poul henningsen
Foto: Per Pejstrup / Scanpix historical

Poul Henningsen

cand.mag. Troels Hughes Hansen, iBureauet/Dagbladet Information. 2017.
Top image group
poul henningsen
Foto: Per Pejstrup / Scanpix historical

Indledning

Selvom Poul Henningsen i dag måske er mest berømt for sine klassiske PH-lamper, der findes i et hav af danske hjem, havde han i en menneskealder også stor indflydelse på dansk åndsliv igennem sit forfatterskab. Henningsen gjorde sig gældende som en af mellemkrigstidens vigtigste intellektuelle med sine skrifter om kunst, rejser, kulturpolitik, arkitektur og belysning, der fra mellemkrigstiden og frem udkom i en lang række forskellige dagblade og tidsskrifter. Som skribent, tidsskriftsredaktør og revyforfatter var han hidsigt veloplagt, bidsk, progressiv og altid ude efter det bagstræberiske, bornerthed og den gode smag.

46543203

Blå bog

Født: 9. september 1894 i København.

Død: 31. januar 1967 i Hillerød.

Uddannelse: Murer. Samt forskellige kurser på Teknisk Skole og Polyteknisk Læreanstalt.

Debut: Hvad med kulturen? Mondes Forlag, 1933.

Seneste udgivelse: Om leg. Gyldendal, 2019.

Litterære forbilleder: Otto Gelsted, Anatole France.

Se også artiklen om Kulturradikalismen - dengang og nu på Faktalink.

 

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

En revolutionær kunstindustri må rumme forsøget på at forbedre vores brugsgenstande. En væsentlig side er den økonomiske: at bringe gode brugsting ud til de mange gennem lavere priser. Det drejer sig om det frugtbare møde mellem kunst og teknik, hvor jeg må ha lov at genta en gammel aforisme: kunstneren må aldrig glemme at han er tekniker, teknikeren aldrig at han er kunstner.

”Tanker omkring et skohorn” i "Gennem gyngende landskaber", s. 317.

Poul Henningsen blev født i København i 1894 som barn af Agnes Henningsen og Carl Ewald, og han skulle vise sig at have talenter på en lang række fagområder. Først stod han i lære som murer, og efter at have forsøgt sig med flere forskellige håndværk fik han plads på en tegnestue. Sideløbende begyndte han at skrive kunst- og arkitekturkritik for bl.a. Politiken.

Som designer kom det store gennembrud med de lamper, der i dag er blevet synonyme med Poul Henningsen, og som bærer hans initialer – PH. Ved Verdensudstillingen i Paris i 1925 opnåede hans PH-lampe guldmedalje og blev den guldgrube, der gjorde ham i stand til som økonomisk uafhængig at give sig hen til skrivemaskinen.

Midtpunktet for PH's skrifter er frisind og fremskridt – i kunsten såvel som i politik og i forhold til seksualitet og moral – og disse tanker er allerede til stede i hans første bog, det lille kampskrift ”Hvad med kulturen”, 1933, som han delvis skrev som en reaktion på den fremspirende nazisme i Europa. Hans stadige udfald mod det reaktionære i samtiden var bygget på en solid tro på det moderne som et demokratisk og frigørende projekt, forstærket af en angst for hyggenationalisme og manglende internationalt udsyn.

Netop det internationale udsyn fik PH ved at tage på en lang række bilture ned igennem Europa, hvor han sugede de fremmede indtryk til sig – arkitekturen, gastronomien og kunsten – for senere at skrive om det i klummer, rejseessays eller kommentarer i dagspressen.

Sideløbende med sit virke som lampedesigner og skribent skrev PH også en lang række revyer, bl.a. ”Dyveke” i 1940, hvor især visen ”Man binder os på mund og hånd” er et eksempel på et modstandsskrift mod besættelsesmagten, men som på grund af sin tvetydighed slap igennem censuren. Under besættelsen flygtede PH til Stockholm, men da han vendte hjem til Danmark efter krigen, fortsatte han, hvor han slap og skrev revyer, kronikker, artikler, redigerede tidsskrifter, fløj med drage og et hav af andre ting frem til sin død i 1967.

Hvad med kulturen?

Efter at have redigeret det kulturradikale tidsskrift ”Kritisk Revy” i et par år i slutningen af 1920’erne, udgav Poul Henningsen sin første bog ”Hvad med kulturen?” i 1933. Bog er måske så meget sagt: I virkeligheden er der nok snarere tale om en pamflet eller et langt debatindlæg, hvis man tager omfanget i betragtning – ca. 50 sider plus en masse billeder.

Men emnet var alvorligt nok. Årstallet 1933 ringer dystert: Det var året, hvor Adolf Hitler kom til magten i Tyskland. For en frisindet tænker som PH var det den foreløbige kulmination på den kulturelle formørkelse, som han havde anet i Europa, siden den verdensomspændende økonomiske krise tog rigtig fat i 1929. I Tyskland var krisen kraftigt medvirkende til nazismens opblomstring, og det var mere end noget andet denne ideologi, som ”Hvad med kulturen?” var vendt mod.

For PH var det åbenbart, at kulturen ikke bare er et ligegyldigt appendiks til den førte politik. God kunst var for ham fremadskuende i stedet for bagudskuende, og demokratisk i stedet for autoritær. Kunsten (den gode kunst, altså) er med PH’s egne ord ”en stræben efter at frigøre mennesket fra samfundets indsnævring og slaveri” (s. 8). Ud fra denne grundanskuelse opstillede PH i sin pamflet et gyldigt og moderne alternativ til den borgerlige og nationalromantiske forherligelse af fortiden, som han kunne spore i store dele af samtidskunsten.

Hvis de europæiske socialdemokratier ifølge PH skulle have en chance mod den gryende totalitarisme, var de nødt til også at føre aggressiv politik på kulturens område. Ifølge PH måtte den moderne kunst udnytte sit demokratiske potentiale – kunsten måtte være allemandseje og orientere sig mod det almindelige, daglige liv. Kunsten skulle med andre ord løsrives fra overklasse og kostbarhed. Den skulle forarge og pege fremad – aldrig blot blive et spejl for de tilfredse stemmer i samfundet.

Alvorlig sjov

Man binder os på mund og hånd,
men man kan ikke binde ånd,
og ingen er fangne, når tanken er fri.
Vi har en indre fæstning her,
som styrkes i sit eget værd,
når bare vi kæmper, for det vi kan li.
Den som holder sjælen rank, kan aldrig blie træl.
Ingen kan regere det, som vi bestemmer selv.
Det sværger vi med hånd og mund
i mørket før en morgenstund,
at drømmen om frihed
blir aldrig forbi.

”Man binder os på mund og hånd” i ”Alvorlig sjov”, s. 43.

En væsentlig del af Poul Henningsens produktion bestod af viser til en lang række revyer fra 1930’erne og fremefter. De blev til i samarbejde med en lang række kunstnere, bl.a. Kjell Abel, Otto Gelsted og Kai Normann Andersen, men mest nævneværdigt måske Liva Weel. Liva Weel var for Poul Henningsen revysangerindens arketype, og de to fejrede store triumfer sammen bl.a. på det navnkundige Frederiksberg-teater Riddersalen. En del af de mest berømte vers er samlet i bogen ”Alvorlig sjov” fra 1953, hvor PH selv kommenterer historien bag versene og til tider også modtagelsen i offentligheden.

Revyerne er interessante af flere årsager. Først og fremmest betoner de, hvor musikalsk en prosaist, Poul Henningsen var. Viserne er skrevet på vers og rim, men selvom de på den måde ikke bryder synderligt med den traditionelle viseform, er de samtidig skrevet med det særegne talesprog, som PH blev kendt for. Han bedrev bevidst vold mod retstavningen i rytmens tjeneste og forkortede, hvor det passede ham: ’have’ blev til ’ha’, ’kunne’ til ’ku’ osv. Sådan skrev han også i sin kunstkritik og i sine essays, men man skal omkring revyernes viser for at forstå, at det ikke bare er dovenskab, men et reelt stilistisk træk, der sætter rytme over ret og tale over skrift.

På indholdssiden veksler revyerne mellem mere almene betragtninger og bidende kommentarer til tidens dårskab. Til tider var det ikke ufarligt som med revyen ”Dyveke”, 1940, hvorfra den berømte vise ”Man binder os på mund og hånd” stammer. Denne sang – sunget af Liva Weel på Kai Normann Andersens melodi – indkapsler på mange måder klogskaben i PH’s revykunst. Tyskerne havde netop besat Danmark, men visen slap igennem censuren, fordi det at blive bundet på mund og hånd bliver kædet sammen med en af PH’s andre forargelige kæpheste, nemlig den fri seksualitet og afkastningen af borgerskabets åg. På den måde fik PH provokeret både besættelsesmagten og de borgerlige med et budskab, der var subtilt nok til at slippe igennem censuren, men slagkraftigt nok til, at publikum spontant rejste sig og klappede, når sangens omkvæd lød.

Gennem gyngende landskaber

”Jeg er ikke sortseer, men jeg har fået ret for mange gange i mit liv, når jeg spåede en kommende udvikling. Jeg tror også på en sund reaktion mod lysrøret. Den har jo vist sig allerede i de lande, hvor de lykkelige tilfælde i forvejen hade skabt en vis lyskultur. Men det kan ikke være ligegyldigt at en generation vokser op i det meste af Europa med et farvesyn der ligner 5 ormstukne tænder, mens det normale menneske har 32 hele.”

”Øjeblikket og maleren” i ”Gennem gyngende landskaber”, s. 178.

Selvom Poul Henningsen også skrev hele bøger, får man det bedste indblik i hans forfatterskab ved at læse hans spredte bidrag til diverse dagblade, tidsskrifter osv. ”Gennem gyngende landskaber”, 2015, er en række essays og artikler, der spænder over perioden 1925-67, og som er samlet af en af Danmarks fremmeste PH-eksperter, Hans Hertel.

Selvom teksterne behandler emner så forskellige som kolonihaver, rejser,  arkitektur og drageflyvning, er der en række røde tråde, som går igennem dem alle. Først og fremmest den allestedsnærværende optagethed af æstetik og kunst. For Poul Henningsen er kunsten ikke noget ophøjet, der skal betragtes på museum, men i høj grad et hverdagsfænomen med demokratisk potentiale. Også de brugsgenstande, vi omgiver os med, er kunst, og derfor indeholder bogen f.eks. også tekster som ”Tanker omkring et skohorn”, 1960, hvori der programmatisk udbrydes: ”Lad alt det vi tar i hånden til hverdag være værd at elske, hvad enten det er vores kone, vores venner, vores skohorn eller en ordentlig håndsæbe” (s. 315).

Henningsen designede de berømte PH-lamper, og derfor kredser en stor del af disse hverdagsæstetiske betragtninger sig logisk nok også om belysningen. Mange af teksterne er skrevet i en tid, hvor brugen af de farvefortrængende lysstofrør for alvor havde taget fart. I belysningens bibel er lysstofrørene satan for PH, og han lader ikke en lejlighed gå sin næse forbi til at rakke dårlig belysning ned, men omvendt er der heller ikke et øje tørt, når glødepærerne skærmes helt perfekt og i samspil med lokalet giver det bedst mulige lys.

”Gennem gyngende landskaber” kan altså læses som PH kondenseret til en bouillonterning. Her finder man de kulturradikale udfald mod bornert seksualmoral, spredte tanker om brugsgenstande, høje tanker om kunst og litteratur og frem for alt et nærmest fuldgyldigt belysningsmanifest.

Genrer og tematikker

Poul Henningsen skrev ingen romaner, men snart sagt inden for alle andre genrer; artikler, revy, kritik af kunst, litteratur, film, arkitektur, design, gastronomi, rejsereportager, børnebøger, historiske fremstillinger, portrætter af mennesker i sin samtid og endda en bog om dragebygning. Det er umuligt at putte ham i en bare nogenlunde retvisende kategorikasse. Det samme gælder formatet, idet PH både udgav små tynde bøger og digre flerbindsværker samtidig med en omfattende produktion i aviser og tidsskrifter.

Selvom PH’s forfatterskab altså langtfra kan siges at være strengt litterært, skrev han dog altid med en overlegent legende finesse og en sans for sproget, der også indbragte ham en plads i det Danske Akademi. Stilen er gemytlig, og teksterne er altid åbne for pludselige indskydelser og retningsskift. Ingen strengt rationel essayistik her.

Tematisk er hans værk også spraglet, men her er det immervæk lettere at spore nogle fælles linjer. PH’s kultur- og kunstkritik forholder sig i udtalt grad til friheden og frisindet. Frihed frem for indskrænkende normer og vanetænkning samt frisind på såvel det kunstneriske som på det seksuelle og moralske plan. Denne frihedsdrift kom også til udtryk i PH’s forhold til kunsten som en autonom størrelse. Kunsten skulle ikke være program for en bestemt politik eller holdning, men eksistere på kunstens egne vilkår.

I den forstand er det nærmest symbolsk, at PH’s primære indtægt var hans lamper. Oplysning og belysning er til stede på flere planer i en stor del af hans tekster, dels som konkret kritik af god eller dårlig belysning, og dels som et oplysningsprojekt i åndelig forstand, der har til hensigt at nedbryde blændværk og falsk forstillelse. Konkret kommer frigørelsesprojektet også til udtryk i bl.a. en lang række skrifter om erotik og seksualitet, og vel at mærke i en tid, der endnu ikke have været vidne til pornografiens lovliggørelse.

Beslægtede forfatterskaber

Det er svært at tænke Poul Henningsen uden også at lade sine tanker glide over på begrebet kulturradikalisme. Fra oplysningstiden og frem til Det moderne gennembrud med Georg Brandes skrev PH sig ind i en lang række af tænkere, der nægtede at lade deres tanker styre af statssystemer eller etableret ånd. Kulturradikalismen forbindes i dag uvilkårligt med Politiken, solidt nordisk design i stuen og progressive holdninger til både det nationale og seksualiteten. Den sammenkædning har PH en stor del af æren for, men han opererede aldrig i et vakuum, aldrig som et fjernt fyrtårn i horisonten.

Som en del af en bredere bølge af frisindet tænkning skrev PH sammen med en lang række udøvende kunstnere, såsom Kjeld Abell og Otto Gelsted. Gelsted var en del af kredsen omkring PH’s tidsskrift Kritisk Revy i midten af 1920’erne, mens Kjeld Abell med sine teaterstykker og revyer (flere i samarbejde med PH, bl.a. ”Dyveke”, 1940) også anslår utraditionelle og moderne strenge i det danske kulturlandskab i mellemkrigstiden.

Efter 2. Verdenskrig gribes den kulturradikale arv fra PH især af de to forfattere Leif Panduro og Klaus Rifbjerg. Med sine tv-spil og romanerne ”Rend mig i traditionerne”, 1958, og ”De uanstændige”, 1960, spidder Panduro den samme form for stive borgerlige moral og seksuelle hykleri, som også PH havde sat sig for at bryde ned. Men Rifbjerg var måske den forfatter, der med størst gennemslagskraft har formået at udnytte det meget PH’ske våben, provokationen, på tværs af en lang række platforme. Som romanforfatter, essayist, kritiker, redaktør osv. sloges Rifbjerg videre med borgerlig bornerthed, god moral og dårlig smag langt ind i det nye årtusinde.

Retter vi blikket ud i verden, er det oplagt at se PH som dansk eksponent for den intellektuelle tradition, der især har været Frankrigs adelsmærke siden Émile Zola forsvarede den jødiske kaptajn Alfred Dreyfus i 1898 med det hidsige og hårdtslående partsindlæg ”J’accuse” (da. ”Jeg anklager”), efter at kaptajn Dreyfus var blevet udsat for et åbenlyst justitsmord med politiske og antisemitiske motiver. Det er en tradition, hvor kulturmennesket ikke nøjes med at producere for sig selv og en udvalgt skare af læsere, men blander sig aktivt og vedvarende i også den politiske debat.

Bibliografi

Essays, fagbøger og artikelsamlinger

Henningsen, Poul: Hvad med kulturen? Mondes Forlag, 1933.
Henningsen, Poul: Knud Agger. Et udvalg af Billeder med indledende Tekst. Arthur Jensens Forlag, 1937.
Henningsen, Poul: Axel Nygaards Tegninger. Arthur Jensens Forlag, 1937.
Henningsen, Poul: Demokrati i Øst og Vest. Forlaget Aktuelle Bøger, 1947.
Henningsen, Poul: Springende vers. Steen Hasselbalchs forlag, 1951.
Henningsen, Poul: Livas regeringstid. Stig Vendelkærs forlag, 1952.
Henningsen, Poul: Alvorlig sjov. Stig Vendelkærs forlag, 1953.
Henningsen, Poul: Kort sagt. Chr. Erichsens forlag, 1955.
Henningsen, Poul: P.H.s dragebog for børn fra 8-128 år. Chr. Erichsens forlag 1955.
Henningsen, Poul: Kærlighedens billedbog, bd. 1-4. Thaning og Appel, 1956-59.
Henningsen, Poul: Erotik for millioner. Kærlighed i filmen. Thaning og Appel, 1957.
Henningsen, Poul: Erotikkens historie, bd. 1-3. Thaning og Appel, 1961-62.
Henningsen, Poul: Vi er selv historie. Thaning og Appel, 1963.
Henningsen, Poul: Kunsten og samfundet. Gjellerup, 1964.
Henningsen, Poul: Vers til i dag. Thaning og Appel, 1966.
Henningsen, Poul: Dyveke. Revykomedie i to akter af Kjeld Abell med viser af Poul Henningsen. Gyldendal, 1967.
Henningsen, Poul: Kulturkampen. En antologi. Fremad, 1968.
Henningsen, Poul: Kulturkritik bd. 1-4. Rhodos, 1973.
Henningsen, Poul: PH om lys. Rhodos, 1974.
Henningsen, Poul: Sex og Samfund. Fremad, 1975.
Henningsen, Poul: Danmarksfilmen og Danske billeder. Gyldendal, 1979.
Henningsen, Poul: Klingen. Samlerens Forlag, 1980.
Henningsen, Poul: Sandheden er altid revolutionær. Hans Reitzels Forlag, 1980.
Henningsen, Poul: PH-viser. Thaning og Appel, 1980.
Henningsen, Poul: Talevers. Thaning og Appel, 1980.
Henningsen, Poul: Om smag, stil og kunst. Rhodos, 1984.
Henningsen, Poul: Lys over land. Poul Henningsen om det hele. Gyldendal, 1987.
Henningsen, Poul: Poul Henningsens arkitekturkritik. Arkitektens Forlag, 1994.
Henningsen, Poul: Mit livs eventyr. Poul Henningsens erindringer. Aschehoug, 1995.
Henningsen, Poul: Onkel Pouls løvebog. Hostrup-Pedersen og Johansen, 1998.
Henningsen, Poul: Strid om demokratiet. Artikler fra en dansk debat 1945-46. Gyldendal, 2003.
Henningsen, Poul: Gennem gyngende landskaber. Rejser, kunst og mennesker – personlige essays. Gyldendal, 2015.
Henningsen, Poul: Om leg. Gyldendal, 2019.

Om forfatterskabet

Bøger

Hammerich, Paul: Lysmageren: En krønike om Poul Henningsen. Gyldendal, 1986.
Johansen, Jørgen Dines: Redskab og musik: om PH’s viser og vers, Syddansk Universitetsforlag, 2011.
Hertel, Hans: PH. En biografi. Gyldendal, 2012.
Hertel, Hans (red.): Poul Henningsen dengang og nu. Lysmageren i nyt perspektiv. Gyldendal, 2012.

Film

Kan tilgås via dette link (kræver login).
Kan tilgås via dette link (kræver login).

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Poul Henningsen