Louise Glück

Louise Glück blev født i 1943 i New York City og var hendes forældres andet barn, men det første til at overleve. Selvom storesøsteren gik bort, inden Louise Glück blev født, satte dødsfaldet et tydeligt aftryk: ”Hendes død var ikke min oplevelse, men hendes fravær var,” som Glück har formuleret det (Tonny Vorn: Nobelprismodtager Louise Glück skriver for at hævne sig på livets tilfældigheder. Information, 2020-10-09).

Tre år efter forfatterens fødsel kom endnu en pige til, og familien flyttede til Woodmere på Long Island i staten New York. En relativt velstående forstad med gode skoler og naboer i den øvre middelklasse. Faren, der læste højt for sine døtre om aftenen inden sovetid, ansporede Louise Glück til at kaste sig over litteraturen, og hun begyndte tidligt at læse græsk mytologi, hvilket hendes værker bærer tydeligt præg af.

I skolen klarede forfatteren sig godt. Mens hun fandt det faglige let, var det straks sværere med det sociale. I gymnasiet udviklede hun alvorlig anoreksi og måtte stoppe sine studier for at få hjælp. Syv års psykoanalytisk terapi lærte Glück at tænke selv, som hun har udtrykt det flere gange, og forfatteren har aldrig lagt skjul på, at hendes digterarbejde har et terapeutisk anliggende, som det udtrykkes i en artikel fra Dagbladet Information: ”At skrive er også en slags hævn over livets tilfældigheder: uheld, tab, smerte. Hvis du skaber noget ud af det, så har disse begivenheder ikke længere magten over dig.” (Tonny Vorm: Nobelprismodtager Louise Glück skriver for at hævne sig på livets tilfældigheder. Information, 2020-10-09).

I flere år arbejdede Glück henimod at få udgivet sin første bog, men da det langt om længe lykkedes med ”Firstborn” i 1968, var det svært for hende at komme videre i sin skriveproces. Ved et tilfælde endte forfatteren, der aldrig havde haft ønske om at være lærer, med at undervise på et universitet og fandt stor glæde og tilfredsstillelse ved at lære fra sig: ”At undervise var et mirakel. Misundelsen, jeg troede, jeg ville føle, mod talentfulde, yngre forfattere, kom ikke (…) Jeg brugte mit sind igen. Og derefter, utroligt nok, begyndte jeg at skrive igen; digte helt anderledes, end den stive måde, der var tilfældet i min første bog.” (Louise Glück: Biographical. Nobelprize.org, 2020. Egen oversættelse).

I 1992 udkom ”Vild iris”, der blev hendes gennembrudsværk. Hendes evne til at transformere personlige oplevelser til universelle følelser har gjort hendes lyrik betydningsfuld og indflydelsesrig, og i 2020 blev hun tildelt Nobelprisen i litteratur.

”Wild iris” fra 1992 (”Vild iris”, 2022) betragtes som et af Louise Glücks hovedværker. Digtsamlingen består af en række digte, opkaldt efter planter og blomster, startende med digtet ’Vild iris’: ”Lad mig tale ud: det du kalder døden/ husker jeg”, står der blandt andet i digtet. Her etablerer forfatteren et ’du’ og et ’jeg’, der fungerer som en fortløbende, filosofisk samtale gennem hele digtsamlingen. Uden at det dog præciseres, hvem disse er. Det er gennemgående for digtene, at forfatteren bruger naturbilleder og symboler til at undersøge komplekse følelser og erfaringer som sorg og tab og menneskelig eksistens.

62313528

Digtene, der er relativt korte og skrevet i et ligefremt sprog, spejler ligeledes livets – og årets – cyklus, hvilket reflekteres i de skiftende stemninger fra forår til efterår. Fra digtene ”Forårssne” og ”Vintergækker” til ”April” mod ”Midsommer”, ”Høst” og ”Gylden lilje” fornemmes et gradvist stemningsskift fra håb og glæde til håbløshed og tristesse. ”Vintergækker” omhandler det nye liv på vej og lyset, der vender tilbage: ”Jeg regnede ikke med/ at vågne igen, igen at mærke/ min krop i stand til at svare/ i fugtig jord, at kunne huske/ så længe efter hvordan man åbner sig igen/ i det tidligste forårs/ kolde lys –” (s. 27). Hvorimod ”Gylden lilje”, et af digtsamlingens sidste digte, reflekterer dødens komme og årets afslutning: ”Da jeg mærker/ at jeg er døende nu og ved/ jeg ikke skal tale igen, ikke vil/ overleve jorden, blive kaldt/ ud af den igen, endnu/ ikke en blomst, blot en rygrad med rå jord” (s. 143).

Louise Glück bruger naturen som linse til at undersøge den menneskelige natur, livets foranderlighed og dualiteten mellem håb og melankoli: ”er du som hvidtjørnen/ altid den samme på samme sted/ eller er du mere som en fingerbøl, omskiftelig, springer først ud/ som et lyserødt skud på skråningen bag tusindfrydene/ og næste år lilla i rosenhaven?” (s. 39). Ligeledes er forholdet mellem mennesket og naturen et gennemgående tema i samlingen, der på filosofisk og eftertænksom vis undersøger, hvad det vil sige at være menneske.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Vild iris"