Genrer og tematikker

Alene-mennesket er sammen med naturen den altoverskyggende hovedperson i Rakel Haslund-Gjerrilds forfatterskab. Hendes skønlitterære bøger vrimler med de mennesker, der står uden for – eller lige på kanten af – samfundet, men i stedet for at skildre de skæbner på en socialrealistisk og nøgtern facon, så vælger hun ofte gruen og det poetiske. ”Jeg interesserer mig for de mennesker, der ikke lever op til et eller andet normalitetsbegreb (…). Der er nogle særlige excentriske og sælsomme typer, der nok især lever på øerne og i civilisationens udkant,” har hun udtalt i et interview (Anna Raaby Ravn: ’At skrive er at gøre angsten håndgribelig’. Information, 2016-06-25).

Ofte er det ensomhedens væsen, der er genstand for en næsten litterær undersøgelse, men de ensomme skæbner udstiller eller ynkes ikke. I ”Øer” finder en ensom mand eksempelvis en besynderlig ro og mening i at hænge en tørresnor op, mens den navnløse fortæller i ”Alle himlens fugle” opbygger en skrøbelig forbindelse til en kragefugl, hun følger efter. Forbindelsen til dyret og naturen giver fortælleren mening og retning, selvom hendes rejse ud i den postapokalyptiske verden er retningsløs. Hun er det sidste menneske tilbage, men længes så meget efter en flok, at da hun på et tidspunkt hører en flok gæs skræppe, så tænker hun, at de nok siger ’vi, vi, vi’. ”At være eneboer og vælge at leve på kanten af det, samfundet definerer som ’normalt’ er på ingen måde ensbetydende med, at man ikke har mening eller værdi i sit liv. Ligesom tro og religion ikke er en antitese til det uddannede og kritisk tænkende”, har hun udtalt. (Anna Raaby Ravn: At skrive er at gøre angsten håndgribelig. Information, 2016-06-25).

Rakel Haslund-Gjerrilds bøger er samtidig båret af en stærk sproglig sans. Sproget, dets tone og stemning, der er med til at definere hvert menneske som sit eget, veksler alt efter, hvilken fortæller, Rakel Haslund-Gjerrild opererer med, og sprogets evne til at benævne og definere den verden, vi omgiver os med, er en klar gennemgående tråd i forfatterskabet. På den måde ligner især ”Alle himlens fugle” et langdigt, der undersøger og dykker ned i sprogets afgrænsninger. Samtidig har romanen en poetisk tone med ord som sølvsten og regnhinde, og fortællerens optagethed af naturen, fuglene og havet bærer mange metaforer og billeder med sig.

Det poetiske islæt ses også i romanens allegoriske memento mori-tema. Memento mori betyder ’husk, du skal dø’ og er bl.a. brugt i billedkunstens og i kirkelige sammenhænge med f.eks. knogler og kranier i udsmykningen. Ordene skal fungere som en påmindelse om at sætte pris på livet – også selvom det er under pres. Det pressede liv, de svære betingelser for fiskerne og menneskets overlevelse placerer en stor del af Rakel Haslund-Gjerrilds bøger i genren klimafiktion. Det er imidlertid ikke en politiseret, vred klimafiktion, men en poetisk og kærlighedsfyldt klimafiktion, og forfatteren bruger eventyrelementer som fabler og myter til at skabe en næsten magisk stemning i ”Alle himlens fugle”. Her opløses pigen som menneske og indgår i et fællesskab af fugle.