Det er ikke helt forkert at kalde Ruth Galloway-romanerne for hyggekrimier. Hyggekrimier – på engelsk cosy crime – er ofte karakteriserede af historier, hvor drab beskrives uden alt for mange grafiske detaljer om blod, vold eller tortur. Ofte gør Griffiths meget ud af at fortælle, hvem offeret var, så læserne lærer offeret at kende som et helt menneske og ikke blot en død karakter. Ikke sjældent har såkaldte hyggekrimier også en amatørdetektiv, der på sidelinjen hjælper politiet, akkurat som Griffiths’ gæve arkæolog Ruth gør. Genren er også ofte karakteriseret af et plot, hvor der stille og roligt bliver skruet op for spændingsniveauet.
Hygge-mærkatet betyder dog ikke, at serien om Ruth Galloway er velfriseret eller uden bid. Indimellem lader Griffiths både samfundskritik og social indignation sive ned mellem siderne eksempelvis i ”Forsvundet i mørket” (2021), der har fokus på hjemløshed, og i ”Stencirklen” fra 2022 fletter Griffiths ligestilling og feminisme ind i krimiuniverset.
I sit forfatterskab er Griffiths interesseret i de nære relationer mellem f.eks. mor og datter, og det faste persongalleris indbyrdes intriger og relationer fylder ofte lige så meget som selve krimiplottet, men altid uden at det bliver banalt. ”Der er ingen, der som Elly Griffiths kan punktere en overfladisk forargelsesnydelse og sladderbladsforviklingerne med en sarkastisk eller tør kommentar eller et kærligt ironisk svirp til sine karakterers udfoldelser.” (Nanna Frank Rasmussen: Ramt af fortidens rystelser. Politiken, 2022-03-26).
Den britiske krimiserie kan også læses som et kærligt klap til kernefamilien og forældrerollen, for hvem siger, at man ikke kan være en god mor, selvom man er den sidste, der henter fra dagplejen og lader barnet spise færdigmad foran tv’et?
Ingen Ruth Galloway-krimi uden et efterskrift med tak til talrige eksperter. Det er måske knap så realistisk, at en knogleekspert igen og igen bliver involveret i drabsefterforskninger, og derfor er det vigtigt for Elly Griffiths, at det historiske og arkæologiske er korrekt. Hun gør meget ud af sin research, hvad enten hun skriver om middelalderslottet Norwich Castle eller får makabre elementer fra victoriatiden til at danne baggrund for en nutidig sag, som hun gør i ”De udstødte” fra 2020.
Religion er et tilbagevendende tema i bøgerne. Ruth Galloway er erklæret ateist. Hun tager afstand fra forældrenes tro, de er genfødte kristne og går ind for voksendåb og kommer fast i en evangelisk-kristen kirke. Nelson derimod er katolsk opdraget, og troen betyder mere for ham, end han vil være ved. Elly Griffiths er ikke troende katolik, men hun er opdraget katolsk, mens hendes mand er ateist. ”Jeg har altid interesseret mig for, hvad folk tror på og hvorfor. Jeg er også interesseret i hedenskab og i mere spirituelle religioner, der har rod i naturen.” (Interview med Rebekka Andreasen på Krimimessen i Horsens, 2022-04-02).
I ”Kvinden i blåt” fra 2021 er omdrejningspunktet modstand mod kvindelige præster og biskopper, og forfatteren tager læserne med til Walsingham også kaldet Englands Nazareth. I ”Den mørke engel” (2022), hvor Griffiths for første gang lader en del af handlingen udspille sig uden for Storbritanniens grænser, møder læserne et meget katolsk miljø i en lille italiensk bjergby, og Ruth finder endda liget af en katolsk præst i byens kirke.
Ofte skildrer Griffiths sine karakterer, så hverken helte eller skurke er sort/hvide, og der er heller ingen Hannibal Lector-skurke i Ruth Galloway-krimierne, men nærmere en gerningsmand, der kunne være din nabo.