”Fizika na tăgata”, 2012 (”Melankoliens fysik”, 2017) er et centralt værk i Georgi Gospodinovs forfatterskab, og den handler om et menneskes forsøg på at forstå sig selv og verden gennem erindringen. Nøglen til romanen ligger i dens form og fortællerstemme. Der er ikke noget lineært handlingsforløb. I stedet er romanen opbygget som en labyrint af minder, historier og filosofiske refleksioner, hvor fortælleren hele tiden bevæger sig mellem forskellige tider og perspektiver.
52944511
Ligesom romanens forfatter hedder romanens fortæller også Georgi Gospodinov. Han hævder at besidde en særlig evne til at leve sig ind i andre menneskers oplevelser. Han kan træde ind i deres minder og se verden gennem deres øjne. Gennem fragmenter af barndomserindringer, familiehistorier, filosofiske refleksioner og historiske begivenheder tegnes et billede af livet i Bulgarien før, under og efter kommunismen. En tid, hvor den kollektive fortælling bryder sammen, og individet er tvunget til at genfortolke landets historie og deres egen identitet. Fortælleren vender igen og igen tilbage til sin barndom, sine bedsteforældre og de mennesker, der har præget ham, men han gør det fra forskellige vinkler og tilføjer løbende nye detaljer. På den måde bliver fortiden ikke fremstillet som noget fast og afsluttet, men som noget, der hele tiden forandrer sig gennem erindringen.
Et tilbagevendende symbol i romanen er myten om Minotauros, en figur fra den græske mytologi, der er halvt menneske og halvt tyr, og som blev spærret inde i en labyrint. Fortælleren identificerer sig med Minotauros, både følelsesmæssigt og eksistentielt, fordi han også føler sig fanget mellem forskellige identiteter, tider og historier. Labyrinten er et symbol på menneskets hukommelse, mens selve det at skrive er en måde at holde fast i minder på. Melankolien opstår i erkendelsen af, at tiden går, og at fortiden aldrig kan genskabes fuldstændigt, selvom vi bliver ved med at vende tilbage til den. Samtidig er den et udtryk for menneskets længsel efter sammenhæng i en verden præget af forandringer.