Ruth Galloway-serien

Citat
”Ruth løber foroverbøjet tværs over marsken. Hun falder ned i mudrede bække, så lang hun er, kradser sig op, kan smage blod i munden, kommer på benene og falder igen, denne gang ned i en dam, der er omkring 30 centimeter dyb. Hun sprutter og får rejst sig igen. Marsken er fuld af den slags vandhuller, og nogle af dem er flere meter brede.”

”Pigen under jorden,” s. 256.

Med sine foreløbig 15 krimier om arkæologen Ruth Galloway, hvoraf 11 indtil videre er udkommet på dansk, smelter Elly Griffiths fortid og nutid sammen. Som en politimand graver også en arkæolog i fortiden for at finde spor og få svar, og i serien hjælper arkæologen Ruth Galloway politiet i Norfolk i drabssager, hvor der er fundet knogler.

Hvert bind i serien rummer en arkæologisk opdagelse sideløbende med en nutidig krimigåde. I første bind, ”The Crossing Places” fra 2009 (”Pigen under jorden”, 2018), er der tråde tilbage til jern- og bronzealderen, mens Elly Griffiths i seriens femte bind ”Dying Fall” fra 2013 (”Det tavse vidne”, 2019) tager myten om Kong Arthur under krimikærlig behandling. Andre bind i serien har spor, der fører tilbage til Romerriget og 2. Verdenskrig.

Netop ved at vælge en arkæolog, eller biologisk antropolog, som Galloway egentlig er, undgår forfatteren at overklistre et landområde med fiktive lig, for, som Elly Griffiths siger: “Der er masser af døde kroppe i Norfolk, men mange af dem er tusindvis af år gamle. Så hvorfor ikke bruge nogle af dem?” (Rebekka Andreasen: Interview med krimiforfatter Elly Griffiths. Vildmedkrimi.dk, 2018-01-09).

46852893

Ruth Galloway er akademiker med stort a. Hun er anerkendt for sit arbejde, intelligent og egenrådig, og så er hun, ganske som forfatteren, der har opfundet hende, vild med katte og Bruce Springsteen. Hun befinder sig godt i sit eget selskab. Også vicekriminalkommissær Harry Nelson fra Norfolk Politi er central i serien, og det er især de to, der er bøgernes fortællestemmer. Nelson er en dygtig politimand, brysk og utålmodig, gift, har Blackpool-accent og så kører han altid, som er han på jagt efter en mistænkt; stærkt.

Udover Galloway og Nelson går adskillige karakterer igen, og især Michael Malone, kendt som Cathbad, udvikler sig fra en bifigur til en af seriens bærende karakterer. Udover at være laboratorieassistent betragter han sig selv som druide og shaman, og han følger altid sine instinkter. Og så er han et solidt anker i Ruths liv. I hvert bind møder læserne også Nelsons team af betjente, Nelsons hustru Michelle, der er frisør, og Ruths tætte veninde Shona, der er lektor i engelsk litteratur. Modsat Galloway ved Shona altid, hvordan hun binder et tørklæde på den smarte måde.

Første gang, læserne møder seriens heltinde, er hun omkring 40 år og bor alene med sin kat, men allerede i første bind sker der noget, der ændrer Ruth Galloways liv dramatisk. Gennem serien udvikles Galloways og Nelsons forhold, og deres relation bliver stadig mere kompleks. Serien blander historie, mytologi, religion, myter og moderne krimigåder med aktuelle temaer, hverdagsforviklinger, hente-bringe-logistik og kærlighedskvaler.

Fælles for bøgerne er, at de især foregår i området omkring Norfolk og byen Kings Lynn, og naturen er en slags hovedperson på linje med Galloway og Nelson. Moser, lumsk tidevand, sandbanker, klipper, klitter og saltmarsken, som Ruth bor på kanten af, får plads og skaber atmosfære i bøgerne.