Georgi Gospodinov har selv angivet Marcel Proust, Jorge Luis Borges og Thomas Mann som de forfattere, der har betydet mest for hans forfatterskab. ”Marcel Proust og ”På sporet af den tabte tid” er den første lærer, når det gælder erindring, en lærer i både hukommelse og skrivning. Denne bog er som den madeleinekage, der beskrives i begyndelsen af værket. Borges er også en meget vigtig forfatter for mig; novellen ”Funes med den fantastiske hukommelse” er noget af det bedste, jeg nogensinde har læst. Thomas Manns ”Trolddomsbjerget” var ligeledes konstant ved min side. Det er umuligt at skrive en seriøs roman i dag uden at gå i dialog med den enorme bog.” (Anne Orhanen: An Exclusive Q&A with Georgi Gospodinov on Time Shelter. Waterstones, 2023-06-06. Egen oversættelse).
Marcel Prousts monumentale romanværk ”På sporet af den tabte tid” (1913), der foregår omkring det parisiske borgerskabs salonliv, kredser ligesom Gospodinovs forfatterskab om erindring, tid og identitet. Gennem fortællerens minder undersøger Proust, hvordan fortiden kan opleves gennem sanseindtryk, og hvordan tiden former både mennesker og deres relationer. Værket er samtidig en refleksion over litteraturens evne til at fastholde og give mening til det levede liv.
Af nulevende forfattere har Georgi Gospodinov et slægtskab med den polske forfatter Olga Tokarczuk, og hun har også flere gange udtalt sig positivt om hans forfatterskab. (Mackay-Smith, Donne: What everybody is saying about Time Shelter winning the international booker Prize. The Booker Prizes, 2023-05-26). Begge forfattere er optagede af, hvordan menneskets identitet formes af både individuelle og kollektive erindringer, og de skriver begge om, hvordan erindring, historie og tid ikke er stabile størrelser, men noget der hele tiden genfortolkes gennem fortælling. Det kan blandt andet ses i Tokarczuks roman ”Rejsende” (2016).
Gospodinovs ”Gartneren og Døden” (2025) beskæftiger sig med sorgen over at miste. Fortællerens far er ved at dø, og han skriver bogen i et forsøg på at holde fast i ham, både i tiden op til og efter hans død. Det samme afsæt har Siri Hustvedts roman ”Genfærd” (2025), hvor hun forsøger at holde fast i sin mand og sit livsvidne, Paul Auster, op til og efter hans død. Hustvedts roman blander ligesom Gospodinovs genrer, den er både et memoir, en roman om kærlighed og filosofisk sorgarbejde.
Gospodinov bruger i romanen haven som et billede på livets cyklus, det samme gør Nanna Goul i ’havevandringen’ ”Natskyggefamilien” (2026), et værk der også beskæftiger sig med natur, familierelationer og sorg.