Baggrund

Citat
”Grundpræmissen i psykiatrien er en indadvendt behandlingsform. Kunne vi i stedet forestille os en udadvendt behandling hvor omgivelserne rustede sig til et bredere og mere omfattende følelsesspektrum? Jeg ved det ikke.”
”Ungeenheden”, s. 118.

Fine Gråbøl er født den 18. juni i 1992 og voksede op i indre by i København. Hun boede på skift hos sin mor, skuespilleren Ditte Gråbøl, og far, filminstruktøren Niels Gråbøl, som blev skilt, da hun var barn. Hun gik på Sankt Annæ Gymnasium i folkeskolen og sang derfor i Sankt Annæ Pigekor. Derudover spillede hun en del musik, skrev sange og dansede. Som ung 17-årig startede hun på Christianshavns Gymnasium. Motivationen var ikke stor, og hun startede mest, fordi det gjorde alle de andre. Drømmen handlede mere om det at blive musiker. Men i slutningen af 1.g. blev Fine Gråbøl så syg, at alt ændrede retning. Og tre måneder efter at sygdommen meldte sin ankomst og efter en 20 minutters samtale med en psykiater, fik Fine Gråbøl diagnosen bipolar.

Herefter fulgte en række år i voksenpsykiatrien på både åbne og lukkede afsnit. Der var perioder med voldsom og udadreagerende adfærd, store mængder af medicin og gentagne behandlinger med elektrochok.

Fine Gråbøl begyndte på skrivekursus, mens hun stadig var indlagt og kunne her dyrke den skriveaktivitet, som har fyldt siden barndommen. Siden har hun i 2015 gået på Hekseskolen, en skriveskole skabt af forfatterne Olga Ravn og Johanne Lykke Holm. Det var samme år, Fine Gråbøl mødte de andre medlemmer af skriftkollektivet BMS, som også blev en vigtig brik i forfatterens vej frem mod forfatterdebuten. BMS er akronym for blod, måne, søndag og består foruden Fine Gråbøl af Dorte Limkilde, Mette Kierstein og Ronja Johansen. Kollektivet, der har udgivet digtsamlingen ”Knoglemarv lavendel” i 2018, arbejder med fælles oplæsninger og performances.

Fine Gråbøl færdiggjorde en cand.mag. i Litteraturvidenskab i december 2022 og bor i dag i Københavns Sydhavn med sin kæreste og datter.