johan harstad
Foto: Håkon Mosvold Larsen / NTB / Ritzau Scanpix

Johan Harstad

cand.mag. Anne Vindum, Bureauet, september 2019.
Top image group
johan harstad
Foto: Håkon Mosvold Larsen / NTB / Ritzau Scanpix

Videoklip

Indledning

Hjemløshed og kunst. Rumfart, regn på Færøerne og afsked med Stavanger. Norske Johan Harstad spænder buen hårdt i sine værker, og den over 1000 sider lange ”Max, Mischa og Tet-offensiven” (2018) er på sin vis en roman om alt. Med en udtalt optagethed af Vietnam-krigen og et halvt århundredes kulturhistorie har han skrevet en forførende og melankolsk fortælling om at forlade sin hjemstavn og om at finde hjem.

54881576

Blå bog

Født: 10. februar 1979, Stavanger, Norge.

Uddannelse: Mediefag og litteraturvidenskab, Trondheim Universitet.

Debut: Herfra blir du bare eldre. 2001. Kortprosa.

Litteraturpriser: Årets Stavangerkunstner, 2003. Bjørnson-stipendet, 2003. Den norske leserprisen, 2004. Ungdommens kritikerpris, 2007. Brageprisen, 2008. Wesselprisen, 2010. Ibsenprisen, 2014. Sultprisen, 2017. Europese Literatuurprijs, Holland, 2018. Aschehoug-prisen, 2019.

Seneste udgivelse: Max, Mischa og Tet-offensiven. C&K, 2018. Oversat af Lea Carlsen Ejsing og Nete Harsberg. (Max, Mischa og Tet-offensiven, 2015).

Inspiration: Maleren Mark Rothko. David Foster Wallace.

 

Louisiana Channel, juli 2019.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Det er det sidste, jeg kan lære jer: fagets ensomhed. Og at I aldrig vil overleve, hvis I sætter jeres lid til publikums bifald eller antallet af solgte billetter, og hvor fyldt salen er, eller hvem der skriver, hvor gode I er, eller ikke skriver det. Man bliver kun gammel i denne branche, hvis man udvikler respekt for faget i sig selv. Teatret.”


”Max, Mischa og Tet-offensiven”, s. 505.

Johan Harstad er født i 1979 og er vokset op i boligkvarteret Forus i den vestnorske by Stavanger, der også spiller en central rolle i flere af hans værker.

Som 10-årig gjorde han de første frivillige forsøg på at skrive, og i 14-års alderen blev det mere seriøst. På den tid var han overbevist om, at han skulle være fattig digter, men den opfattelse reviderede han som 18-årig: ”Jeg indså, at de digte jeg ville skrive, allerede var skrevet i forvejen. De digtere jeg læste kunne jeg ikke konkurrere med. Næsten ved et tilfælde blev mine tekster længere og længere, og det blev klart for mig, at mit hjerte bankede for prosaen.” (Johan Harstad interview: Fiction is Closer to the Truth. Louisiana Channel, 2019-07-31. Egen oversættelse).

Harstad studerede mediefag og litteraturvidenskab på Trondheim Universitet, og debuterede som 22-årig med kortprosasamlingen ”Herfra blir du bare eldre” i 2001. Siden har han udgivet romaner, noveller og skuespil og var i 2009 ansat som den første faste husdramatiker på Nationaltheateret i Oslo. Han fortæller i en podcast fra Politikens Forlag, at mange af de skuespil, han har indset aldrig at ville få tid til at skrive, indgår i komprimeret form i ”Max, Mischa og Tet-offensiven” som de skuespil, hovedpersonen Max Hansen sætter op.

Udover at skrive skønlitterære tekster har Harstad gennem mange år arbejdet som selvlært grafisk designer og har siden debuten selv lavet omslag til sine bøger. Det visuelle og det tekstmæssige arbejde hænger tæt sammen for Harstad, der blandt andet har produceret pladecovere for det norske heavyband Motorpsycho, sangeren Thomas Dybdahl m.fl.

I et interview fortæller Johan Harstad om det omfattende arbejde med ”Max, Mischa og Tet-offensiven”, at det flyttede sig fra kun at være skrivning til også at indbefatte billedkunstnerisk arbejde. For at kunne beskrive billedkunstneren Mischa Greys værker præcist fremstillede Harstad selv hendes centrale værker digitalt, og i forbindelse med den norske udgivelse af ”Max, Mischa og Tet-offensiven” udkom en boksudgave i 200 eksemplarer med Mischa Greys retrospektive kunstkatalog samt en samling kunst/film/teaterplakater, alt designet af Harstad selv under navnet Lacktr. Katalog og kunstsamling kan ses på issuu.com/lacktr. Da hans tyske forlag foreslog ham at trykke de digitale værker, producerede han en række silketryk, der i dag er til salg gennem et galleri i Oslo.

Processen med at lave bogomslag er for Harstad en integreret del af arbejdet med bogen. I en artikel på Literary Hub fortæller Harstad, at han på den måde får en ide om, hvad bogen handler om, og at han bruger det visuelle arbejde til at tænke uden at skulle bruge ord. Til omslaget på ”Max, Mischa og Tet-offensiven” havde han lavet mere end 100 udkast i løbet af den seksårige periode fra 2009 til 2015, hvor han skrev bogen. Når omslagene ændrede sig, ændrede titlen sig også, fra ”Cleveland”, ”Hansen”, tilbage til ”Max, Mischa og Tet-offensiven”, til ”Rothko Dage”, som den hed i næsten et år, og tilbage til den endelige titel: ”Når jeg kigger på dem nu, er det som at læse en dagbog fra skriveprocessen. Jeg kan se hvordan og hvornår jeg kæmpede med at få en ide om, hvad romanen blev til. (…) Disse visuelle gentagelser hjalp mig med at flytte projektet fremad, en solid ramme, der gav mig frihed til at udforske ideer i skrivningen.” (Johan Harstad: How Designing Covers for My Books Helps Me Write Them. Literary Hub, 2018-04-25. Egen oversættelse).

Johan Harstad har modtaget en lang række priser for sine bøger, der er oversat til utallige sprog. Han er bosat og arbejder i Oslo.

Buzz Aldrin, hvor blev du af?

”Jeg prøver at opspore det øjeblik, hvor Buzz Aldrin endelig trækker sig selv op ved hårrødderne, tør tænke tanken til ende:
Det kræver enorm viljestyrke, held og dygtighed at blive den første.
Men det kræver et kæmpestort hjerte at være nummer to.”

”Buzz Aldrin, hvor blev du af?”, s. 494.

Johan Harstad romandebuterede i 2005 med ”Buzz Aldrin, hvor ble det av deg i alt mylderet?” (”Buzz Aldrin, hvor blev du af?”, 2009). Fortælleren Mattias arbejder i et gartneri og bor i Stavanger sammen med Helle, som han har været kærester med i en årrække. Han holder af sit stille liv. Da Helle går fra ham samtidig med, at han bliver fyret fra gartneriet, siger han ja til sin ven Jørns forslag om at tage med til Færøerne. Jørns band Perkleiva har brug for en lydmand, og Mattias vil bare væk fra det hele.

På Færøerne vågner han midt på en vej, gennemblødt og uden erindring om, hvordan han er havnet lige der. Den forbipasserende Havstein tager ham med til den affolkede landsby Gjógv, hvor han driver et bosted for tidligere psykiatriske patienter. Mattias kommer langsomt til hægterne i selskab med Anna, Ennen, Palli og Havstein i rolige omgivelser med havudsigt og rutinepræget fremstilling af håndlavede får i træ og uld til turisterne. Her har han tid til at tænke på årene med Helle, forestillingerne om livet og på Buzz Aldrin, der var anden mand på månen. Det er altid mest heroisk at være nummer 1, men Mattias vil også helst være nummer to, bare et af tandhjulene. Men han bliver opdaget. Af smukke Ennen, af femårige Sófus og af sig selv, da han indser, at han er ved at blive elsket.

27046460

Der er ikke noget at vende hjem til i Stavanger, så han bliver på Færøerne og får job som gartner og træplanter. Sammen med detaljerede beskrivelser af den grønne, grå og altid regnvåde færøske natur bliver ”Buzz Aldrin, hvor blev du af” en kortlægning af en overset øgruppe og en mand, der hårdnakket prøver at forblive usynlig. Psykisk sygdom er skildret uden dom eller drama, og karaktererne er først og fremmest mennesker.

Bogens fire kapitler er navngivet efter det svenske popband Cardigans’ første plader, og netop overgivelsen til musik og sang er et genkommende motiv. Mattias synger lige så vidunderligt som sjældent, og hver gang afstedkommer det dramatiske ændringer i hans liv. En færøsk kvinde siger til ham: “Men du må aldrig holde op med at synge, Mattias. Alle der kan synge, bør synge. Ellers går det ikke.” (s. 447). Man må tage sin del i livet. Også selvom det ikke er forrest på scenen.

Romanen er blevet filmatiseret som tv-serie på norsk tv i 2011, og en teaterversion er sat op i en række europæiske lande.

Darlah

”Caitlin løsnede sine sikkerhedsseler og vendte sig mod Mia, Midori og Antoine. Hun fiskede en kuglepen op af lommen på siden af stolen og holdt den op foran dem. Så slap hun. Og kuglepennen svævede stille, vægtløst væk fra hende. Mia løftede sin højre arm og gav pennen et forsigtigt skub og så, at den tumlede hen mod Midori.
De befandt sig i verdensrummet”.


”Darlah”, s. 152-53.

Den regulære gyser ”Månebase Darlah – 172 timer på månen” (”Darlah – 172 timer på månen”, 2016) udkom i 2008. Her tager Johan Harstad læseren med på rumrejse, nærmere bestemt til månen, og han vender på den måde tilbage til Buzz Aldrin, der også spiller en rolle i denne roman.

Den amerikanske rumfartsorganisation NASA planlægger en ekspedition til månen, og for at få penge og opmærksomhed til projektet udskriver de en konkurrence, hvor teenagere fra hele verden kan ansøge om at blive en af de tre heldige unge, der skal med astronauterne til månen.

I Stavanger bor Mia, der er forsanger i et band og drømmer om at slå igennem. I Tokyo bor Midori, der kun føler et fællesskab sammen med andre unge, der bryder normerne med deres påklædning. Hun drømmer om at slippe væk fra sine bekymrede forældre. I Paris bor Antoine, som er blevet droppet af sit livs kærlighed og kun tænker på at komme væk fra sit sørgelige liv. De tre bliver udtrukket og mødes første gang hos NASA i USA. Inden de er kommet ud i rummet, har de alle haft en uhyggelig fornemmelse af, at noget ikke er, som det burde være.

52376572

Allerede efter få timer på månebasen Darlah 2 går strømmen, og en række uforklarlige hændelser fører til de første dødsfald. Én efter én dør astronauterne, og de overlevende opdager, at de har dobbeltgængere på månen, som har til hensigt at slå dem ihjel.

Romanen er en dramatisk sci-fi-fortælling med detaljerede gennemgange af rumudstyr, tegninger over månebasen og en naturlighed i omtalen af livet på månen. Hele tiden lurer det ukendte, og spændingen stiger støt. Der er indlagt referencer til tidligere værker inden for genren, og bagerst i bogen skriver Johan Harstad, at romanen ”er en slags hilsen til genrefilm og bøger, jeg voksede op med” (s. 316); Alien, Solaris, The Abyss, Twin Peaks og mange flere.

Oprindeligt var romanen en bestillingsopgave fra Stavanger, da byen i 2008 var europæisk kulturhovedstad. Den blev skrevet til unge og uddelt til 5000 9. klasseelever. På dansk er ”Darlah” udgivet som en voksenbog, og den kan læses af alle med sit ukomplicerede sprog og forklarende introduktioner. Bogen fik Brageprisen og blev i 2014 kåret til tidernes bedste norske ungdomsroman af Dagbladet og ubok.no.

Max, Mischa og Tet-offensiven

”Det er min far, der lærer mig ordene imperialisme og kolonialisme. Og kommunisme. Og Tet-offensiven. Det er ham, der fortæller om Vietnam, ikke fordi han vil, men fordi jeg ikke holder op med at plage, efter jeg har halet den første uhyrlighed ud af ham. Han forklarer om napalm og noget, der hedder tæppebombning, og det ligner ikke nogen af de historier, jeg før har hørt om krigen.”

”Max, Mischa og Tet-offensiven”, s. 66.

I 2015 udgav Johan Harstad ”Max, Mischa og Tet-offensiven” (”Max, Mischa og Tet-offensiven”, 2018), der har teaterinstruktøren Max Hansen som fortæller. Han er 35 år gammel og indleder den over 1000 sider lange roman fra et hotelværelse i Minneapolis, hvor han er på turne med sin måske sidste opsætning. Han vil fortælle om sit liv: om opvæksten i Stavanger, den ufrivillige flytning til New York, da han var teenager, om ungdomsårene i forstaden Garden City og de skæbnesvangre møder med bedstevennen Mordecai og kæresten Mischa, om årene i New York City og ikke mindst om sin mor og far.

Iblandet Max’ kronologisk fremadskridende historie er der kapitler om Owen Larsen, der engang hed Ove Hansen og boede i Stavanger som storebror til Max’ far. Han flyttede frivilligt til New York for at komme tættere på jazzen, var i Vietnam under amerikansk flag og skiftede statsborgerskab. Med tiden flettes de to historier sammen, da Max og Mischa flytter ind hos Owen i hans gigantiske lejlighed på Manhattan.

Norge spiller en rolle som det land, Max og Owen er flyttet fra, og som ingen af dem er vendt tilbage til. Hvornår holdt de op med at være nordmænd, og er de blevet amerikanere i stedet? Hjemstavn, identitet og tilhørsforhold optager særligt Max, der må konkludere, at USA ”er et land for de hjemløse” (s. 16).

54881576

Med kunstnerisk praksis som levevej for de fleste karakterer – Max er teaterinstruktør, Mordecai skuespiller, Mischa kunstmaler og Owen pianist – opererer romanen inden for et udpræget kunstnerisk felt med omfattende henvisninger til musik, teater, film og billedkunst i teori og praksis.

I Max’ barndom og ungdom er hans flyvende pilotfar ofte væk, så han og hans mor Beate er grundstenen i den lille familie, både i Stavanger og på Long Island. De to har et særligt forhold, og skildringen af den relation er nænsom og rørende. I det hele taget er relationer væsentlige i romanen; mellem venner, kærester og forældre. Samtidig minder romanen om, at så forskellige udefrakommende hændelser som 11. september, Vietnamkrigen, orkanen Sandy og by- og samfundsudvikling i såvel Stavanger som New York har kæmpe indflydelse på den enkeltes lille liv.

Det er på mange måder en roman om alt; et gigantisk, lystfuldt og melankolsk opus om at være menneske og finde hjem i kunsten, akkurat som læseren for en god stund kan indtage denne bog som et midlertidigt hjem.

Genrer og tematikker

Gennem sit lange forfatterskab har Johan Harstad udgivet bøger inden for en lang række genrer, og han er tilsyneladende lige hjemmevant i kortprosa, ungdomsgyser, dramatik og store romaner. På tværs af værkerne er der en genkommende glæde ved at være den ukendte nummer to: Mattias i ”Buzz Aldrin, hvor blev du af?” elsker sit anonyme liv som gartner og er optaget af Buzz Aldrin, der var den oversete anden mand på månen. Owen Larsen i ”Max, Mischa og Tet-offensiven” elsker sit liv som studiemusiker. Han spiller på de bedste flygler i de bedste studier og er lykkeligt fri for at blive hverken berømt eller bedømt.

Et andet særkende er spørgsmålet om, hvor man føler sig hjemme. I ”Max, Mischa og Tet-offensiven” oplever alle karaktererne at være hjemløse af den ene eller den anden grund, som et grundvilkår i deres amerikanske liv. Harstads hjemby Stavanger er i forfatterskabet primært et sted, man flytter fra. Han fortæller i et interview, at han på et tidspunkt opdagede, at den by, han voksede op i, var i færd med at forsvinde for ham, så for at fastholde byen, som den var, måtte han skrive om den i ”Max, Mischa og Tet-offensiven”: Jeg oplevede et stort savn efter Stavanger, efter jeg havde boet andre steder i 20 år. Men jeg indså, at det var for sent at tage tilbage. Det var ikke længere mit hjem, det var bare Stavanger. En del af romanprojektet for mig var nok også at skrive mig frem til en følelse af katarsis for at lukke det kapitel, men kunst kan ikke lukke noget. Kunst åbner alting. Og man slæber derfor stadig sin historie med sig, selvom man bruger 1000 sider til at slippe af med den.” (Daniel Øhrstrøm: Skrivning rummer et element af utroskab. Kristeligt Dagblad, 2018-11-24).

I det hele taget er der mange flytninger og afskeder i forfatterskabet. Rum og huse står tomme og efterladte. I stedet bliver kunsten et hjem og et sted, man kan flytte ind i. Det er også den centrale tanke bag ”Max, Mischa og Tet-offensiven”, fortæller Johan Harstad i et interview med Bogmagasinet: ”Ideen om kunsten som sted og det at kunne lade sig omringe af værket, som Mark Rothko var optaget af i sine store farveflademalerier, blev centralt for mig. Rothko ville have, at man betragtede maleriet fra kun 50 cm afstand i stedet for at stå langt væk, netop for at kunne være i værket og lidt miste overblikket. Den mulighed findes også i en voluminøs tekst. I lang tid var arbejdstitlen ”Rothkodage”, før den fik sin oprindelige titel tilbage. Jeg håber, at man kan bo i denne bog. Størrelsen gør det muligt at undersøge en række temaer og ikke bare fortælle en historie.” (Anne Vindum: ”Jeg håber, man kan bo i denne bog.” Bogmagasinet Jysk Fynske Medier, 2019-05-09).

Generelt er der utallige referencer til kunst, kultur, historie, musik osv. i Harstads forfatterskab, og internt mellem værkerne er der også mange elementer, der gentages eller udvikles. Man kan ikke anskue Harstads bøger uden at lægge mærke til størrelsen på dem. De er gigantiske, særligt ”Max, Mischa og Tet-offensiven”. Om den roman og det store romanformats muligheder siger Harstad selv, at længden ikke var en del af planen, men et resultat af processen. ”Da jeg accepterede, at romanen ville blive så lang – og at den gør sit bedste for aldrig at blive FOR lang – opstod der en slags intimitet. Bogen blev næsten et fysisk sted for forfatter og læser, et Hjem man kunne bosætte sig i for en tid.” (Anne Vindum: ”Jeg håber, man kan bo i denne bog.” Bogmagasinet Jysk Fynske Medier, 2019-05-09).

Beslægtede forfatterskaber

En anden norsk forfatter, der skriver lange og omfangsrige romaner, er Lars Saabye Christensen. Han udfolder generationsfortællinger og relationer på tværs af skel som kultur, nationalitet og alder. Særligt skildringen af mor-søn forholdet, som det ser ud i ”Blink” (2013), minder om det kærlige forhold, der tegnes op af Max og hans mor Beate i ”Max, Mischa og Tet-offensiven”; tosomheden, ømheden og den gensidige forståelse og respekt. I ”Blink” har teenageren Chris og hans mor en varm, lang sommer sammen i deres sommerhus på Nesodden i Oslofjorden. Chris indleder et venskab med den lidt særlige nabo Iver Malt, forelsker sig i den smukke Heidi og længes i det uendelige efter sin arkitektfar, der ikke kan blive færdig på arbejde inde i Oslo. Han er optaget af månelandingen og af det digt, der ikke vil ud af skrivemaskinen. Begge skildringer har præcise blik for ungdommens tvivl og voldsomme følelser og næsten maniske optagethed af heroiske bedrifter. Chris flytter siden til USA og skriver romanens sidste del derfra.

Danske Klaus Høeck har i flere af sine digtsamlinger målrettet forsøgt at inkorporere alt i teksterne, for eksempel i ”Hjem” fra 1985; fra det mest banale til det mest højtidelige, fra de mindste hverdagslige gøremål til universet, døden og kærligheden. Denne insisteren på, at en bog kan rumme et helt liv, et helt hjem, en hel verden, minder på sin vis om Harstad.

I forbindelse med, at ”Darlah” blev kåret til den bedste norske ungdomsroman, fortalte Harstad, at skrækgenren faldt ham naturligt, da det var den genre, han selv holdt mest af som ung: ”Jeg var meget glad for Michael Crichtons thriller ”Sphere” og læste mange Stephen King-romaner og andre gysere. Og så så jeg mange film, som jeg ikke burde have set, med hånden på stopknappen, hvis der skulle komme voksne ind. Jeg så ”Ondskabens hotel” som 11-årig, og ”Excorcisten”, ”Invasion of the body snatchers” og ”Alien”-filmene, som har været helt afgørende for ”Darlah”. (Marie L. Kleve: Skrekk-roman kåret til tidenes beste ungdomsbok. Dagbladet, 2014-11-24. Egen oversættelse).

Harstad nævner også selv den amerikanske forfatter David Foster Wallace som en inspirationskilde: ”Jeg fandt inspiration hos David Foster Wallace, og ikke fordi han også skrev en bog på mere end 1.000 sider (Infinite Jest, red.). Men han vovede at søge dybt i stoffet og tage sig nogle afstikkere undervejs. Fra ham fik jeg energien og modet til hele tiden at forsøge at gøre det bedre.” (Tonny Vorm: Det politiske klima i Norge er ikke meget bedre end i USA. Information, 2018-09-21).

Bibliografi

Romaner

Harstad, Johan: Buzz Aldrin, hvor blev du af? Batzer & Co., 2007. Oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer. (Buzz Aldrin, hvor ble det av deg i alt mylderet? Norsk Gyldendal, 2005).
Harstad, Johan: Hässelby. Norsk Gyldendal, 2007.
Harstad, Johan: Darlah. Klim, 2016. Oversat af Anne Iversen. (Darlah. Cappelen Damm Forlag, 2008).
Harstad, Johan: Ferskenen. Norsk Gyldendal, 2018.
Harstad, Johan: Max, Mischa og Tet-offensiven. C&K, 2018. Oversat af Lea Carlsen Ejsing og Nete Harsberg. (Max, Mischa og Tet-offensiven. Norsk Gyldendal, 2015).
Harstad, Johan: Washingtin. 2007.
Harstad, Johan: Washingtin. 2007.
Harstad, Johan: Krasnoyarsk. 2008.
Harstad, Johan: Brødmannens memoarer del 1: Akapulco. 2007.
Harstad, Johan: Brødmannens memoarer del 2: Ellis Island. 2009.
Harstad, Johan: Bsider. 2008. Dramatik/prosa.
Harstad, Johan: Brødmannens memoarer del 3: Matterhorn. 2010.
Harstad, Johan: Osv. 2010.

Noveller og kortprosa

Harstad, Johan: Herfra blir du bare eldre. 2001. Kortprosa.
Harstad, Johan: Ambulanse. 2002. Noveller.
Harstad, Johan: Manifest for folk flest. Flamme Forlag, 2013. Prosa.

Faglitteratur

Harstad, Johan: Blissard – en bok om Motorpsycho. Falck Forlag, 2012. Monografi.
LACKTR, 2017-05-18. Udstillingskatalog for retrospektiv Mischa Grey udstilling.
LACKTR, 2017-05-18. Plakater for Mischa Greys udstillinger, Max Hansens teateropsætninger, Owen Larsens plader mm.

Om forfatterskabet

Instagram: @lacktr
Simonsen, Kim: Manden der ville være ukendt. Reception, Nr. 61 (2006).
Skotte, Kim: Romanen der er lige præcis for lang nok. Politiken, 2008-06-17.
Tschemerinsky, Kathrine: På sporet af den tabte tid. Weekendavisen, 2018-11-23.
Andersen, Carsten: ”Min roman skulle være præcis det modsatte af Knausgårds”. Politiken, 2018-12-08.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Johan Harstad

Kilder citeret i portrættet

Øhrstrøm, Daniel: Skrivning rummer et element af utroskab
Kristeligt Dagblad, 2018-11-24.
Vorm, Tonny: Det politiske klima i Norge er ikke meget bedre end i USA
Information, 2018-12-21.
Vindum, Anne: ”Jeg håber, man kan bo i denne bog”
Bogmagasinet Jysk Fynske Medier, 2019-05-09.