Sinkeklassen

Citat
Citat
”Når vi skulle hjem fra skole, måtte Kurt med magt løsrive sit blik fra væggen, det var som at se en elastik svirpe tilbage, det gav et lille ryk i hans hoved, jeg kunne næsten se to lange, parallelle spor i luften, en slags jernbanespor til et tanketog.”

”Sinkeklassen”, s. 36.

I Bent Hallers roman ”Sinkeklassen” fra 2002 kigger jegfortælleren Børge tilbage på sin skoletid i dét, der dengang blev betragtet som ”sinkeklassen”; en klasse for børn med særlige behov. Børge er vendt tilbage til sin gamle skole, og idet han kigger op på bygningen, begynder hans fortælling om hans skoletid og klassekammerater. Han fortæller om bedstevennen Gakhode, der var sjov og kunne opfinde maskiner, der kunne spille musik. Kurt, der kunne noget med ord og gjorde lærerne tavse. Håkon, der var klassens beskytter i skolegården og de uadskillelige tvillinger.

24256553

Børges historie skildrer livet og hverdagen i specialklassen og i det lille samfund på godt og ondt. Den tegner et billede af den daværende opfattelse af børn med særlige behov, og hvordan de blev afskrevet af lærere og omgivelser som værende uden potentiale. Men den beskriver også drengenes stærke fællesskab i klassen og den trygge og beskyttende boble, som klassen trods nederdrægtige og til tider ondskabsfulde lærere udgør i drengenes liv. Da en mulighed for at flytte op i en ”almindelig” klasse åbner sig, er Børge ganske modvillig og vil hellere blive i sin gamle klasse.

”Sinkeklassen” dykker ned i temaer som venskab, barndom og identitet. Børges tilbageblik på hans barndom vækker både gode og dårlige minder, men mest af alt står drengenes store tolerance over for hinandens udfordringer og særheder frem. Drengene hjælper hinanden og bygger en fælles identitet omkring dét at gå i ’sinkeklassen’, som hjælper dem til at holde ud. Men denne identitet forstærkes også af omgivelserne, der konstant fortæller dem, hvem de er; lærere og omgivelser fortæller enstemmigt drengene, at de ikke kan blive til noget. Børges humoristiske og usentimentale beskrivelser af hans klassekammerater får dog nuancerne frem i den enkelte person og ikke mindst deres individuelle talent.