Selv har Louise Glück nævnt den engelske digter William Blake, den amerikanske digter Emily Dickinson samt tyske Rainer Maria Rilke som vigtige inspirationskilder. Det gjorde hun blandt andet i sin tale ved overrækkelsen af Nobelprisen i Litteratur i 2020: ”Da jeg var et lille barn på, tror jeg, omkring fem eller seks år, iscenesatte jeg en konkurrence i mit hoved, en konkurrence for at afgøre verdens bedste digt. Der var to finalister: Blakes ”Den lille sorte dreng” og Stephen Fosters ”Swanee River” (…) Jeg følte mig sikker på, at Blake på en eller anden måde var klar over denne begivenhed, opsat på udfaldet af den. Jeg forstod, at han var død, men jeg følte, at han stadig var i live, da jeg kunne høre hans stemme tale til mig, forklædt. Jeg følte, at han talte, kun til mig eller især til mig. Jeg følte mig udvalgt, privilegeret; jeg følte også, at det var til Blake, jeg aspirerede at tale, til hvem, sammen med Shakespeare, jeg allerede talte.” (Louise Glück: Nobel Lecture. Nobelprize.org, 2020. Egen oversættelse).
Louise Glück beskriver ligeledes Emily Dickinson som en afgørende inspirationsfigur og siger: ”Emily Dickinson er næsten som en slags leder for mig, fordi hun fik mig til at indse, at livet som digter faktisk var en mulighed.” (Louise Glück: Nobel Lecture. Nobelprize.org, 2020. Egen oversættelse). Begge digteres lyrik kredser om et indre følelsesliv, lige som de begge bruger naturbilleder- og metaforer til at spejle menneskelige følelser og livsovergange. Derudover har de begge et præcist og relativt ligefremt sprog.
Louise Glück har også udtrykt beundring for Rainer Maria Rilkes værker og hans evne til at udforske komplekse følelser og eksistentielle spørgsmål i sin poesi. Af danske forfattere kan Louise Glück sammenlignes med blandt andre Mirian Due, hvis ligefremme sprog og brug af symboler har ligheder til Glück. Derudover bruger de også begge naturen som tematisk ramme.