De falske liv (Del 2 af Tavse verdener)

Citat
””Jeg inviterer jer til at deltage i Olivias Store Readalong af Askekrøniken,” sagde Olivia og kunne ikke få det fjollede smil væk fra sit ansigt. Men hun var ligeglad. At arrangere en fælleslæsning af Askekrøniken var en livsdrøm, der endelig blev til virkelighed. Ja, de var fordrevet fra deres hjem og på flugt fra magtfulde fjender, der ville dem til livs. Og nogle ville sikkert påstå, at de ikke havde tid til at læse bøger i en situation som den her.”
”De falske liv”, s. 25.

Romanen ”De falske liv” fra 2022 er andet bind i Boris Hansens ”Tavse verdener”-serie, der foregår i en fremtid, hvor mennesker er blevet i stand til at rejse ind i bøger. Igen følger vi fiktionsagenten Olivia Alby og hendes team i deres kamp mod den magtfulde gruppe Alliancen. Undervejs i deres kamp rejser de ind og ud af bøger, og romanen skifter flere gange over i de bøger, Olivia eller andre karakterer er rejst ind i.

62969105

”De falske liv” starter i fantasyromanen ”Askekrøniken 1”. ”Askekrøniken” er Olivias yndlingsserie, som hun har dyrket, siden hun var barn. ”Askekrøniken 3” har været undervejs længe, men ministeriet har lavet en fejl på en mission i de tidligere bind, så det ikke er muligt for forfatteren at færdiggøre bind 3.

Alliancen rejser ind i bøger for at stjæle ting med magiske egenskaber. De vil rejse ind i ”Askekrøniken 2”, og det bliver Olivia og teamets opgave at stoppe dem og finde ud af, hvad de er ude på at tage med ud fra romanen.
Et tema i ”De falske liv” er læsekultur og læsefællesskaber. Det bliver blandt andet udfoldet i beskrivelser af Olivia som læser. Hun kender karaktererne i ”Askekrøniken”-serien ud og ind og har brugt en del tid i online læsefællesskaber, hvor hun har skrevet fanfiction, taget personlighedsquizzer og diskuteret bogen. Som voksen finder hun stadig enorm tryghed i serien. Da teamet finder ud af, at serien er vigtig for Alliancen, forsøger Olivia at arrangere en læsekreds, hvor de kan læse bogen sammen, og hun kan dele sin begejstring med de andre. Men det falder til jorden, da de andre medlemmer på hendes team tydeligvis er en anden slags læsere. De fleste af dem er ikke interesserede i fantasy, de har svært ved at koncentrere sig om lange bøger og finder ikke samme glæde i læsning.
I ”De falske liv” bliver det tiltagende farligt, at den virkelige verden og fiktionerne kommer så tæt på hinanden. På en mission ind i en horrorroman er Olivia og hendes team kommet til at tage morderen Victor med ud. Det er sket flere gange, og ministeriet, der styrer brugen af fiktionsteknologi, har valgt at placere de karakterer, der ved et uheld er kommet ud af bøger, i et arkiv på en rumstation i en science fiction-roman. Victor finder ud af, at han er en fiktiv karakter, og han opsøger sin forfatter for at gøre oprør mod sin skaber og kæmpe for selvbestemmelse.