Selvom Fine Gråbøls debut bærer genrebetegnelsen roman, kan den – og er måske særligt blevet i den modtagelse, som den har fået i medierne – knyttes tæt sammen med den fireårsperiode med psykisk sygdom og indlæggelser, som forfatteren selv har gennemlevet. På den måde passer Fine Gråbøls debut til en vis grad ind i den autofiktive strømning, der ligger i vores tid.
Selvom udgangspunktet i høj grad er Gråbøls egne erfaringer i psykiatrien, så har hendes roman også en interesse i det bredere billede og i selve den udveksling af kategorierne syg og rask, som finder sted i psykiatrien. Særligt den rolle, psykiatriens sprog spiller for de unge mennesker, der kommer i kontakt med psykiatrien, og deres selvforståelse, interesserer Fine Gråbøl: ”Jeg har været meget optaget af det institutionsagtige sprog, fordi det har en vildt formel og kølig tone. Det er også meget hårdt, men samtidig lever beboerne med det helt ind i deres krop hver eneste dag. De lever i det og med det, og paragrafferne er afgørende for, at de overhovedet kan få et sted at bo og nogen til at passe på sig.” (Jes Stein Pedersen: Vi kan jo slet ikke rigtig beskrive de her indre oplevelser. Politiken, 2021-11-04).
Ambitionen med debuten er også at gøre op med det sentimentale sprog og de faste skabeloner, der findes i den litterære fremstilling af psykisk sygdom. Her fremstilles psykisk sygdom, ifølge Gråbøl, ofte efter en fast skabelon, hvor jeget gennemlever den psykiske sygdom som en krise for at komme ud på den anden side og fortælle læserne om en verden, som er helt fremmed. Det er denne ”klassiske” fremstilling, som Gråbøl ville styre uden om: ”Jeg håbede, det her kunne blive en psykiatrifremstilling, som kunne bidrage med noget nyt. "Ungeenheden" er ikke en fortælling om at blive helbredt, men heller ikke en roman om at blive fortabt eller blive mere syg. Derimod er det en bog om stilstand og om, hvordan du finder balancen.” (Casper Hindse: Langsom mental ildebrand. Fyns Amts Avis, 2021-11-23).