Ingmar, Peter, Jonatan og Ebba er unge sammen i 1990’ernes Stavanger med alle de følelser og fremtidsdrømme, der rumsterer i 15-årige kroppe, der stadig er fysisk til stede hjemme hos mor og far, men mentalt på vej ud i den store verden. Dette firkløver er det centrale karaktergalleri i Johan Harstads murstensroman ”Under brosteinen, stranden!” fra 2024 (”Under brostenene, stranden!”, 2025), men herfra udvikler teksten sig nærmest eksplosivt i udfoldede fortællinger om et hav af personer, der alle har – minimum en perifer – tilknytning til Stavanger og romanens måske egentlige hovedperson: en brostenslignende sten, som ved berøring får en til at gennemleve et helt liv på syv minutter. Det er selvsagt en voldsom oplevelse, og flere karakterer må enten lade livet eller lade sig indlægge på psykiatrisk hospital efter mødet med stenen.
140749605
Lige som ”Max, Mischa og Tet-offensiven” var en bog om lidt af det hele, kommer også ”Under brostenene, stranden!” vidt omkring i sine ekstremt detaljerede gennemgange af så forskellige emner som logistikken omkring losning af containerskibe, forskellen på fusion og fission inden for atomenergi, (u)ironisk kærlighed til nummeret ”The Final Countdown”, spionliv under Den Kolde Krig, klimaterrorisme i Ruslands øde egne, Minecraftserveren 2b2t og ikke mindst det ensformige liv som udsendt meteorolog på vulkanøen Tristan de Cunha i 1950’erne. Men tydeligst står skildringerne af relationer mellem venner, mellem familie og mellem kærester. Og af forholdet de unge mennesker har til sig selv i teenageårenes usikre, formative tid. Fortællemæssigt skiftes der mellem 1. og 3. person, mellem alenlange fortællende sætninger, kancellisprog og køligt noterende kommentarer: ”Det var sådan den sommer sluttede, etc.” (s. 851).
Som portræt af Stavanger og forstadens forudsigelighed, som erindring om barndommens altfortærende kedsomhed og venten og som prisme for de bittesmå detaljer, der kendetegner en opvækst, rummer romanen altså både de allerstørste og de mindste perspektiver. Selv siger Harstad, at det at skrive en roman på 1000 sider er en protest mod tidsånden, mod hastighed, overflade og realisme. (Hans Mortensen: Mursten om bro-sten. Weekendavisen, 2025-05-09).