Louise Glücks omfattende forfatterskab strækker sig over flere årtier og dækker en bred vifte af genrer og tematikker. Hendes lyrik er kendetegnet ved at udforske menneskelige følelser og forbindelsen til naturen. Poesien er selvreflekterende og filosofisk og udfolder mørke og komplekse sider af det menneskelige liv, samtidig med at sproget er præcist og nøgternt. Hun anvender symbolske billeder, metaforer og allegorier til at formidle disse følelser og erfaringer, som det blandt andet ses i beskrivelserne af planter og blomster i ”Vild iris”. Gennem planternes forvandling året igennem undersøger hun den menneskelige identitet, og hvordan vi ændrer og udvikler os over tid. Hun bruger ligeledes naturbilleder og mytologi til at udfolde, hvordan mennesker oplever tab, og hvordan de er i stand til at leve videre.
Forfatterens lyrik er karakteriseret ved en næsten allestedsnærværende dualitet mellem håb og melankoli, som blandt andet symboliseres gennem forårets spæde håb om genfødsel og efterårets skønhed og tristesse. Årstidernes skiften bruges i det hele taget som metaforiske billeder på følelser og livsovergange. Dels som billeder på grænsefeltet mellem liv og død, et tema, som forfatteren også er optaget af. Dels som en måde at beskrive livsforandringer, herunder overgangen fra barndom til voksenlivet, og en nostalgisk længsel og refleksion over det forgangne. Og endeligt udtrykker de skiftende årstider menneskelige følelser, der kommer og går i en cyklisk uendelighed; håb, glæde, melankoli og sorg – alle følelser, der hører med til livet.
Louise Glücks forfatterskab er dybt forankret i den moderne amerikanske poesitradition, og ifølge digteren Rosanna Warren er Louise Glück en digter, hvis styrke består i at fjerne sig fra lyrikkens jeg ”som genstand og genstand for opmærksomhed”, som der står i en artikel fra POV International (Jakob Brønnum: Nobelprisen i litteratur 2020 går til den amerikanske digter Louise Glück. POV International, 2020-10-08).