Georgi Gospodinov

Georgi Gospodinov er født i 1968 i Yambol i det sydøstlige Bulgarien. Han er opvokset under kommunismen, og hans forfatterskab er i høj grad forankret i Bulgariens historie og den kollektive tristhed og melankoli, som landet bærer med sig. Under kommunismen var der løfter om en bedre fremtid, om mere velstand og om social retfærdighed, et løfte der aldrig blev indfriet. Da systemet brød sammen i 1989, opstod der med demokratiet et nyt håb, men heller ikke det førte til et bedre liv for bulgarerne.

Om baggrunden for forfatterskabet har han udtalt: ”Jeg ville fortælle, hvorfor Bulgarien er det mest triste sted i verden.” (...) I Bulgarien føler vi en melankoli over ting, som aldrig er sket, og som vi samtidig føler vi har mistet.” (Kim Skotte: Georgi Gospodinov interview: Literature develops empathy. Louisiana Channel, 2019-04-25. Egen oversættelse).

Gospodinov er uddannet i bulgarsk sprog og litteratur ved Sofia University og har en ph.d. i ny bulgarsk litteratur fra Bulgarian Academy of Sciences. Han debuterede som forfatter i 1992 med digtsamlingen ”Lapidarium” og markerede sig her som en ny og eksperimenterende stemme i bulgarsk litteratur. Op igennem 1990’erne begyndte han at skrive prosa og blev her kendt for sin legende og fragmenterede stil, hvor han blander fiktion, essay og filosofiske tanker.

Han fik sit internationale gennembrud i 2012 med romanen ”Melankoliens fysik” (2017), som gjorde ham kendt i store dele af Europa. Det helt store globale gennembrud kom med romanen ”Tidsskjul” (2020), som indbragte ham den prestigefyldte International Booker Prize i 2023, som den første bulgarsksprogede vinder nogensinde. I begrundelsen fremhævende juryen Gospodinovs evne til at behandle både individuelle og kollektive skæbner, hans måde at balancere mellem det intime og det universelle, samt hans evne til at vise, hvordan vores hukommelse er limen til vores identitet. (What the judges said about the winning book. The Booker Prizes, 2023-05-23).

I 2017 blev Theodore Ushevs animationskortfilm ”Blind Vaysha”, der bygger på Georgi Gospodinovs novelle ”Blinde Vajsja”, nomineret til en Oscar.

Georgi Gospodivs første roman ”Estestven roman”, 1997 (”En naturlig roman”, 2006) handler om en mand i krise, der sætter sig for at skrive en roman. Hans ægteskab er gået i stykker, efter hans kone er blevet gravid med en anden mand, og romanen er hans måde at bearbejde dette tab.

54379846

Fortællerforholdet er komplekst. Romanen fortælles primært i første person, men forfatteren, fortælleren og de karakterer, der beskrives, flyder sammen. Manden, der i romanen skriver på en roman, hedder ligesom forfatteren Georgi Gospodinov. Det samme gør den redaktør, der opdager ham og udgiver hans tekster.

Formen i bogen er fragmenteret og uden kronologi og udfordrer genremæssigt, hvad en roman egentlig er. Teksten er sat sammen af korte kapitler, noter og små fortællinger og refleksioner, som ofte bevæger sig væk fra hovedhistorien. Fortælleren er glad for begyndelser og overvejer at skrive en hel bog, der kun består af begyndelser. I romanen vil han gengive nogle af de bedste begyndelser i litteraturhistorien.

Begyndelser er åbne og håbefulde og står i kontrast til det sted, hvor fortælleren selv står lige nu. Han mangler en ordentlig afslutning, leder efter svar og sørger over at have mistet. Ikke bare sin kone, men også sin fortid og sin fremtid. Det er i netop dette eksistentielle tankemylder, romanen opstår og udtrykkes. I fortællerens forsøg på at finde orden i kaos.

To tilbagevendende temaer er fluer og toiletbesøg. Fluerne optræder som et symbol på det ubetydelige, irriterende næsten usynlige liv, der summer rundt om os mennesker. Lokummet beskrives som et intimt rum, hvor man kan være alene med sig selv og samle tankerne. mens selve afføringsritualet er forbundet med noget naturligt, hvor det sociale, pæne og kontrollerede er sat til side.

”En naturlig roman” er således en roman om at befinde sig midt i et sammenbrud og om at forsøge at fortælle og forstå sin egen historie fra dette meget sårbare sted.