Det er svært at tænke Poul Henningsen uden også at lade sine tanker glide over på begrebet kulturradikalisme. Fra oplysningstiden og frem til Det moderne gennembrud med Georg Brandes skrev PH sig ind i en lang række af tænkere, der nægtede at lade deres tanker styre af statssystemer eller etableret ånd. Kulturradikalismen forbindes i dag uvilkårligt med Politiken, solidt nordisk design i stuen og progressive holdninger til både det nationale og seksualiteten. Den sammenkædning har PH en stor del af æren for, men han opererede aldrig i et vakuum, aldrig som et fjernt fyrtårn i horisonten.
Som en del af en bredere bølge af frisindet tænkning skrev PH sammen med en lang række udøvende kunstnere, såsom Kjeld Abell og Otto Gelsted. Gelsted var en del af kredsen omkring PH’s tidsskrift Kritisk Revy i midten af 1920’erne, mens Kjeld Abell med sine teaterstykker og revyer (flere i samarbejde med PH, bl.a. ”Dyveke”, 1940) også anslår utraditionelle og moderne strenge i det danske kulturlandskab i mellemkrigstiden.
Efter 2. Verdenskrig gribes den kulturradikale arv fra PH især af de to forfattere Leif Panduro og Klaus Rifbjerg. Med sine tv-spil og romanerne ”Rend mig i traditionerne”, 1958, og ”De uanstændige”, 1960, spidder Panduro den samme form for stive borgerlige moral og seksuelle hykleri, som også PH havde sat sig for at bryde ned. Men Rifbjerg var måske den forfatter, der med størst gennemslagskraft har formået at udnytte det meget PH’ske våben, provokationen, på tværs af en lang række platforme. Som romanforfatter, essayist, kritiker, redaktør osv. sloges Rifbjerg videre med borgerlig bornerthed, god moral og dårlig smag langt ind i det nye årtusinde.
Retter vi blikket ud i verden, er det oplagt at se PH som dansk eksponent for den intellektuelle tradition, der især har været Frankrigs adelsmærke siden Émile Zola forsvarede den jødiske kaptajn Alfred Dreyfus i 1898 med det hidsige og hårdtslående partsindlæg ”J’accuse” (da. ”Jeg anklager”), efter at kaptajn Dreyfus var blevet udsat for et åbenlyst justitsmord med politiske og antisemitiske motiver. Det er en tradition, hvor kulturmennesket ikke nøjes med at producere for sig selv og en udvalgt skare af læsere, men blander sig aktivt og vedvarende i også den politiske debat.