Genrer og tematikker

I Glenn Bechs erindrende debut undersøges baggrunden for og eftervirkningerne af hans fars selvmord og de psykiske påvirkninger, der gjorde sig gældende i hans barndom. Det tema er behandlet af mange forfattere før, men Glenn Bechs roman er ikke klassisk i sin form og i den måde, den fortælles på. Formen kaldes ”noter” og ”et værre rod” på side 69 i ”Farskibet”, og det formsprængende kaos kan også sammenlignes med tankestrømme eller eksperimenterende og genreblandende litteratur. 

Et eksempel på genreblandingen er den afsluttende linje, der findes i den korte tredje del, hvor tonen er mere rolig: ”Kære Far,/ som faldt i søvn af sorg/ Hvis bare du kunne se mig nu” (”Farskibet”, s. 550-552). Ved hvert linjeskift er der ny side. Det er en form eller en metode, der oftest ses i lyrikkens verden, hvor man i høj grad eksperimenterer med digtenes fysiske optræden på papiret. Billedsproget i sætningen ”faldt i søvn af sorg” giver et poetisk islæt, mens modtagerforholdet ”kære far” kendes fra brevromanen. Den direkte henvendelse ”hvis bare du kunne se mig nu”, der både indeholder patos, ømhed, bitterhed og barnlig smerte, er gennemgående for autofiktive værker, hvor der ønskes et opgør med nogen. Autofiktionen, der forener selvbiografi og fiktion, er en genre, der findes i mange nyere romaner, og hvor udsigelsesjeget – som i lyrikken – er meget tæt på forfatterjeget.

Glenn Bech fastholder, at han bruger fiktive navne i ”Farskibet”, og bogen belyser også nogle kræfter, der går ud over romanens univers. 

I sine inspirationskilder nævner Glenn Bech selv feministiske tænkere som Judith Butler og politikeren Jacinda Ardern, og både ”Farskibet” og ”Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet” har da også en kønspolitisk linje i sig. På side 325 i ”Farskibet” skriver forfatteren således direkte – og med versaler: ”DET VAR GIFTIG MASKULINITET, der ødelagde og fortsat ville ødelægge livet, både for dig, mig og alle omkring os.” 

Begrebet ”giftig maskulinitet”, der også går igen i manifestet ”Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet”, handler om de forventninger, man kunne have til at skulle være en ”rigtig” mand: At idealmanden ikke græder, han er stærk og handlekraftig, kan spille fodbold og har en høj libido. Og den libido er vel at mærke rettet mod det modsatte køn. Ideen er ikke ny, selvom den feministiske kritik af begrebet står stærkt i dag. Allerede i 1995 formulerede den australske sociolog Raewyn Connell en teori, der siden er blevet udviklet en del. Teorien fremsatte, at én enkelt maskulinitetsforestilling har overtaget i vores samfund, og det dermed var blevet udbredt, at der kun var én måde at være mand på. Det er netop de samme forventninger og idealforestillinger, som begrebet ’giftig maskulinitet’ kritiserer. Glenn Bech anfører direkte i et interview med Deadline, at hans far ikke havde de fornødne redskaber til at kunne italesætte sine følelser, da han var opdraget til ikke at skulle drage omsorg for hverken sig selv eller for andre. I farens selvmordsbrev skriver faren direkte, at han ikke følte sig tilstrækkelig som mand.