Fine Gråbøl

Fine Gråbøl er født den 18. juni i 1992 og voksede op i indre by i København. Hun boede på skift hos sin mor, skuespilleren Ditte Gråbøl, og far, filminstruktøren Niels Gråbøl, som blev skilt, da hun var barn. Hun gik på Sankt Annæ Gymnasium i folkeskolen og sang derfor i Sankt Annæ Pigekor. Derudover spillede hun en del musik, skrev sange og dansede. Som ung 17-årig startede hun på Christianshavns Gymnasium. Motivationen var ikke stor, og hun startede mest, fordi det gjorde alle de andre. Drømmen handlede mere om det at blive musiker. Men i slutningen af 1.g. blev Fine Gråbøl så syg, at alt ændrede retning. Og tre måneder efter at sygdommen meldte sin ankomst og efter en 20 minutters samtale med en psykiater, fik Fine Gråbøl diagnosen bipolar.

Herefter fulgte en række år i voksenpsykiatrien på både åbne og lukkede afsnit. Der var perioder med voldsom og udadreagerende adfærd, store mængder af medicin og gentagne behandlinger med elektrochok.

Fine Gråbøl begyndte på skrivekursus, mens hun stadig var indlagt og kunne her dyrke den skriveaktivitet, som har fyldt siden barndommen. Siden har hun i 2015 gået på Hekseskolen, en skriveskole skabt af forfatterne Olga Ravn og Johanne Lykke Holm. Det var samme år, Fine Gråbøl mødte de andre medlemmer af skriftkollektivet BMS, som også blev en vigtig brik i forfatterens vej frem mod forfatterdebuten. BMS er akronym for blod, måne, søndag og består foruden Fine Gråbøl af Dorte Limkilde, Mette Kierstein og Ronja Johansen. Kollektivet, der har udgivet digtsamlingen ”Knoglemarv lavendel” i 2018, arbejder med fælles oplæsninger og performances.

Fine Gråbøl færdiggjorde en cand.mag. i Litteraturvidenskab i december 2022 og bor i dag i Københavns Sydhavn med sin kæreste og datter.

Fine Gråbøl fik udgivet sin debutroman ”Ungeenheden” i april 2021. Romanen skildrer en gruppe unge mennesker på et bosted. Vi møder Lasse, Marie, Waheed, Sara og Hector. Den eneste, vi interessant nok aldrig får navnet på, er fortællingens centrum, historiens jegfortæller. Vi følger gruppen af unge på bostedet hen over en sommer med en række tilbageblik på jegfortællerens tidligere indlæggelsesoplevelser. Fortællingen er ikke båret af en klar handling eller en tydelig kronologi. Den fremstår nærmere som en række løse optegnelser, der lader beboernes hverdag træde frem. Romanen er dog bygget op omkring tre hovedafsnit, der alle er markeret med en titel og paragraffens tegn – en markering af, hvordan de unge sårbare menneskers liv er indrammet af psykiatriens regler og paragraffer.

38925865

Fælles for de unge på ungeenheden er en virkelighed med diagnoser, selvskade, selvmordsforsøg. Det er en hverdag med optrapning og nedtrapning af medicin, en hverdag i det psykiatriske system i selskab med hinanden og bostedets personale. Midt i denne barske virkelighed fornemmes dog også de små ansatser til venskaber. Oplevelserne af genkendelse og fællesskab mellem de unge, der alle er så skrøbelige, at de kun har sparsomme ressourcer at kaste ind i mødet med andre.

Også relationen mellem den unge jegfortæller og bostedets behandlere beskrives undervejs. De virker både svære og afgørende. Jegfortælleren ved, at hun ikke bør knytte sig til disse relationer, der dog er afgørende for hendes tilstand. For det særlige hierarki mellem patient og behandler skyder sig uundgåeligt ind og mudrer relationerne.

Det er jegfortællerens stemme, der sætter romanens særlige tone. Den er på en gang ligefrem og usentimental. Det er nøgterne beskrivelser af de små hverdagslige projekter og aktiviteter blandt beboerne på bostedet. Men det er samtidig også en strøm af poetiske billeder, der skaber en sanselig nærhed til de begivenheder, der oprulles. Og endelig er en gennemgående del af romanens særlige tone dens kritiske engagement og indignation i forhold til psykiatrien. De svære sociale, politiske og menneskelige implikationer ved et liv i psykiatrien klinger med mange steder undervejs i fortællingen.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Ungeenheden"