger til. Måske har han frigjort sig for tidligt.” (s. 178).

”Falskmønterne” er Gides forsøg på at forny romangenren ved at lade fortællingen som meningsskabende sammenhæng bryde sammen. Teksten danner et spejl, der både lader læseren se sig selv og se forfatteren, der betragter sit værk, og netop dette ’sammenbrud’ skulle komme til at inspirere mange franske forfattere i 1950’erne og 1960’erne.

Genrer og tematikker

Levet liv og skrevet liv er tæt vævet sammen hos André Gide. Hans bøger er selvudleverende i næsten uhørt grad, og han brugte flittigt sine dagbøger som stof. Hans liv blev forvandlet til fiktion, samtidig med, at man i hans udgivne dagbøger kan se, at han også fiktionaliserede sit levede liv. Indimellem giver han sig selv og andre nye navne i dagbøgerne, og man kan se, hvordan nogle af handlingsforløbene løftes over i romanerne.

Spændingen mellem Gide som puritaner og Gide som hedonist er drivkraften i hans bøger. Det handler om at grave i de psykologiske mekanismer, der ligger til grund for et liv. Udfordre de fortællinger, vi fortæller os selv, dykke ned i selvbedrag og løgne.

Gide forsøgte at rydde ud i de litterære konventioner og finde nye former for romangenren. I en roman som ”Falskmøntnerne” brød han med fortællingens meningsskabende sammenhæng, og han er senere blevet kendt som den forfatter, der definerede et særegent, moderne fortælletræk: ’mise en abyme’ (kastet i afgrunden). Et litterært begreb, der blev kendetegnende for en modernistisk fortælleform og som går ud på at kaste læseren ud i et svimlende uendelighedsperspektiv ved at lade teksten åbne for en uendelig række perspektiver, som når Gide for eksempel lader forfatteren af ”Falskmøntnerne” optræde på linje med de mange andre personer i ”Falskmøntnerne”. Gide formulerede begrebet for sig selv i dagbogsoptegnelser i 1893.

Beslægtede forfatterskaber

En stor del af den frigørelsesproces, som André Gide i litteraturen var ude efter, handlede om at frigøre sig fra den strenge kristne opdragelse, der var en del af ham selv og som han tidligt forstod, at han aldrig ville blive helt fri af. Hans kristne livssyn spiller således en rolle i alt, hvad han skriver, og den selvransagelse, der er omdrejningspunktet for alle hans værker, er en form for bekendelse, der er kristen i sin tone. I sin søgen efter de store sandheder kan han siges at være beslægtet med tænkere som Søren Kierkegaard og Friedrich Nietzsche.

Men i sine litterære eksperimenter og forsøg på at forny romangenren har han mere til fælles med moderne forfattere som James Joyce, Alain Robbe-Grillet og Jorge Luis Borges.

Af nutidige forfattere kan man, både med hensyn til tema og tone, sammenligne Gide med en nuværende forfatter som Marilynne Robinson, der med romanen ”Gilead” (2004) også lader en aldrende, protestantisk præst stå i splittelsen mellem troen og begæret, evigheden og kærligheden, og med en dansk forfatter som Ida Jessen, der med ”Doktor Bagges Anagrammer” (2017) trækker spor tilbage til Gides selvransagende, dagbogsbekendende etos.

Bibliografi

Romaner

Gide, André: Les cahiers d'André Walter. 1891.
Gide, André: Den umoralske. Athenæum, 1939. (L’immoraliste, 1902). Oversat af Christian Rimestad.
Gide, André: Den snævre port. Athenæum, 1940. (La Porte étroite, 1909). Oversat af Christian Rimestad.
Gide, André: Falskmøntnerne. Aschehoug, 1941. (Les Faux-monnayeurs, 1925). Oversat af Karl Hornelund.
Gide, André: Vatikanets kældre. Athenæum, 1942. (Les Caves du Vatican, 1914). Oversat af Christian Rimestad.
Gide, André: Gertrude: Pastoralesymfonien. Aschehoug, 1947. (Genudgivet som Pastoralesymfonien. Lindhardt og Ringhof, 2009). (La Symphonie Pastorale, 1919). Oversat af Karen-Marie Esmann.
Gide, André: Jordens frugter. Gyldendal, 1963. (Les Nourritures Terrestres, 1897). Oversat af Tage Brüel.

Erindringer og dagbøger

Gide, André: Hvis Hvedekornet ikke dør. Athenæum, 1943. (Si le Grain ne Meurt, 1924). Oversat af Gerda Benzon og Otto Gelsted.
Gide, André: Et Nunc Manet in Te. Gallimard, 1951.
Gide, André: Ainsi-soit-il, ou: Les jeux sont faits. Gallimard, 1952.
Gide, André: Journal, 1889–1949. Gallimard, 2012.

Noveller

Gide, André: Hustruskolen. Jespersen og Pio, 1931. (L'école des femmes, 1929).Gide, André: Hustruskolen. Jespersen og Pio, 1931. (L'école des femmes, 1929). Oversat af Kai Friis-Møller og Axel Broe.
Gide, André: Den fortabte søns hjemkomst. (Le Retour de l’Enfant Prodigue, 1907). Oversat af Karen Nyrop Christensen til Radioteatret, 1968.
Gide, André: Le Voyage d'Urien. 1893.
Gide, André: Paludes. 1895.
Gide, André: El Hadj. 1896.
Gide, André: Prométhée mal enchaîné. 1899.
Gide, André: Isabelle. Gallimard, 1911.

Rejseessays

Gide, André: Amyntas. 1906.
Gide, André: La marche Turque. 1914.
Gide, André: Voyage au Congo. 1927.
Gide, André: Le retour de Tchad. 1928.
Gide, André: Retour de l'U. R. S. S., 1936.
Gide, André: Retouches â mon retour de l'U. R. S. S., 1937.
Gide, André: A Naples - Reconnaissance à l'Italie. 1937.

Essays

Gide, André: Corydon. 1920.
Gide, André: Numquid et tu . . .? 1922.

Om forfatterskabet

Rasmussen, Henrik: Frihedens pris – André Gides liv og værk. Lindhardt og Ringhof, 2012.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på André Gide