Den underspillede, britiske humor, som bøgerne om Ruth Galloway syder af, har Elly Griffiths til fælles med mange britiske forfattere blandt andre Richard Osman, der i først ”Torsdagsmordklubben” fra 2020 og året efter i ”Manden der døde to gange” (2021) med lune og humor har skrevet om fire pensionister, der fornøjer sig med at løse drabsgåder.
Skal man lede i dansk litteratur efter en pendant til Ruth Galloway, er arkæolog og amuletekspert Nanna Rasmussen et godt bud. Hun er den ene hovedperson i ”Enkernes land” fra 2022, der er museumsinspektør, arkæolog og forfatter Jeanette Varbergs debutkrimi for voksne. Varbergs arkæolog er som Ruth hamrende dygtig og har sin faglighed i orden, og hun graver i fortiden for at finde svar på nutidens mysterier. Men hvor der er lidt Indiana Jones og fandenivoldskhed over Varbergs heltinde, er Galloway i bogstavelig forstand mere jordbunden og knap så eventyrlysten. Som Elly Griffiths siger: ”Min hovedperson Ruth Galloway er så langt fra Indiana Jones med pisken, at hun som ironisk kommentar til sit job har en plakat hængende med ham på sit kontor.” (Line Louise Peters og Diana Bach: Indiana Jones og Lara Croft får selskab: Nu bliver arkæologerne helte i krimier. DR.DK, 2018-03-16).
Griffiths skriver Ruth Galloway frem, så hun er relaterbar og menneskelig, stærk og selvstændig, nørdet på visse områder og typen, der har det fint i eget selskab og i kategori med Anna Grues efterlønner Anne-Maj Mortensen, som læserne møder første gang i ”Mysteriet i Genbrugsen” fra 2020.
Det er også i den britiske krimitradition, at Griffiths finder inspiration. Hendes absolutte yndlingsbog er Wilkie Collins’ roman ”The Woman in White” fra 1860 (”Kvinden i hvidt”, 2008), og som Wilkie kæler Griffiths for de atmosfærefulde beskrivelser af både miljø og karakterer, ligesom der af og til sniger sig lidt gotisk mystik ind i serien om Galloway især i seriens syvende bind, ”Stemmer fra graven” (2020). Plottet cirkler omkring en aristokratisk familie, der bor på et øde landsted. Det gotiske isæt er dog især tydeligt i ”Døden mellem linjerne” (2021), der er Griffiths’ første bog i serien om den engelsk-indiske kriminaloverbetjent Harbinder Kaur.
Elly Griffiths er en af de britiske krimiforfattere, der bringer krimiuniverset væk fra London og magt- og kulturbyer som Oxford og Cambridge. Griffiths skriver krimier, der foregår i provinsen, og havet og naturen spiller ofte en rolle og er med til at slå en stemning an, og det har hun tilfælles med britiske Ann Cleeve, der har skrevet krimiserien om Mathew Venn, der foregår ved kysten i North Devon.
Og som Jyllands-Postens anmelder Lars Ole Sauerberg formulerer det: ”Der kan være lidt Agatha Christie-agtigt over stemningen hos Griffiths og i plottets udnyttelse af detaljeret lokalkendskab og stærkt duftende ”røgede sild”ver sporet for at sløre det.” (Lars Ole Sauerberg: Krimier med relationer til såvel genkendelige som opdigtede steder. Jyllands-Posten, 2021-03-09).