Olga Tokarczuk
Foto: Lukasz Giza / Gyldendal

Olga Tokarczuk

cand.mag. Maria Høher-Larsen, iBureauet/Dagbladet Information. 2017.
Top image group
Olga Tokarczuk
Foto: Lukasz Giza / Gyldendal

Indledning

Polske Olga Tokarczuk er en af de mest læste og anmelderroste forfattere i sit hjemland. Med gribende personskildringer og fortællinger om kærlighed, angst og fortvivlelse over tilværelsen samt filosofiske betragtninger og diskussioner er der i hendes romaner både til hjertet og intellektet. I romandebuten "Broderskabets rejse" og i "Rejsende" kredser hun om den europæiske kulturarv og ihukommer et intellektuelt tankesæt: nysgerrighed, samtale og bevægelse. Men hun er også blevet en kontroversiel politisk stemme, efter hun i et interview på nationalt tv i 2016 kritiserede den voksende xenofobi og højrenationalisme i Polen.

52423848

Blå bog

Født: 29. januar 1962 i Sulechów i Polen.

Uddannelse: Uddannet psykolog i 1985 fra Warszawa Universitet.

Debut: Miasta w lustrach, 1989. Digte.

Litteraturpriser: Kościelski Award, 1997. Den polske litteraturpris NIKE Award flere gange, senest i 2015. Nobelprisen i litteratur, 2018.

Seneste udgivelse: Rejsende. Tiderne Skifter, 2016. Oversat af Hanne Lone Tønnesen.

Inspiration: Carl Jung

Artikel type
voksne

Baggrund

I dag bor Olga Tokarczuk i byen Wroclaw. Udover at skrive driver hun det lille forlag Ruta.""I stedet for at se på de forbipasserendes ansigter, så jeg på deres fødder. Og alle disse travle mennesker reducerede jeg til deres hastige, ilende skridt, på vej – men hvorhen? Og det stod mig klart at vores mission består i at hvirvle støv op i jagten på en uvæsentlig hemmelighed," læste han dybt tilfreds."
"Rejsende", s. 27.

Olga Tokarczuk blev født i 1962 i den lille by Sulechów i det østlige Polen tæt ved den tyske grænse. I 1985 blev hun uddannet psykolog fra universitetet i Warszawa og arbejdede en kort periode med psykisk syge unge mennesker. Som ung var hun særligt optaget af at skrive poesi, og hendes første udgivelse var digtsamlingen "Miasta w lustrach" (på engelsk "Cities of Mirrors") i 1989. Hendes romandebut fulgte i 1993, "Podróż ludzi księgi" ("Broderskabets rejse", 1997). Med adskillige romanudgivelser og novellesamlinger i løbet af de seneste 20 år er hun blevet en af Polens største forfattere, elsket af publikum og anerkendt af kritikere. Hun har flere gange vundet den polske litteraturpris NIKE, og i 2012 blev hun nævnt som mulig vinder af Nobelprisen i litteratur.

Olga Tokarczuk er venstreorienteret og medlem af det polske parti De Grønne. Hun har de seneste år været stærkt kritisk over for den højrenationalistiske og EU-skeptiske drejning, som især dukkede op i Polen i forbindelse med regeringsskiftet i 2015. Efter et interview bragt i polsk fjernsyn i 2016 fik Olga Tokarczuk flere personlige trusler og ubehagelige beskeder, og som følge heraf lider hun i dag af angst og nervøsitet. Det fortæller hun i et interview med Information, hvori hun også fortæller, at hun som ung forfatter i 1990'erne troede, at hun i sin litteratur skulle beskæftige sig med menneskelig inderlighed, men at hun i dag må erkende, at man ikke kan være forfatter uden også at være en politisk stemme: "Ingen forfatter kan i dag undsige sig det politisk højspændte – alt, du siger og gør, taler ind i den her betændte og angstfyldte sociopolitiske virkelighed, som præger store dele af Europa anno 2016." (Anna Raaby Ravn: 'Det Nye Europa skal drømmes frem i litteraturen’. Information, 2016-10-22).

 

Broderskabets rejse

"Enhver bog er et spejlbillede af Bogen og udgør dens afglans. Den er symbolet på de menneskelige forsøg på at nå til den Absolutte Sandhed og på en vis måde er alle bøger, skrevet af mennesker, en tilnærmelse til denne sandhed skridt for skridt. For menneskene blev begavet med den forudfølelse, at enhver ting, der forekommer dem værd at beskrive, har en eller anden kosmisk eller guddommelig dimension."
"Broderskabets rejse", s. 83.

"Podróż ludzi księgi" ("Broderskabets rejse", 1997) er Olga Tokarczuks romandebut fra 1993. Romanen udspiller sig i 1600-tallets Europa i Frankrig og Spanien og handler om et hemmeligt broderskab af højtstående politikere og lærde, som organiserer en ekspedition til bjergene på grænsen til Spanien for at finde Bogen, der indeholder den Absolutte Sandhed, en slags Guds nøgle til den fuldkomne erkendelse af verden. Alle i broderskabet har nemlig en fornemmelse af, at den verden, de bevæger sig i, kun er et skin, der skjuler den virkelige. På vejen reduceres rejseselskabet kraftigt til en broget gruppe: Markisen, den stumme dreng Gauche og kurtisanen Weronika, der netop er blevet forladt af sin elsker. Et stykke af vejen får rejseselskabet også følge af englænderen Burling.

Handlingen berettes af en alvidende fortæller, som er i stand til at springe fra den ene indre synsvinkel til den anden, og som synes at befinde sig et udefinerbart sted i tid og rum. Men selvom fortælleren fremstår alvidende, er han omvendt ikke almægtig: F.eks. fortælles det på bogens første side, at Gauche er en helt tilfældig person, og at det slet ikke var meningen, at han skulle få betydning for fortællingen.

Dels består romanen af en handlingstråd, dels af en mere filosoferende tråd, hvor særligt Markisen og Burling udfolder videnskabelige og filosofiske diskussioner – den ene mysticismens mand og den anden rationalismens. Romankaraktererne bevæger sig i en brydningstid i Europa, hvor rationalisme i stigende grad afløser overtro og mysticisme. Nysgerrigt står de på tærsklen til en tid med viden og oplysning, men befinder sig samtidig stadig i en verden af magi, engle og drager.

Jo længere ud på rejsen Markisen og hans lille følge kommer, jo mere tvivl sås der i Markisens hjerte omkring, hvad målet egentlig er. For da han begynder at forelske sig i Weronika, synes kærligheden med ét som det egentlige mål for rejsen, ikke bogen. Således kan rejsen mod Bogens absolutte sandhed også forstås som en allegori over menneskets indre rejse mod at finde mening med sin eksistens. Men tanken om en bog, der rummer en absolut sandhed om verden, peger også på kunsten og litteraturen som et fragment af den Absolutte Sandhed og dermed en åbning for en større erkendelse af verden.

Rejsende

"Måske findes der en afspejling af det store i det små, måske forbindes i selve menneskets legeme alt med alt andet – som en afspejling af fortællinger og helte, guder og dyr, planternes orden og mineralernes harmoni?"
"Rejsende", s. 186.

"Bieguni" fra 2007 ("Rejsende", 2016) handler om at rejse; ud i verden, ind i kroppen og mod nye erkendelser. Romanens polske titel henviser til en gammel kristen sekt, som troede på, at man hele tiden må bevæge sig for ikke at blive indhentet af det onde. Netop bevægelse er det fælles mantra for bogens forskellige karakterer, der på forskellig vis tager ud på rejser i det ukendte. En færgemand ved navn Erik får den indskydelse at ændre kursen mod det åbne hav i stedet for at sejle til fastlandet i den sædvanlige lige linje, en kvinde lader sig selv forsvinde i Moskvas gader og i netværket af metrolinjer i undergrunden, og i en tredje fortælling følger vi de hollandske anatomer Philip Verheyen og Frederik Ruysch, som i 1600-tallet søger at kortlægge og præservere menneskekroppen ned til mindste blodåre via tegninger og udviklingen af det helt rigtige konserveringsmiddel.

52423848

Bogen består af flere forskellige fortællinger – nogle afsluttet i ét afsnit, andre opdelt i flere forskellige gennem hele bogen. Små korte essays, historiske breve og illustrerede sider med kort over floder, byer og bebyggelse danner sammen med de længere fortællinger romanens fletværk. Nogen specifik hovedperson er der ikke. Den eneste, der virker som et samlende centrum i romanen er fortællerjeget, hvis rute mellem forskellige destinationer og lufthavne nærmere danner et netværk end en lineær fortælling. Fortælleren er hele tiden på vej og dermed ingen steder: "Når jeg begiver mig på rejse, forsvinder jeg fra landkortet. Ingen ved hvor jeg er. Er jeg dér hvor jeg er på vej fra, eller dér hvor jeg er på vej hen? Findes der et "midtimellem?"" (s. 54).

Kortlægning, netværk og mønstre synes at være centrale begreber, der forbinder både romanens form og tematikker. På side ni introduceres en illustreret oversigt over verdens floder, som til forveksling også ligner planters rødder, men også blodårer og blodkar i en menneskekrop. Illustrationen løber som en association gennem hele værket, som fortællingerne udfolder sig ud fra – fortællinger om at høre til, bevæge sig og om menneskets natur og nysgerrighed efter at udforske det ukendte i sig selv.

Genrer og tematikker

Fælles for Olga Tokarczuks romandebut "Broderskabets rejse" og "Rejsende" er en tematisk kredsen om den europæiske kulturarv, oplysningstanke og videnskabelige landvindinger. Helt konkret tager fortællingerne i begge romaner udgangspunkt i 1600-tallet, en brydningstid i Europa mellem religiøs mysticisme og en spirende rationalisme, hvor mennesket for alvor begynder at opdage sig selv.

Begge romaner er optagede af menneskets nysgerrighed, menneskets psykologi og menneskets krop – i "Rejsende" studerer og afdækker Philip Verheyen og Frederik Ruysch menneskekroppens anatomi og udvikler nye metoder til at konservere kroppens væv, og i "Broderskabets rejse" eksperimenterer en sær eneboer og videnskabsmand med at skabe et menneskefoster ud af en sædcelle, som han fodrer med sit eget destillerede blod.

I bøgerne kommer omridset af et europæisk tankegods til syne, og kortlægningen af netop denne fælles arv er vigtig for at kunne drømme et fremtidigt Europa frem, mener Olga Tokarczuk: "Vi har alle de fragmenter, vi behøver for at genopbygge Europa og genetablere den åbne samtale; den europæiske essens. Det er vores opgave – og den er voldsomt stor og overvældende – som moderne mennesker at forvalte, forstå og forbinde vores histories fragmenter, så de skaber sammenhænge, der er meningsfulde for os i dag. Vi må ikke tænke i grænselukninger – vi skal stole på grænseoverskridelserne, nysgerrigheden og empatien, der drev os dengang." (Anna Raaby Ravn: 'Det Nye Europa skal drømmes frem i litteraturen'. Information, 2016-10-22).

Rejsen er ligeledes et gennemgående billede i begge romaner, hvor rejsen fungerer som metafor for den menneskelige nysgerrighed og bevægelse mod erkendelse og oplysning. Men rejsen er også en metafor for menneskets indre psykologiske rejse og forsøg på at skabe mening med tilværelsen. Og særligt fortællingerne i "Rejsende" viser, at det at søge eksistentiel mening er en fællesmenneskelig impuls, uanset hvor man hører til. Selv fortæller Olga Tokarczuk om "Rejsende", at hun ville undersøge, hvorfor folk rejser og beskriver i øvrigt romanen som sit hovedværk: "Jeg ville skabe en ny genre, men i visse kredse er den blevet misforstået som en rejsebog, jeg er således blevet inviteret til rejsefestivaler [...] Min motivation var imidlertid at undersøge, hvorfor folk rejser. Er det mode, fordi de har fritid, fordi de har penge, eller er der en dybere motivation. Findes der en rejsens metafysik." (Karen Syberg: 'Gamle kvinder har ingen plads i litteraturen'. Information, 2012-06-01).

Beslægtede forfatterskaber

Olga Tokarczuk skriver verdenslitteratur forstået på den måde, at hun i sine bøger anlægger et globalt perspektiv. Modsat mange andre polske forfattere i sin generation interesserer hun sig ikke for den polske historie og samtid efter kommunismen, men for det fællesmenneskelige – blandt andet menneskets nysgerrighed og fortvivlelse over tilværelsen. I denne beskæftigelse er hele Europa – og faktisk hele den vestlige verden – hendes kulisse. Især i "Rejsende" viser det globale perspektiv sig ved de mange fortællinger fra vidt forskellige geografiske udgangspunkter samt en fortæller, der konstant befinder sig i luften – som hverken er her eller dér.

Dette globale perspektiv finder man også hos Salman Rushdie, der er født i Indien, men skriver på engelsk, og hvis romaner ikke kun er forankret i et lokalt udgangspunkt. Indere, englændere, indianere og folk fra ubestemte fantasilande befolker hans romaner, og ligesom hos Olga Tokarczuk er rejsen, bevægelsen og migrationen et tema. Det fabulerende, det groteske og det magiske anstrøg er endvidere en stil, som man ikke kun ser hos Salman Rushdie, men også hos Olga Tokarczuk, som i et interview fortæller, at det drømmeagtige og surrealistiske netop er essentielt for den central- og østeuropæiske litteratur: "Vi ser virkeligheden som noget mere flydende og fragmenteret og er på den måde åbne over for det drømmende, surrealistiske og magiske. Jeg tror, at vi i Centraleuropa generelt er mere åbne over for at bruge litteratur som en måde at opdage, opfinde og gentænke virkeligheden på. Vi har tidligere været underlagt censur og været nødt til at skabe og camouflere de politiske fremtidsscenarier i kunsten." (Anna Raaby Ravn: 'Det Nye Europa skal drømmes frem i litteraturen'. Information, 2016-10-22).

Begge forfattere har desuden oplevet at blive lagt for had – Salman Rushdie af fundamentale muslimer for romanen "De Sataniske Vers" og Olga Tokarczuk efter at hun på polsk tv i 2016 ytrede sig kritisk om den voksende xenofobiske og højrenationalistiske drejning i Polen.

Det globale perspektiv ses også i en roman som "Åben by" ("Open City", 2011) af den amerikansk-nigerianske forfatter Teju Cole, som blandt andet er en refleksion over identitet i en globaliseret verden, og selvom hovedpersonen og fortælleren bor i New York, hører han også bevidsthedsmæssigt til i både Afrika og Europa. Også stilistisk har "Åben by" og Olga Tokarczuks "Rejsende" det til fælles, at de består af små fragmenter af betragtninger og fortællinger om verden.

Olga Tokarczuks forfatterskab er også forankret i en lang europæisk fortælletradition. "Rejsen" er en markant metafor og strukturerende princip for fortællingen i både "Broderskabets rejse" og "Rejsende" ligesom i andre store værker i litteraturhistorien som f.eks. Goethes dannelsesroman "Wilhelm Meisters læreår" fra 1795 og endnu længere tilbage det græske heltedigt "Odysseen" fra Antikken. Som for at understrege den europæiske kulturarv foregår en af de afsluttende fortællinger i "Rejsende" på et krydstogtskib i det ægæiske hav ud for Grækenlands kyst – udgangspunktet for den antikke digtning, som har været forbillede for flere kunstnere og digtere i den vestlige kulturhistorie.

Bibliografi

Romaner

Tokarczuk, Olga: E.E. Fremad, 1996. (E.E., 1995).
Tokarczuk, Olga: Broderskabets rejse. Fremad, 1997. (Podróż ludzi Księgi, 1993). Oversat af Runa Kildegaard Klukowska.
Tokarczuk, Olga: Arilds tid og andre tider. Fremad, 1998. (Prawiek i inne czas, 1996).
Tokarczuk, Olga: Opowieści wigilijne. 2000.
Tokarczuk, Olga: Anna In w grobowcach świata. 2006
Tokarczuk, Olga: Kør din plov over de dødes knogler. Tiderne Skifter, 2012. (Prowadź swój pług przez kości umarłych, 2009). Oversat af Hanne Lone Tønnesen.
Tokarczuk, Olga: Dagens hus, nattens hus. Tiderne Skifter, 2014. (Dom dzienny, dom nocny, 1998). Oversat af Hanne Lone Tønnesen.
Tokarczuk, Olga: Księgi Jakubowe. 2014.
Tokarczuk, Olga: Rejsende. Tiderne Skifter, 2016. (Bieguni, 2007). Oversat af Hanne Lone Tønnesen.

Noveller

Tokarczuk, Olga: Szafa. 1997.
Tokarczuk, Olga: Gra na wielu bębenkach, 2001.
Tokarczuk, Olga: Ostatnie historie, 2004.

Digte

Tokarczuk, Olga: Miasto w lustrach, 1989.

Om forfatterskabet

Skotte, Kim: William Blake ville have følt sig hjemme i Kotlina Klodzka. Politiken, 2012-05-20.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Olga Tokarczuk

Kilder citeret i portrættet