Som traumeerindring lægger store dele af Glenn Bechs ”Farskibet” sig op ad bl.a. Rolf Sparre Johanssons (f. 1985) digtsamling ”Begravelse” (2016). Digtsamlingen handler om morens død og er netop skrevet i et formsprængende sprog. Moren dør efter en lungetransplantation, og forløbet beskrives i et flashback-præget talesprog, der afbryder sig selv. Sproget falder fra hinanden i syntaksløse fragmenter med forkert ordstilling og en næsten stammende form, som om jeget græder, mens det taler: ”om lørdag da de opererede hende igen lod de/ hende/ lukkede de hende ikke/ fordi hun svulmede så meget op at det simpelthen/ at/at de blev nødt til at hun/ stod åben så hun godt kunne svulme op” (”Begravelse”, s. 22).
Samme hakkende sprog finder man i yderste potens i Lasse Raagaard Jønssons (f. 1994) digtsamling ”Ssn Snnart” (2021), der bruger forfatterens eget stammende sprog. På åbningssiden lyder det: ”å å åbner vinduet/ og det ssisitrer/ lungerne sitrer når jeg trækker/ vejret ind. i vvv/ i vvindueskarmen er en af de planter/ min mor ikke fik plads til på bostedet/ hun er flyttet ind på”.
Den autofiktive genre og opgøret med fortiden findes i mange romaner i disse år, og en af dem er Katrine Marie Guldagers ”Det samme og noget helt andet” (2021). Katrine Marie Guldager (f. 1966) er bedst kendt for sine noveller og den seks bind store Køgekrønike og bearbejder sine egne traumer i ”Det samme og noget helt andet”, hvor hun bl.a. skriver, at sorgen sidder i kroppen, men hun har ingen anelse om, hvordan man så får den ud. Over den samme korte periode i starten af sine 20’ere mister forfatteren både sin nære veninde og sin far, og da der efterfølgende opstår uoverensstemmelser over arvegods i den sammensatte hippiefamilie, falder Katrine Marie Guldager helt udenfor. Romanen lægger sig tæt op ad virkeligheden, har forfatteren selv udtalt, men samtidig er det udelukkende hendes version, og gennem bogen løber fortællerens stemme også som en indigneret og lidt barnlig tone, der ikke forstår, hvad der foregår.
Også Glenn Bechs ”Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet” fremstår i direkte forlængelse af forfatterens private liv, og det sidste kapitel handler eksempelvis om et efterskoleophold, hvor den unge forfatter har et uforløst forhold til en anden elev.
Tonen i manifestet er både vred og veloplagt, og deri minder bogen om Kristina Nya Glaffeys frådende – og ret underholdende – ”To The Modern Man” (2022). Begge ligner de debatindlæg i deres politiske emner, men bøgerne er mere end det. De er stemmer, vidnesbyrd, fulde af oneliners – og dyb, dyb smerte.