Boris Hansen skriver hovedsageligt science fiction og fantasy, og han arbejder ofte ud fra et ønske om at kombinere de to genrer på en måde, der udfordrer forventningerne til genrefiktion. Når man skriver inden for bestemte genrer, skaber det forventninger hos læseren, på samme måde som når en roman f.eks. kan være opbygget efter en klassisk hjem-ud-hjem-plotstruktur. Det skaber spænding at lege med de forventninger, hvilket Boris Hansen gør i sine bøger. I ”Tavse verdener”-serien gør han det endda også ved at lade bogen pege på sig selv som bog igennem f.eks. små kommentarer fra romanens karakterer.
Science fiction og fantasy kan noget særligt, fordi genrerne både skaber afstand til vores egen verden og giver os et nyt blik på den. Fortællinger, der udspiller sig i fremmede universer, giver mulighed for at undersøge menneskelige temaer på en anden måde. En futuristisk science fiction-roman handler måske ikke om den politiske virkelighed i 2020’erne, men den kan indeholde en masse paralleller og skabe refleksion over den virkelighed, vi lever i. På samme måde kan en konflikt mellem to hobbitter virke som noget, der er fjernt fra os, men den kan stadig vise nogle dynamikker mellem venner, som mennesker kan spejle sig i.
Et klassisk greb i fiktion er at skabe spændinger og konflikt ved at sætte en gruppe karakterer sammen, der er meget forskellige eller ikke bryder sig om hinanden. Ved at tvinge dem til at samarbejde eller sætte dem ud i pressede situationer, bliver der rusket op i deres relationer og forventninger til hinanden. Det greb gør Boris Hansen brug af i ”Tavse verdener”-serien. Hans begejstring for historiefortælling er også til stede i hans arbejde med computerspil, hvor han skaber universer og skriver manus med historien og karaktererne i fokus.
Selv kategoriserer Boris Hansen ”Tavse verdener”-serien som en tekno-thriller. Det er en fiktionsgenre, der indeholder spænding, som man kender det fra thrilleren, og en stor portion moderne eller futuristisk teknologi.