Johan Harstad

Johan Harstad er født i 1979 og er vokset op i boligkvarteret Forus i den vestnorske by Stavanger, der også spiller en central rolle i flere af hans værker.

Som 10-årig gjorde han de første frivillige forsøg på at skrive, og i 14-års alderen blev det mere seriøst. På den tid var han overbevist om, at han skulle være fattig digter, men den opfattelse reviderede han som 18-årig: ”Jeg indså, at de digte jeg ville skrive, allerede var skrevet i forvejen. De digtere jeg læste kunne jeg ikke konkurrere med. Næsten ved et tilfælde blev mine tekster længere og længere, og det blev klart for mig, at mit hjerte bankede for prosaen.” (Johan Harstad interview: Fiction is Closer to the Truth. Louisiana Channel, 2019-07-31. Egen oversættelse).

Harstad studerede mediefag og litteraturvidenskab på Trondheim Universitet, og debuterede som 22-årig med kortprosasamlingen ”Herfra blir du bare eldre” i 2001. Siden har han udgivet romaner, noveller og skuespil og var i 2009 ansat som den første faste husdramatiker på Nationaltheateret i Oslo. Han fortæller i en podcast fra Politikens Forlag, at mange af de skuespil, han har indset aldrig at ville få tid til at skrive, indgår i komprimeret form i ”Max, Mischa og Tet-offensiven” som de skuespil, hovedpersonen Max Hansen sætter op.

Udover at skrive skønlitterære tekster har Harstad gennem mange år arbejdet som selvlært grafisk designer og har siden debuten selv lavet omslag til sine bøger. Det visuelle og det tekstmæssige arbejde hænger tæt sammen for Harstad, der blandt andet har produceret pladecovere for det norske heavyband Motorpsycho, sangeren Thomas Dybdahl m.fl.

I et interview fortæller Johan Harstad om det omfattende arbejde med ”Max, Mischa og Tet-offensiven”, at det flyttede sig fra kun at være skrivning til også at indbefatte billedkunstnerisk arbejde. For at kunne beskrive billedkunstneren Mischa Greys værker præcist fremstillede Harstad selv hendes centrale værker digitalt, og i forbindelse med den norske udgivelse af ”Max, Mischa og Tet-offensiven” udkom en boksudgave i 200 eksemplarer med Mischa Greys retrospektive kunstkatalog samt en samling kunst/film/teaterplakater, alt designet af Harstad selv under navnet Lacktr.

Processen med at lave bogomslag er for Harstad en integreret del af arbejdet med bogen. I en artikel på Literary Hub fortæller Harstad, at han på den måde får en ide om, hvad bogen handler om, og at han bruger det visuelle arbejde til at tænke uden at skulle bruge ord. Til omslaget på ”Max, Mischa og Tet-offensiven” havde han lavet mere end 100 udkast i løbet af den seksårige periode fra 2009 til 2015, hvor han skrev bogen.

Johan Harstad har modtaget en lang række priser for sine bøger, der er oversat til utallige sprog. Han er bosat i Oslo.

Ingmar, Peter, Jonatan og Ebba er unge sammen i 1990’ernes Stavanger med alle de følelser og fremtidsdrømme, der rumsterer i 15-årige kroppe, der stadig er fysisk til stede hjemme hos mor og far, men mentalt på vej ud i den store verden. Dette firkløver er det centrale karaktergalleri i Johan Harstads murstensroman ”Under brosteinen, stranden!” fra 2024 (”Under brostenene, stranden!”, 2025), men herfra udvikler teksten sig nærmest eksplosivt i udfoldede fortællinger om et hav af personer, der alle har – minimum en perifer – tilknytning til Stavanger og romanens måske egentlige hovedperson: en brostenslignende sten, som ved berøring får en til at gennemleve et helt liv på syv minutter. Det er selvsagt en voldsom oplevelse, og flere karakterer må enten lade livet eller lade sig indlægge på psykiatrisk hospital efter mødet med stenen.

140749605

Lige som ”Max, Mischa og Tet-offensiven” var en bog om lidt af det hele, kommer også ”Under brostenene, stranden!” vidt omkring i sine ekstremt detaljerede gennemgange af så forskellige emner som logistikken omkring losning af containerskibe, forskellen på fusion og fission inden for atomenergi, (u)ironisk kærlighed til nummeret ”The Final Countdown”, spionliv under Den Kolde Krig, klimaterrorisme i Ruslands øde egne, Minecraftserveren 2b2t og ikke mindst det ensformige liv som udsendt meteorolog på vulkanøen Tristan de Cunha i 1950’erne. Men tydeligst står skildringerne af relationer mellem venner, mellem familie og mellem kærester. Og af forholdet de unge mennesker har til sig selv i teenageårenes usikre, formative tid. Fortællemæssigt skiftes der mellem 1. og 3. person, mellem alenlange fortællende sætninger, kancellisprog og køligt noterende kommentarer: ”Det var sådan den sommer sluttede, etc.” (s. 851).

Som portræt af Stavanger og forstadens forudsigelighed, som erindring om barndommens altfortærende kedsomhed og venten og som prisme for de bittesmå detaljer, der kendetegner en opvækst, rummer romanen altså både de allerstørste og de mindste perspektiver. Selv siger Harstad, at det at skrive en roman på 1000 sider er en protest mod tidsånden, mod hastighed, overflade og realisme. (Hans Mortensen: Mursten om bro-sten. Weekendavisen, 2025-05-09).