Georgi Gospidonovs romaner er postmodernistiske. De er fragmenterede og legende i form og bevæger sig mellem biografi, essays, kollektiv fortælling, magisk realisme og filosofiske refleksioner. Samtidig har hans romaner altid et metalag, hvor teksten forholder sig til selve litteraturens væsen. Hans romaner er historier om at fortælle historier, og hvordan det at fortælle historier er en del af det at være menneske.
Dette kan også ses i romanernes fortællestil, hvor forfatter, fortæller og karakterer smelter sammen. I et interview med Louisiana Channel fortæller Gospodinov, at dette greb, hvor fortælleren kan bevæge sig rundt i forskellige kroppe, handler om empati: ”Gennem fysikkens love ved vi, at mennesket ikke kan være to steder på en gang. I litteraturen er det ikke noget problem. Det er ligeledes det, der sker når vi læser. Vi er til stede, i det vi læser, men samtidig i det rum, vi læser fra.” (Kim Skotte: Georgi Gospodinov interview: Literature develops empathy. Louisiana Channel, 2019-04-25. Egen oversættelse).
De centrale tematikker i Gospodinovs forfatterskab er tid, melankoli og identitet. Der er altid en længsel efter noget tabt til stede. Noget ufuldendt, der kunne have været, men ikke blev. I ”En naturlig roman” er det forholdet til fortællerens kone, der ikke varede ved, mens det i ”Gartneren og Døden” er tiden sammen med fortællerens døende far, der er ved at rinde ud. I ”Tidsskjul” forsøger fortælleren og hans ven Gaustin, og sidenhen hele Europa, at bringe de bedste tider tilbage.
Georgi Gospodinov er vokset op i Bulgarien under kommunismen i 1970’erne og 1980’erne, og den længsel, der er til stede i hans bøger, knytter sig ikke kun til hans individuelle erfaringer, men er også et kollektivt anliggende. Det er en længsel, der er forankret i de knuste drømme og ideologier, som kommunismens sammenbrud efterlod i Østeuropa.
Tid er ikke en lineær størrelse hos Gospodinov, ligesom identitet aldrig er noget entydigt eller afsluttet. Fortid, nutid og fremtid eksisterer side om side, når mennesket forsøger at forstå sig selv. Vi befinder os i en labyrint af erindringer, forestillinger og muligheder, hvor grænserne mellem det levede, det huskede og det forestillede hele tiden forskydes.