”Les Nourritures Terrestres” fra 1897 (”Jordens frugter”, 1963) er André Gides fjerde bog, som senere har fået kultstatus med sin besyngelse af sanselighed og livsnydelse. Men da den udkom, vakte den ikke meget opmærksomhed.
”Jordens frugter” er ikke en roman i almindelig forstand. Den blander dagbogsnotater, digte og dialoger i en lyrisk collage, der opfordrer læseren til at kaste sig ud i livet og sanseligheden. Der er ikke nogen egentlig handling, der binder bogen sammen, i stedet henvender fortælleren sig direkte til læseren – eller det vil sige til Nathanaël, den person, som læseren gerne skal have forvandlet sig til efter endt læsning. For ”Jordens frugter” vil forandre sin læser – gøre læseren til et menneske, der frigør sig: ”Og når du har læst mig, så kast min bog fra dig – og drag bort. Jeg ville ønske, at den har givet dig lyst til at bryde op – bryde op fra din by eller din familie, fra dit værelse eller din tanke” (forord til ”Jordens frugter”).
Den navnløse fortæller vil give sin livsdom videre og tager læseren med på en sanserejse gennem Italien og Nordafrika. Det er ikke naturen som sådan, der beskrives, mere fortællerens refleksioner over naturoplevelserne. Fortælleren har som ung været plaget af tungsind og hæmmet af sin kristne opdragelse, men i forbindelse med en rejse og mødet med læremesteren Ménalque er han kommet i kontakt med et liv styret af nydelse, og det er dette livssyn, fortælleren ønsker at give videre til Nathanaël, eller læseren.
Udover at være en hyldest til umiddelbarheden og livsglæden er ”Jordens frugter” et opgør med den tro, der har præget Gides liv fra barnsben. Ikke en afstandstagen til religion, men mere et forsøg på at koble hedonismen, livsnydelsen, sammen med noget guddommeligt, og samtidig frigøre sig fra de bud, der af bogens fortæller ses som en hindring for at leve livet: ”Forstå, at du hvert øjeblik på dagen kan eje Gud fuldt og helt. Lad dit begær være kærlighed (…)” (s. 18).