Den danske forfatter Boris Hansen er født i 1981. Han er uddannet cand.it. fra Aarhus Universitet, og ved siden af arbejdet som forfatter arbejder han med spiludvikling. Han debuterede i 2006 og har skrevet mere end 10 romaner.
Boris Hansen går op i at være i dialog med sine læsere. Han skrev første bind i serien ”Tavse verdener” (2021-2024) i forbindelse med et projekt i samarbejde med forfatteren Nanna Foss. De skrev på hver deres bog og besluttede, at de havde 60 uger til at skrive og udgive dem. Undervejs delte de opslag og videoer om deres skriveproces på sociale medier.
De delte blandt andet opslag om at være på bogmesser, arbejde med testlæsere, være til møder på forlag og samarbejde med grafikere. På den måde lod de deres læsere få indblik i, hvordan en forfatter arbejder, og hvor mange mennesker der er involveret i udgivelsen af en bog. De fortalte også om, at en stor del af deres arbejde ved siden af at skrive bøger er at undervise og holde foredrag.
I 2022 arrangerede Boris Hansen en fælleslæsning af sin roman ”Den usynlige krig”, der er første bind i ”Tavse verdener”-serien. Hver dag lavede han et opslag på Instagram, hvor han kommenterede et tekstuddrag og delte sine overvejelser og udfordringer i skrivningen af specifikke scener eller karakterer. Det handlede især om skriveteknik. På den måde henvender Boris Hansen sig også til et publikum af især unge, der selv skriver. Det fortæller han om i et interview med Biblo.dk: ”Jeg opfordrer tit forfatterspirer til at tænke: ”Hvad kan jeg tilføje af 10 procent, som gør, at dette ikke bare er ”Harry Potter” i en ny indpakning eller ”Hunger Games” i en ny indpakning, men at der lige er de her 10 procent mig, der gør den her historie original?”” (Krimimesse 2017 (Boris Hansen) – Hvad er dit bedste råd? Biblo.dk, 2017-04-03).
Boris Hansen har skrevet manuskript til computerspillet ”Out of Words” (IGN, 2026). Arbejdet med computerspil forener hans interesser for at skabe universer, fortælle gode historier og bruge digitale formater.
Boris Hansen bor i Aarhus.