poul henningsen
Foto: Per Pejstrup / Scanpix historical

Poul Henningsen

Artikel type
voksne
cand.mag. Troels Hughes Hansen, iBureauet/Dagbladet Information. 2017.
Top image group
poul henningsen
Foto: Per Pejstrup / Scanpix historical

Indledning

Selvom Poul Henningsen i dag måske er mest berømt for sine klassiske PH-lamper, der findes i et hav af danske hjem, havde han i en menneskealder også stor indflydelse på dansk åndsliv igennem sit forfatterskab. Henningsen gjorde sig gældende som en af mellemkrigstidens vigtigste intellektuelle med sine skrifter om kunst, rejser, kulturpolitik, arkitektur og belysning, der fra mellemkrigstiden og frem udkom i en lang række forskellige dagblade og tidsskrifter. Som skribent, tidsskriftsredaktør og revyforfatter var han hidsigt veloplagt, bidsk, progressiv og altid ude efter det bagstræberiske, bornerthed og den gode smag.

51959957

Blå bog

Født: 9. september 1894 i København.

Død: 31. januar 1967 i Hillerød.

Uddannelse: Murer. Samt forskellige kurser på Teknisk Skole og Polyteknisk Læreanstalt.

Debut: Hvad med kulturen? Mondes Forlag, 1933.

Seneste udgivelse: Gennem gyngende landskaber. Gyldendal, 2015.

Litterære forbilleder: Otto Gelsted, Anatole France.

 

 

 

 

 

 

 

Baggrund

En revolutionær kunstindustri må rumme forsøget på at forbedre vores brugsgenstande. En væsentlig side er den økonomiske: at bringe gode brugsting ud til de mange gennem lavere priser. Det drejer sig om det frugtbare møde mellem kunst og teknik, hvor jeg må ha lov at genta en gammel aforisme: kunstneren må aldrig glemme at han er tekniker, teknikeren aldrig at han er kunstner.

”Tanker omkring et skohorn” i "Gennem gyngende landskaber", s. 317.

Poul Henningsen blev født i København i 1894 som barn af Agnes Henningsen og Carl Ewald, og han skulle vise sig at have talenter på en lang række fagområder. Først stod han i lære som murer, og efter at have forsøgt sig med flere forskellige håndværk fik han plads på en tegnestue. Sideløbende begyndte han at skrive kunst- og arkitekturkritik for bl.a. Politiken.

Som designer kom det store gennembrud med de lamper, der i dag er blevet synonyme med Poul Henningsen, og som bærer hans initialer – PH. Ved Verdensudstillingen i Paris i 1925 opnåede hans PH-lampe guldmedalje og blev den guldgrube, der gjorde ham i stand til som økonomisk uafhængig at give sig hen til skrivemaskinen.

Midtpunktet for PH's skrifter er frisind og fremskridt – i kunsten såvel som i politik og i forhold til seksualitet og moral – og disse tanker er allerede til stede i hans første bog, det lille kampskrift ”Hvad med kulturen”, 1933, som han delvis skrev som en reaktion på den fremspirende nazisme i Europa. Hans stadige udfald mod det reaktionære i samtiden var bygget på en solid tro på det moderne som et demokratisk og frigørende projekt, forstærket af en angst for hyggenationalisme og manglende internationalt udsyn.

Netop det internationale udsyn fik PH ved at tage på en lang række bilture ned igennem Europa, hvor han sugede de fremmede indtryk til sig – arkitekturen, gastronomien og kunsten – for senere at skrive om det i klummer, rejseessays eller kommentarer i dagspressen.

Sideløbende med sit virke som lampedesigner og skribent skrev PH også en lang række revyer, bl.a. ”Dyveke” i 1940, hvor især visen ”Man binder os på mund og hånd” er et eksempel på et modstandsskrift mod besættelsesmagten, men som på grund af sin tvetydighed slap igennem censuren. Under besættelsen flygtede PH til Stockholm, men da han vendte hjem til Danmark efter krigen, fortsatte han, hvor han slap og skrev revyer, kronikker, artikler, redigerede tidsskrifter, fløj med drage og et hav af andre ting frem til sin død i 1967.

Hvad med kulturen?

Efter at have redigeret det kulturradikale tidsskrift ”Kritisk Revy” i et par år i slutningen af 1920’erne, udgav Poul Henningsen sin første bog ”Hvad med kulturen?” i 1933. Bog er måske så meget sagt: I virkeligheden er der nok snarere tale om en pamflet eller et langt debatindlæg, hvis man tager omfanget i betragtning – ca. 50 sider plus en masse billeder.

Men emnet var alvorligt nok. Årstallet 1933 ringer dystert: Det var året, hvor Adolf Hitler kom til magten i Tyskland. For en frisindet tænker som PH var det den foreløbige kulmination på den kulturelle formørkelse, som han havde anet i Europa, siden den verdensomspændende økonomiske krise tog rigtig fat i 1929. I Tyskland var krisen kraftigt medvirkende til nazismens opblomstring, og det var mere end noget andet denne ideologi, som ”Hvad med kulturen?” var vendt mod.

For PH var det åbenbart, at kulturen ikke bare er et ligegyldigt appendiks til den førte politik. God kunst var for ham fremadskuende i stedet for bagudskuende, og demokratisk i stedet for autoritær. Kunsten (den gode kunst, altså) er med PH’s egne ord ”en stræben efter at frigøre mennesket fra samfundets indsnævring og slaveri” (s. 8). Ud fra denne grundanskuelse opstillede PH i sin pamflet et gyldigt og moderne alternativ til den borgerlige og nationalromantiske forherligelse af fortiden, som han kunne spore i store dele af samtidskunsten.

Hvis de europæiske socialdemokratier ifølge PH skulle have en chance mod den gryende totalitarisme, var de nødt til også at føre aggressiv politik på kulturens område. Ifølge PH måtte den moderne kunst udnytte sit demokratiske potentiale – kunsten måtte være allemandseje og orientere sig mod det almindelige, daglige liv. Kunsten skulle med andre ord løsrives fra overklasse og kostbarhed. Den skulle forarge og pege fremad – aldrig blot blive et spejl for de tilfredse stemmer i samfundet.