Georgi Gospodinov

Georgi Gospodinov er født i 1968 i Yambol i det sydøstlige Bulgarien. Han er opvokset under kommunismen, og hans forfatterskab er i høj grad forankret i Bulgariens historie og den kollektive tristhed og melankoli, som landet bærer med sig. Under kommunismen var der løfter om en bedre fremtid, om mere velstand og om social retfærdighed, et løfte der aldrig blev indfriet. Da systemet brød sammen i 1989, opstod der med demokratiet et nyt håb, men heller ikke det førte til et bedre liv for bulgarerne.

Om baggrunden for forfatterskabet har han udtalt: ”Jeg ville fortælle, hvorfor Bulgarien er det mest triste sted i verden.” (...) I Bulgarien føler vi en melankoli over ting, som aldrig er sket, og som vi samtidig føler vi har mistet.” (Kim Skotte: Georgi Gospodinov interview: Literature develops empathy. Louisiana Channel, 2019-04-25. Egen oversættelse).

Gospodinov er uddannet i bulgarsk sprog og litteratur ved Sofia University og har en ph.d. i ny bulgarsk litteratur fra Bulgarian Academy of Sciences. Han debuterede som forfatter i 1992 med digtsamlingen ”Lapidarium” og markerede sig her som en ny og eksperimenterende stemme i bulgarsk litteratur. Op igennem 1990’erne begyndte han at skrive prosa og blev her kendt for sin legende og fragmenterede stil, hvor han blander fiktion, essay og filosofiske tanker.

Han fik sit internationale gennembrud i 2012 med romanen ”Melankoliens fysik” (2017), som gjorde ham kendt i store dele af Europa. Det helt store globale gennembrud kom med romanen ”Tidsskjul” (2020), som indbragte ham den prestigefyldte International Booker Prize i 2023, som den første bulgarsksprogede vinder nogensinde. I begrundelsen fremhævende juryen Gospodinovs evne til at behandle både individuelle og kollektive skæbner, hans måde at balancere mellem det intime og det universelle, samt hans evne til at vise, hvordan vores hukommelse er limen til vores identitet. (What the judges said about the winning book. The Booker Prizes, 2023-05-23).

I 2017 blev Theodore Ushevs animationskortfilm ”Blind Vaysha”, der bygger på Georgi Gospodinovs novelle ”Blinde Vajsja”, nomineret til en Oscar.

Georgi Gospodivs første roman ”Estestven roman”, 1997 (”En naturlig roman”, 2006) handler om en mand i krise, der sætter sig for at skrive en roman. Hans ægteskab er gået i stykker, efter hans kone er blevet gravid med en anden mand, og romanen er hans måde at bearbejde dette tab.

54379846

Fortællerforholdet er komplekst. Romanen fortælles primært i første person, men forfatteren, fortælleren og de karakterer, der beskrives, flyder sammen. Manden, der i romanen skriver på en roman, hedder ligesom forfatteren Georgi Gospodinov. Det samme gør den redaktør, der opdager ham og udgiver hans tekster.

Formen i bogen er fragmenteret og uden kronologi og udfordrer genremæssigt, hvad en roman egentlig er. Teksten er sat sammen af korte kapitler, noter og små fortællinger og refleksioner, som ofte bevæger sig væk fra hovedhistorien. Fortælleren er glad for begyndelser og overvejer at skrive en hel bog, der kun består af begyndelser. I romanen vil han gengive nogle af de bedste begyndelser i litteraturhistorien.

Begyndelser er åbne og håbefulde og står i kontrast til det sted, hvor fortælleren selv står lige nu. Han mangler en ordentlig afslutning, leder efter svar og sørger over at have mistet. Ikke bare sin kone, men også sin fortid og sin fremtid. Det er i netop dette eksistentielle tankemylder, romanen opstår og udtrykkes. I fortællerens forsøg på at finde orden i kaos.

To tilbagevendende temaer er fluer og toiletbesøg. Fluerne optræder som et symbol på det ubetydelige, irriterende næsten usynlige liv, der summer rundt om os mennesker. Lokummet beskrives som et intimt rum, hvor man kan være alene med sig selv og samle tankerne. mens selve afføringsritualet er forbundet med noget naturligt, hvor det sociale, pæne og kontrollerede er sat til side.

”En naturlig roman” er således en roman om at befinde sig midt i et sammenbrud og om at forsøge at fortælle og forstå sin egen historie fra dette meget sårbare sted.

”Fizika na tăgata”, 2012 (”Melankoliens fysik”, 2017) er et centralt værk i Georgi Gospodinovs forfatterskab, og den handler om et menneskes forsøg på at forstå sig selv og verden gennem erindringen. Nøglen til romanen ligger i dens form og fortællerstemme. Der er ikke noget lineært handlingsforløb. I stedet er romanen opbygget som en labyrint af minder, historier og filosofiske refleksioner, hvor fortælleren hele tiden bevæger sig mellem forskellige tider og perspektiver.

52944511

Ligesom romanens forfatter hedder romanens fortæller også Georgi Gospodinov. Han hævder at besidde en særlig evne til at leve sig ind i andre menneskers oplevelser. Han kan træde ind i deres minder og se verden gennem deres øjne. Gennem fragmenter af barndomserindringer, familiehistorier, filosofiske refleksioner og historiske begivenheder tegnes et billede af livet i Bulgarien før, under og efter kommunismen. En tid, hvor den kollektive fortælling bryder sammen, og individet er tvunget til at genfortolke landets historie og deres egen identitet. Fortælleren vender igen og igen tilbage til sin barndom, sine bedsteforældre og de mennesker, der har præget ham, men han gør det fra forskellige vinkler og tilføjer løbende nye detaljer. På den måde bliver fortiden ikke fremstillet som noget fast og afsluttet, men som noget, der hele tiden forandrer sig gennem erindringen.

Et tilbagevendende symbol i romanen er myten om Minotauros, en figur fra den græske mytologi, der er halvt menneske og halvt tyr, og som blev spærret inde i en labyrint. Fortælleren identificerer sig med Minotauros, både følelsesmæssigt og eksistentielt, fordi han også føler sig fanget mellem forskellige identiteter, tider og historier. Labyrinten er et symbol på menneskets hukommelse, mens selve det at skrive er en måde at holde fast i minder på. Melankolien opstår i erkendelsen af, at tiden går, og at fortiden aldrig kan genskabes fuldstændigt, selvom vi bliver ved med at vende tilbage til den. Samtidig er den et udtryk for menneskets længsel efter sammenhæng i en verden præget af forandringer.

Novellesamlingen, der er sammensat af to samlinger på originalsproget ”I drugi istorii”, 2001 og ”I vsichko stana luna”, 2013 (”Blinde Vajsja og andre historier”, 2018), lægger sig både stilistisk og tematisk tæt op af Georgi Gospodinovs romaner. Fortælleren bevæger sig ind og ud af andres historier og skifter mellem første og tredje person. Det gør, at grænsen mellem fortæller, forfatter og karakterer udviskes. Novellerne, der er både humoristiske og absurde, udgør tilsammen en større fortælling om længsel, melankoli og forsøget på at fastholde tid og identitet gennem historiefortælling og erindring.

45922863

I novellen ”At lede efter Carla i Lissabon” går en forfatter rundt i Lissabon og leder efter en kvinde, han har mødt kort 20 år forinden. Men mens han leder, efterlader han samtidig tegn, der skal forhindre, at han rent faktisk finder den kvinde, han så gerne vil se. I ”Pæoner og forglemmigejer” mødes to fremmede i en lufthavn og udveksler historier om det liv, de kunne have haft sammen. Begge historier handler om den melankoli og længsel, der ligger bag forestillingen om, hvad der kunne have været, men som ikke blev.

Titelnovellen ”Blinde Vajsja” handler om en blind pige, der med sit venstre øje kun kan se fortiden, mens hun med det højre udelukkende kan se, hvad der kommer til at ske i fremtiden. Derfor kan hun ikke se det, der sker i nutiden og lige foran hende. For at gøre en ende på sine lidelser overvejer hun at rive det ene øje ud. Men hvilket øje? Novellen kan ses som en allegori over menneskets forhold til tid. Vajsja er fanget mellem nostalgi og frygten for eller forventningen til fremtiden og er derfor ikke i stand til at være i nuet.

Novellen ”Manden med de mange navne” handler om landsbytossen Gaustin, der har mistet forstanden på grund af for meget læsning. Han kan føre kloge samtaler ud fra, hvad han har læst, men har ingen erindring om sin egen personlige historie. Gaustin, der også er en central karakter i romanen ”Tidsskjul”, optræder også i andre historier. Blandt andet som en antikvarboghandler og marskandiser, der ligesom novellesamlingens fortæller holder fast og forsøger at fiksere fortidens historier og genstande.

Georgi Gospodinovs roman ”Vremeubezhishte”, 2020 (”Tidsskjul”, 2021) handler om en navnløs fortæller og hans gådefulde ven Gaustin, der sammen opretter særlige klinikker for mennesker med demens. På disse klinikker er hvert rum indrettet som et bestemt årti med autentiske møbler, musik, aviser og hverdagsting, så patienterne kan vende tilbage til den tid, de bedst husker. Resultaterne er lovende, og mange patienter oplever en større tryghed. Derfor vækker projektet også interesse uden for demensbehandlingen. Raske mennesker begynder at søge mod de rekonstruerede fortider, fordi de føler sig fremmedgjorte i nutiden og længes efter en mere enkel og overskuelig verden.

39120739

Interessen tager til, og flere europæiske lande begynder at interessere sig for idéen med at vende tilbage til tidligere tider. Det udvikler sig til en politisk bevægelse, hvor forskellige nationer begynder at diskutere, hvilket årti, de helst vil leve i. Det hele kulminerer, da de europæiske lande beslutter sig for at afholde folkeafstemninger om fortiden. I hvert land skal borgerne beslutte, hvilket årti og hermed hvilken periode af deres nations historie, de ønsker at genoplive. De to mest dominerende strømninger er den socialistiske bevægelse og den nationalistiske, der hver især repræsenterer en nostalgisk fiksering af en idealiseret fortid.

Sideløbende reflekterer fortælleren over begreber som hukommelse, identitet og nostalgi, både i forhold til sin egen fortid og Europas historie, og han bliver efterhånden i tvivl om projektets konsekvenser. Er det, som skulle hjælpe mennesker med at håndtere tabet af deres hukommelse, i stedet blevet en kollektiv flugt fra nutiden?

”Tidsskjul” viser, hvordan både individer og hele samfund har brug for hukommelse, men også hvordan længslen efter det tabte kan blive så stærk, at den truer evnen til at leve i nutiden og skabe fremskridt her. Det er samtidig en roman, der filosoferer over fortællerens og litteraturens rolle i forhold til netop dette.

”Gradinaryat i smartta”, 2024 (”Gartneren og Døden”, 2025) er en roman, der tager afsæt i tiden før, under og efter forfatterens egen fars død. Faren har gennem hele sit liv været en passioneret gartner, og selv da kroppen rammes af kræft og han er svækket af sygdom, fortsætter han med at dyrke sin have. Haven er et symbol på selve livet og menneskets eksistens. Vi skaber, elsker og bygger op, selvom vi ved, at livet er forgængeligt. Hvor haven for faren er et sted, han kan holde fast i livet, er romanen det sted, hvor sønnen gennem skriften holder sin far i live.

141459511

Gennem korte kapitler, der er sat sammen af erindringsglimt, personlige minder og filosofiske refleksioner forsøger fortælleren både op til og efter farens død at holde fast i ham. ”Min far er død og min far er ved at dø er to fuldstændigt forskellige sætninger. Den første er et faktum, en konklusion, den anden er en roman. En lang historie med vekslen mellem håb og fortvivlelse, der gensidigt nærer og lutrer hinanden”, skriver han (s. 90). Samtidig giver fortællerens små historier om familiens slægt den døende og sidenhen afdøde far en plads i et kredsløb, hvilket også er en måde at forevige ham på.

Genremæssigt er ”Gartneren og Døden” svær at placere, hvilket fortælleren også selv reflekterer over: ”Måske er den en genre i sig selv, eller den samler alle de øvrige under sig. En elegisk roman, erindringsroman eller en haveroman. Det kommer ud på ét for sorgens botanik.” (s. 224).

Faderens ord og mantra: ”Tag det roligt” går igen gennem romanen. Det er et udtryk for hans karakter og livssyn. Han accepterer sygdommen, og at livet går sin gang, på samme måde som en gartner også må acceptere årstidernes skiften. Døden er ikke en fjende, der kan bekæmpes, den er en forudsætning i livet og i naturens kredsløb. Selve det at skrive står i kontrast til den følelsesmæssige og eksistentielle uro, der eksisterer i fortælleren, der er ved at miste sin far. Det er ikke en løsning på sorgen, men det er en det er en trøst og en måde at være i verden på.

Georgi Gospidonovs romaner er postmodernistiske. De er fragmenterede og legende i form og bevæger sig mellem biografi, essays, kollektiv fortælling, magisk realisme og filosofiske refleksioner. Samtidig har hans romaner altid et metalag, hvor teksten forholder sig til selve litteraturens væsen. Hans romaner er historier om at fortælle historier, og hvordan det at fortælle historier er en del af det at være menneske.

Dette kan også ses i romanernes fortællestil, hvor forfatter, fortæller og karakterer smelter sammen. I et interview med Louisiana Channel fortæller Gospodinov, at dette greb, hvor fortælleren kan bevæge sig rundt i forskellige kroppe, handler om empati: ”Gennem fysikkens love ved vi, at mennesket ikke kan være to steder på en gang. I litteraturen er det ikke noget problem. Det er ligeledes det, der sker når vi læser. Vi er til stede, i det vi læser, men samtidig i det rum, vi læser fra.” (Kim Skotte: Georgi Gospodinov interview: Literature develops empathy. Louisiana Channel, 2019-04-25. Egen oversættelse).

De centrale tematikker i Gospodinovs forfatterskab er tid, melankoli og identitet. Der er altid en længsel efter noget tabt til stede. Noget ufuldendt, der kunne have været, men ikke blev. I ”En naturlig roman” er det forholdet til fortællerens kone, der ikke varede ved, mens det i ”Gartneren og Døden” er tiden sammen med fortællerens døende far, der er ved at rinde ud. I ”Tidsskjul” forsøger fortælleren og hans ven Gaustin, og sidenhen hele Europa, at bringe de bedste tider tilbage.

Georgi Gospodinov er vokset op i Bulgarien under kommunismen i 1970’erne og 1980’erne, og den længsel, der er til stede i hans bøger, knytter sig ikke kun til hans individuelle erfaringer, men er også et kollektivt anliggende. Det er en længsel, der er forankret i de knuste drømme og ideologier, som kommunismens sammenbrud efterlod i Østeuropa.

Tid er ikke en lineær størrelse hos Gospodinov, ligesom identitet aldrig er noget entydigt eller afsluttet. Fortid, nutid og fremtid eksisterer side om side, når mennesket forsøger at forstå sig selv. Vi befinder os i en labyrint af erindringer, forestillinger og muligheder, hvor grænserne mellem det levede, det huskede og det forestillede hele tiden forskydes.

Georgi Gospodinov har selv angivet Marcel Proust, Jorge Luis Borges og Thomas Mann som de forfattere, der har betydet mest for hans forfatterskab. ”Marcel Proust og ”På sporet af den tabte tid” er den første lærer, når det gælder erindring, en lærer i både hukommelse og skrivning. Denne bog er som den madeleinekage, der beskrives i begyndelsen af værket. Borges er også en meget vigtig forfatter for mig; novellen ”Funes med den fantastiske hukommelse” er noget af det bedste, jeg nogensinde har læst. Thomas Manns ”Trolddomsbjerget” var ligeledes konstant ved min side. Det er umuligt at skrive en seriøs roman i dag uden at gå i dialog med den enorme bog.” (Anne Orhanen: An Exclusive Q&A with Georgi Gospodinov on Time Shelter. Waterstones, 2023-06-06. Egen oversættelse).

Marcel Prousts monumentale romanværk ”På sporet af den tabte tid” (1913), der foregår omkring det parisiske borgerskabs salonliv, kredser ligesom Gospodinovs forfatterskab om erindring, tid og identitet. Gennem fortællerens minder undersøger Proust, hvordan fortiden kan opleves gennem sanseindtryk, og hvordan tiden former både mennesker og deres relationer. Værket er samtidig en refleksion over litteraturens evne til at fastholde og give mening til det levede liv.

Af nulevende forfattere har Georgi Gospodinov et slægtskab med den polske forfatter Olga Tokarczuk, og hun har også flere gange udtalt sig positivt om hans forfatterskab. (Mackay-Smith, Donne: What everybody is saying about Time Shelter winning the international booker Prize. The Booker Prizes, 2023-05-26). Begge forfattere er optagede af, hvordan menneskets identitet formes af både individuelle og kollektive erindringer, og de skriver begge om, hvordan erindring, historie og tid ikke er stabile størrelser, men noget der hele tiden genfortolkes gennem fortælling. Det kan blandt andet ses i Tokarczuks roman ”Rejsende” (2016).

Gospodinovs ”Gartneren og Døden” (2025) beskæftiger sig med sorgen over at miste. Fortællerens far er ved at dø, og han skriver bogen i et forsøg på at holde fast i ham, både i tiden op til og efter hans død. Det samme afsæt har Siri Hustvedts roman ”Genfærd” (2025), hvor hun forsøger at holde fast i sin mand og sit livsvidne, Paul Auster, op til og efter hans død. Hustvedts roman blander ligesom Gospodinovs genrer, den er både et memoir, en roman om kærlighed og filosofisk sorgarbejde.

Gospodinov bruger i romanen haven som et billede på livets cyklus, det samme gør Nanna Goul i ’havevandringen’ ”Natskyggefamilien” (2026), et værk der også beskæftiger sig med natur, familierelationer og sorg.