Georgi Gospodinovs roman ”Vremeubezhishte”, 2020 (”Tidsskjul”, 2021) handler om en navnløs fortæller og hans gådefulde ven Gaustin, der sammen opretter særlige klinikker for mennesker med demens. På disse klinikker er hvert rum indrettet som et bestemt årti med autentiske møbler, musik, aviser og hverdagsting, så patienterne kan vende tilbage til den tid, de bedst husker. Resultaterne er lovende, og mange patienter oplever en større tryghed. Derfor vækker projektet også interesse uden for demensbehandlingen. Raske mennesker begynder at søge mod de rekonstruerede fortider, fordi de føler sig fremmedgjorte i nutiden og længes efter en mere enkel og overskuelig verden.
39120739
Interessen tager til, og flere europæiske lande begynder at interessere sig for idéen med at vende tilbage til tidligere tider. Det udvikler sig til en politisk bevægelse, hvor forskellige nationer begynder at diskutere, hvilket årti, de helst vil leve i. Det hele kulminerer, da de europæiske lande beslutter sig for at afholde folkeafstemninger om fortiden. I hvert land skal borgerne beslutte, hvilket årti og hermed hvilken periode af deres nations historie, de ønsker at genoplive. De to mest dominerende strømninger er den socialistiske bevægelse og den nationalistiske, der hver især repræsenterer en nostalgisk fiksering af en idealiseret fortid.
Sideløbende reflekterer fortælleren over begreber som hukommelse, identitet og nostalgi, både i forhold til sin egen fortid og Europas historie, og han bliver efterhånden i tvivl om projektets konsekvenser. Er det, som skulle hjælpe mennesker med at håndtere tabet af deres hukommelse, i stedet blevet en kollektiv flugt fra nutiden?
”Tidsskjul” viser, hvordan både individer og hele samfund har brug for hukommelse, men også hvordan længslen efter det tabte kan blive så stærk, at den truer evnen til at leve i nutiden og skabe fremskridt her. Det er samtidig en roman, der filosoferer over fortællerens og litteraturens rolle i forhold til netop dette.